Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


September 2009


Gaveregnen udeblev


VK-regeringen troede skattefradrag ville give 100 mio. kr. til kulturinstitutionerne. Resultatet blev 18 mio. kr. - højst.

Fradrag for indkøb af kunst og fradrag for gaver til kulturinstitutionerne. Dette var nogle af den nytiltrådte VK-regerings væsentlige svar på kulturlivets økonomiske udfordringer - da man tiltrådte i 2001.

Nu viser Skatteministeriets samlede opgørelse for årene 2005-2008, at der i gennemsnit er givet gaver til kulturinstitutionerne for 18 mio. kr. om året. År for år varierer de samlede beløb mellem 2 og 35 mio. kr. Regeringens egen forventning var 100 mio. kr. pr. år.

Skatteeffekten af de fradragsberettige gaver for 18 mio. kr. årligt er ca. 6 mio. kr. årligt. Et beløb som eksempelvis er væsentligt mindre end den aktuelle "fastholdelse af bevillingsniveauet" i Finanslovsforslaget for 2010.

14 gavemodtagere

I de fire finansår 2005-2008 har i alt 14 kulturinstitutioner modtaget gaver, varierende fra 15.000 kr. til 13 mio. kr. pr. institution pr. år. De kulturinstitutioner, der har modtaget disse gaver er fra vidt forskellige områder: 8 museer er blandt gavemodtagerne, de har tilsammen fået omkring 60% af den samlede gavehøst, et akvarium har modtaget 18%, to kulturhuse har modtaget 12%, et orkester har modtaget 6%, et bibliotek har modtaget knapt 3%, og et spillested har modtaget 0,6%.

Listen over de 14 modtagere kan umiddelbart se forholdsvis bred ud, men er dog i meget høj grad præget af institutioner, som forvalter kulturarven. Eksempelvis er der ikke et eneste teater blandt gavemodtagerne.

Blandt de givetvis flere tusinde potentielle gavemodtagere, er der således kun 14, der er blevet begunstiget. I sagens natur er det umuligt at vurdere, hvilket arbejde disse 14 institutioner har gjort for at få tildelt gaverne. Der er dog ikke nogen grund til at tro, at det skyldes, at øvrige institutioner ikke er opmærksomme på mulighederne endsige dygtige nok til at skabe de kontakter, der gør denne form for gaver mulige.

De 14 uinstitutioner har blot nydt godt af en del af det samlede sponsor- og støttemarked for kulturinstitutioner, hvor gaverubriceringens skattefradragsmulighed selvfølgelig er ekstra attraktiv.

Øjebliksbillede

Skatteministeriets opgørelse for 2005-2008 giver udelukkende et øjebliksbillede af disse konkrete år. Man kan ikke ud fra dette vurdere i hvilket omfang disse beløb alligevel var blevet kanaliseret til kunst og kultur, hvis fradragsordningen ikke var ændret. Også før denne ordning blev der givet gaver til kulturinstitutioner. Og hvis man nedlagde fradragsordningen, ville der fortsat blive givet gaver til kulturinstitutioner.

Kultursektorens nettogevinst ved fradragsordningen er derfor et sted mellem 0 og 6 mio. kr.

Da VK-regeringen fremsatte lovforslaget, skønnede man, at virksomhederne årligt ville donere 100 mio. kr. mere til kulturinstitutionerne. Et skøn man i Skatteministeriet tog store forbehold overfor - gætværk kunne man mindre diplomatisk kalde det. Ikke desto mindre brugte den daværende kulturminister netop dette skøn - uden forbehold - som et præcist tal, som han kritiserede revisorvirksomheden KPMG for at have glemt, da han i 2006 diskuterede udviklingen af kulturministeriets budgetter.

De ændrede skattefradragsregler har gjort det mere attraktivt at give gaver til og dermed støtte til kulturinstitutioner. Dermed står kultursektoren bedre i konkurrence med andre veldædige formål. Men når fradragene i løbet af fire finansår kun gavner i alt 14 kulturinstitutioner, så har det ikke længere noget med kulturpolitisk strategi at gøre. Gaverne gør godt, hvor de når frem, men kan på ingen måde erstatte det generelle behov for økonomisk og strukturelt udviklingsarbejde for kulturinstitutionerne.

 

Søndag Aften 09/2009

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]                Del

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2009






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.