Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
September 2009
Kultur er (også) erhverv
Grønthøstermetoden er erstattet af lottosystemet, når der skal skæres på kulturbudgetterne
"Er ministeren ikke enig i, at rytmisk musik er en støtteværdig kunstart, og at honorarstøtten og støtten til regionale spillesteder er kulturstøtte og ikke erhvervsstøtte?"
Sådan lyder et aktuelt og derfor endnu ubesvaret spørgsmål til Kulturministeren
fra Enhedslisten. Man kan undre sig over, at Enhedslisten
åbenbart udelukkende kærer sig om protesterne fra danske spillesteder
og ikke medtager nogle af de andre områder, der udsættes for
den aktuelle besparelse. Bortset fra dette har spørgsmålet
den helt selvfølgelige logik, at det er kommet bag på
de fleste, at dele af kulturministeriets område i økonomisk
henseende betragtes som erhvervsstøtte.
Erhvervs- og Økonomiministeriet offentliggør hvert år en redegørelse over erhvervsstøtte. Og i denne redegørelse har en række forskellige kulturtilskud stået i flere år. Uden at det tilsyneladende har givet anledning til kritik fra oppositionens side.
Og naturligvis kan det forekomme besynderligt, at spillesteder
og egnsteatre står på samme liste som eksempelvis Hjemmeservice,
LæsInd tilskud, Tilskud til færgedrift og Hjemsendelse af
søfarende.
Private med gode formål
I redegørelsen defineres området egentlig ganske godt: "Der er tale om ordninger, hvorfra der direkte eller indirekte kan overføres statslige midler til det private erhvervsliv, og hvor modtagerne opnår en økonomisk fordel eller opnår en betaling for en vare, der ønskes fremmet af samfundsmæssige hensyn".
Definitionen siger altså, at der flyttes penge fra det offentlige
til den private sektor - men at der er gode grunde til dette.
Støtten til private færgeselskaber kan jo altså skyldes ønsket
om at sikre den optimale infrastruktur i landet. Støtten til
private spillesteder skyldes ønsket om at sikre god musikalsk
kvalitet på spillestederne. Private udfører altså opgaver
for det offentlige. Men i begge tilfælde er modtagerne private
virksomheder.
Disse private virksomheder kan være organiseret på mange forskellige måder og kan være mere eller mindre profitbegrænsende gennem fx fondsdannelser. I økonomi- og erhvervsministeriets definition er dette dog underordnet. Modtageren er uanset formål og organisation kategoriseret som privat.
Ud fra mange hensyn kan det være fornuftigt, at det offentlige har et overblik over støtteordninger til privat erhverv. Det kan være for at sikre mod konkurrenceforvridning, for at sikre at der ikke sker skjult støtte til politikeres venner. Der kan endda være et politisk formål om at begrænse erhvervsstøtten.
Så langt burde de fleste kunne enes.
Forklaring søges
Den årlige redegørelse om erhvervsstøtte kan være med til at skabe åbenhed og indsigt i statens erhvervsstøtte. Som et statistisk dokument kan det givetvis anvendes i visse sammenhænge.
På kulturområdet er problemet, at der synes at være ganske
langt fra de angivne principper til den konkrete statistiske
oversigt. Faktisk så langt, at der vistnok ikke findes nogen
i kongeriget, som er i stand til at forklare, hvorfor en type
institutioner er med på listen, og andre ikke er med.
Eksempelvis på teaterområdet, hvor Københavns Teater, egnsteatrene og de små storbyteatre er med blandt erhvervsstøttemodtagere. Men altså ikke landsdelsscenerne eller de teatre der støttes af Kunstrådet. Den sondring giver ikke nogen som helst mening.
Og det lader til at alle involverede har opgivet at finde fornuftige forklaringer på denne sondring. Det har heller ikke haft nogen som helst praktisk betydning - før nu.
For i forbindelse med regeringens og Dansk Folkepartis vedtagelse
af Forårspakke 2.0 indgik fastfrysning af tilskud til erhvervsstøtteordninger
som et af finansieringselementerne. Forligspartierne valgte
at fastfryse samtlige erhvervstilskud indenfor kulturområdet
undtagen filmområdet, som er omfattet af en politisk bredere
filmaftale.
Summa summarum når man frem til en række politiske prioriteringer,
som ingen i realiteten kan forsvare eller forklare indholdet
i. Kafka kunne ikke have skrevet det bedre. Ud fra en liste
som udelukkende har haft et statistisk formål, og hvis indhold
ingen kan forklare, når man frem til en række besparelser,
som ingen kan forsvare elle forklare. Kulturministeren siger
blot, at det er en del af det samlede forlig og henviser til
den fortegnelse, som er begået i et andet ministerium. Folketingets
kulturpolitiske ordførere har sandsynligvis aldrig læst hverken
erhvervsstøtteredegørelsen eller forudset finansieringsbeslutningen
i Forårspakke 2.0.
Forår blev til efterår
I regeringens forslag til Forårspakke 2.0 står under afsnittet "Færre særordninger for erhvervslivet og mindre støtte til erhvervslivet", at en del af finansieringen skal foretages ved "Begrænsning af en række særordninger". Dette vil ifølge forslaget give 160 mio. kr. i besparelse.
I 1. marts-aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om Forårspakke 2.0 står:
"Parterne er enige om, at en række støtteordninger, som ikke er omfattet af politiske forlig, fastholdes i nominel værdi i perioden 2010 til 2015. Finansieringsbidraget herfra udgør 160 mio. kr."
Erhvervs- og økonomiministeriets årlige redegørelse om erhvervsstøtte er sædvanligvis bagudrettet. Redegørelsen for 2008 indeholder støttebeløb for tidligere år og 2008, som jo er kendt gennem vedtagelsen af Finansloven for 2008 i 2007. Redegørelsen i 2009, offentliggjort 17. april 2009, er dog også fremadrettet, her er både tallene for Finansloven 2009 og Finansloven 2010 med. Og her kan man se, at tilskuddene til bl.a. kulturområderne er frosset fast.
Dette er dog ikke forklaret i redegørelsen. I erhvervsministerens
forord står "Med forårspakke 2.0 fortsættes denne linje, idet
en række særordninger begrænses eller fjernes."
Man kan for så vidt undre sig over, at oppositionen ikke har
været vågen og spurgt til, hvorledes de angivne 160 mio. kr.
mere præcis skulle fordeles. Men man kan ikke klandre partiernes
kulturordførere for, at de ikke har næret mistanker om, at
dele af kultursektoren skulle være omfattet af "særordninger
for erhvervslivet".
