Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Juni 2009
Genopliver udgåede bøger
Bøger lever i kortere tid i boghandlen. Så køb bøgerne direkte fra forfatterne, siger den norske forfatterforening.
På det almindelige bogmarked har de fleste bøger ganske kort levetid. Nogle måneder i boghandlen og så retur til forlaget. Efter godt et år måske på udsalg og derefter makuleres restlageret. Men inden makulatur får forfatteren tilbudt at købe restlageret. Derfor har de fleste forfattere kasser med gamle usolgte bøger stående. De nænner ikke at smide bøgerne ud, men markedsværdi er der langt fra tale om.
Dette problem forsøger Den norske Forfatterforening nu at gøre noget ved. Foreningen har netop lanceret bokbuffeen.no, et opsamlingssted for udgåede titler. Modellen er ganske simpel: forfatteren sender forsidefoto samt lidt information om den enkelte bog (pris, år, udstyr etc). Dette lægges op på bokbuffeen.no. Her kan køberen bestille bøgerne.
Bestillingen er aldels lavteknologisk: man sender en e-mail til forfatterforeningen, som så videresender bestillingen til den enkelte forfatter. Forfatteren er herefter ansvarlig for salg og forsendelse. Ordningen gælder kun medlemmer af Den norske Forfatterforening.
Modellen kan derfor på ingen måde ses som en konkurrent til den almindelige netboghandel. Ifølge normalkontrakten må forfatteren ikke sælge bøgerne i egentlig konkurrence med forlagenes salgskanaler. Derfor er der ikke noget centralt boglager. Ordningen svarer til at en ihærdig bogkøber først har prøvet alle eksklusive boghandlere, dernæst et par antikvarboghandlere for til sidst at sende et bønfaldende brev til forfatteren.
Bokbuffeen.no åbnede 3. juni med 300 titler af 60 forfattere. Og langt de fleste af forfatterne tilbyder et unikt ekstraprodukt til deres bøger: de leveres signerede! Den svenske forfatterforening har besluttet, at man vil etablere et tilsvarende projekt.
Søndag Aften 06/2009
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.