Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Juli 2009
Arbejdsprogram fulgt til dørs
Hvad blev der af planerne om fuld liberalisering af bogmarkedet og ny teaterlov? Søndag Aften følger Kulturministeriets arbejdsprogram til dørs.
Inden folketingsåret 2008/2009 lancerede VK-regeringen for første gang et kulturpolitisk arbejdsprogram. Det var - som navnet siger - en beskrivelse, af det arbejde regeringen forventede at foretage i løbet af folketingsåret. Det er nok de færreste, der husker det egentlige indhold i programmet, for ministeren skiftede hurtigt. For kulturpolitiske bogholdere, kan det dog være værd at gøre status i forhold til de ambitioner man havde.
Arbejdsprogrammet bestod af i alt 27 konkrete "nedslag", som gennemgående bar præg af at være opfølgninger af tidligere beslutninger, det gennemgående udtryk i arbejdsprogrammet var "øget fokus" (se Søndag Aften arkiv). Når man i arbejdsprogrammet fx vil tage "initiativ til en mere effektiv national bekæmpelse af ophavsretskrænkelser", så er det selvsagt vanskeligt at måle, hvorvidt dette er sket.
Liberaliseringen der blev væk
De to stærkest fremhævede indsatsområder var fuld liberalisering af bogmarkedet og ny teaterlov. På liberaliseringen af bogmarkedet er der absolut intet sket. Den offentlige diskussion tegner - i krisens tegn - snarere i retning af mindre liberalisering. Kulturministeren har entydigt fastholdt det politiske ønske om liberalisering, selv om det ikke er det mest populære standpunkt blandt bogfolket. Fra regeringens side er der dog intet sket på dette højtprofilerede område (ud over de mange overskrifter ministeren fik ved præsentationen af arbejdsprogramet).
På teaterområdet er det bebudede teaterudvalg blevet nedsat. Det har arbejdsfrist året ud. Herefter kan man være heldig at få klare politiske signaler, man kan også havne i det sædvanlige vakuum: nu vil ministeren tænke og sondere og herefter fremlægge sine konklusioner. Men det bliver alt sammen i 2010.
Om internationalt samarbejde hedder det i arbejdsprogrammet:
"Internationaliseringen af dansk kulturliv skal styrkes og målrettes. Der vil derfor blive udarbejdet en samlet plan for, hvordan vi i højere grad kan lade dansk kulturliv komme ud i verden – og kulturliv fra andre lande komme til Danmark."
Det er lidt af en gåde, hvorfor dette står i arbejdsprogrammet, idet det først er planen at denne rapport skal komme ved årsskiftet 2009/2010.
En række mindre profilerede "nedslag" er gennemført: center for kultur- og oplevelsesøkonomi er etableret, de konferencer der var planlagt er afholdt, de arbejdsgrupper der skulle fremlægge resultater, har gjort dette.
På en række områder skulle ministeriet foretage kortlægning og forbedringer, eksempelvis i forhold til kulturinstitutionerne: "Kulturministeriet vil derfor gennemgå de eksisterende dokumentationskrav for at skabe større ledelsesrum og frihed i hverdagen." Arbejdsprogrammet indholder intet om måling, afrapportering eller opfølgning. For så vidt er der tale om opgaver, der med fornuft kan gentages i mulige kommende arbejdsprogrammer.
Men siden ministeren valgte at publicere planerne, kunne det på en række områder være interessant at få efterfølgende evalueringer: oplever de statslige kulturinstitutioner at de har fået større ledelsesrum? Hvad har dialogen med kunststøtteordningerne resulteret i, så pengene bruges bedre? Hvordan evaluerer man "2008 interkulturel dialog"-året? Hvordan kan kunstens institutioner bedre inspirere hinanden efter ministerens øgede indsigt i dette? Hvilke tiltag til afbureaukratisering er gennemført?
Forvaltningen overskygger
Det kulturpolitiske arbejdsprogram indholdt intet om sporten, idet ministeren i forordet annoncerede, en selvstændig handlingsplan på dette område. Denne handlingsplan er endnu ikke publiceret.
Da VK-regeringen tiltrådte var konkrete løfter, ordholdenhed og kontraktpolitik helt centralt. Dette er siden blevet en sådan byrde, at regeringen vælger at udtynde konkrete planer til reelt ingenting. Kulturministeriets arbejdsprogram satte ikke oppositionen på overarbejde.
Når man i dele af offentligheden diskuterer ministerens synlighed, kan dette naturligvis forstås bogstaveligt, eksempelvis målt som antal minutter i TV. Mere reelt er det at måle synligheden ud fra markante initiativer, nye visioner, planer eller sågar nye indslag i kulturkampen. Ud fra denne målestok er synligheden stærkt begrænset. Forvaltningen overskygger så absolut.
