Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Oktober 2009
Clausen, Jensen og de andre
Kulturpolitik er blevet til mediepolitik - i hvert fald hvis man skal måle ud fra folketingsmedlemmernes spørgsmål til kulturministeren.
Det hedder sig tit og ofte, at det er medierne, der sætter den politiske dagsorden. Sådan er det i hvert fald blevet blandt Folketingets kulturinteresserede medlemmer, hvor en tredjedel af samtlige spørgsmål til ministeren handlede om netop mediepolitik. I alt blev der i folketingsåret 2008-2009 stillet 166 spørgsmål til ministeren, heraf handlede de 52 om mediepolitik: 20 handlede om DR, 15 om TV2, 12 om sendeplaner og -aftaler og en håndfuld om dagblade og andre mediepolitiske emner.
Folketingets andre store emner, hvad spørgelysten angik, var: idræt (16 - især en del om børneattester) finanslov (11), museer (10 - heriblandt en del om Aros), teatre (9 - en del om egnsteatres økonomi), biblioteker (7) og kulturarv (7).
Clausen og Jensen
Ligesom andre med "sen"-navne kunne Enhedslistens Per Clausen og Socialdemokraternes Mogens Jensen etablere sit eget tv-program med spørgsmål til ministeren. Ud af de i alt 166 spørgsmål stillede Per Clausen de 56 og Mogens Jensen de 46 spørgsmål. På en 3. plads finder man SF's Pernille Frahm med kun 10 spørgsmål. De sidste 54 spørgsmål er stillet af 23 andre folketingsmedlemmer.
Da Per Clausen er ene om at stille spørgsmål fra Enhedslisten, har Socialdemokarterne klart overtaget førerpositionen som det parti med flest spørgsmål til kulturministeren. I alt stillede 15 socialdemokrater 81 spørgsmål, altså næsten halvdelen af samtlige spørgsmål. SF stillede 16, Dansk Folkeparti 10 og de radikale 2 spørgsmål.
Man skal ikke lade sig forbavse over, at regeringspartierne ikke er nævnt. Ministerspørgsmål er traditionelt en måde at drive oppositionspolitik på, eller som Dansk Folkeparti gør det: markere synspunkter og presse regeringen på enkeltpunkter.
Armslængde
VK-regeringen blev under den foregående minister hyppigt beskyldt for at bryde med armslængdeprincippet - om at politikere ikke skal blande sig i den konkrete kunstneriske beslutning, det er derfor man har såkaldte armslængdeorganer. Alligevel kan folketingspolitikerne ikke dy sig for ind i mellem selv at opfordre til brud på armslængden. Det sker typisk i aktuelle sager, hvor folketingsmedlemmer kan bruge spørgeinstitutionen til at give indtryk af, at man er særligt engageret.
I dette folketingsår har der blandt andet været særlig politisk interesse for at støtte kunstmuseet Aros, Nyt Dansk Musikteater og om DR's nedprioritering af dansktopmusik. Et eksempel på dette finder man i et spørgsmål om, hvad ministeren har "tænkt sig at gøre for, at Danmark fortsat har en international samtidskunstfestival, efter at U-turn er gået konkurs?".
Ministeren svarer, at hun sådan set ikke har tænkt sig at gøre noget, idet initiativet og finansieringen af festivalen lå i Kunstrådet, et armslængdeorgan. Kunstrådet er selv ansvarlig for evalueringen.
Dette svar er helt i overensstemmelse med armslængdetraditionen, idet der aldrig har været en politisk formuleret målsætning om en festival af denne karakter. Hvorvidt festivalformen er den rette til at skabe den ønskede kunstneriske dynamik og publikumsappel, er et spørgsmål for armslængdeorganet. Spørgsmålet til ministeren har det typiske oppositionsformål, at fortælle offentligheden, at spørgeren kærer sig mere om kunsten end ministeren.
I det hele taget er der en tendens til, at kulturinstitutioner som er havnet i økonomisk uføre - og dermed i mediernes søgelys - søges reddet af oppositionen gennem spørgsmål til ministeren.
Værdipolitik
Folketingets spørgsmål bliver naturligvis også brugt som et led i den almindelige værdipolitiske kamp. Således kan Dansk Folkeparti både spørge til ansættelsen af en konkret, navngivet medarbejder i Kunststyrelsen (ministeren udtrykker tillid til Kunststyrelsen) eller til tipspengestøtte til Komiteen for Flygtninge under Jorden (ministeren vil ikke trække støtten tilbage, så længe der er tale om lovlige virksomhed).
Fra den anden side af det værdipolitisk spektrum kan SF spørge til, hvad ministeren vil gøre i anledning af en artikel i Ekstra Bladet om "nazi-bølle skal lære børn fodbold". Til dette må ministeren belære spørgeren om, at foreningsidrætten "nyder udstrakt autonomi i forhold til staten".
En væsentlig del af ministerens svar består således i at forsvare, at hun ikke blander sig i ting og sager, hvor - i bedste danske tradition - ansvaret er hos andre end hos ministeren.
Læs også:
