Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Oktober 2009
Kulturpolitik ifølge revisorer
Kan man kalkulere sig til sikre publikumssucceser på et offentligt finansieret museum? Det baserer revisorrapporten sine anbefalinger for Aros videreudvikling på.
Når Aros kunstnerisk funderede ledelse ikke selv har magtet at finde løsninger på de gentagne økonomiske vanskeligheder, er det kun naturligt at bede økonomisk forstandige se museet efter i sømmene. Det er der kommet en række kulturpolitisk interessante betragtninger ud af - som afspejler grundlæggende forskelle i perspektivet.
Deloitte-rapporten om Aros vurderer en lang række mere eller mindre typiske værktøjer for at forbedre museets økonomi. Da museet ikke selv er lykkedes at skaffe større indtægter, trods mange forsøg, må revisorerne naturligvis afprøve muligheder for besparelser. Blandt disse muligheder er begrænsning af åbningstiden.
Dette får denne kommentar med fra revisorerne:
"Formidling i forhold til skoleklasser og lignende kan forventes reduceret på grund af ændrede åbningstider i hverdagene. Derved reduceres imidlertid også andelen 'gratister'."
Med andre ord vurderer revisorerne antallet gratister på museet som et økonomisk problem. Det revisorerne dermed aldeles overser er, at skoleklasserne netop er en væsentlig grund til den store offentlige støtte til et museums drift. Foretager et museum væsentlige indskrænkninger i skoleklassers adgang, vil der ganske naturligt opstå en diskussion, om det offentlige får tilstrækkeligt for tilskuddet.
Blockbuster-udstillinger
Revisorerne konkluderer, at den eneste økonomisk rigtige løsning for Aros, vil være at vise en såkaldt blockbuster-udstilling årligt. En blockbuster-udstilling defineres som en udstilling, der appellerer meget bredt, hvor man har "relativt sikker forventning om mange besøgende" og udstillingen kan bære en entrépris på 125 kr. (mod normalt 90 kr.).
En blockbuster skal have 175.000 besøgende og vare i 6 måneder. Den hidtil største publikumssucces fik Aros med Racing Cars i 2006 (se Søndag Aften arkiv), der trak 134.000 tilskuere på 2½ måned.
Det er i sig selv en interessant museumsdiskussion i hvilket omfang man skal tage ekstra entrépriser for særudstillinger. Et museum har jo nærmest pr. definition særudstillinger og dette er derved planlagt som en del af den samlede drift. Man må sige, at perspektivet er voldsomt, hvis særpriser gælder 6 måneder hvert år. Hvis adgangen til et museum i disse 6 måneder skal koste 125 kr. kan man ligeså vel etablere en fast praksis med sommer- og vinterpriser.
Revisorerne anfører muligheden for øget offentligt tilskud, en mulighed museet selvfølgelig er nødt til at forfølge. Men revisorerne kalkulerer ikke med den modsatte mulighed: at såfremt museet undlader at varetage de hidtil stillede opgaver, så er det offentlige tilskud naturligvis til diskussion - nedad.
Kalkulerede kultursucceser
Revisorernes kalkule med blockbuster-udstillinger bygger på den forventning, at man helt og aldeles kan kalkulere sig til kunstnerisk kommercielle produkter. Og det er vist det modsatte, der er kendetegnende for samtlige kulturbrancher: der er succeser, men der er også kraftige gyngeture, når kalkulerne ikke holder. Hvis Aros' ledelse havde kunnet kalkulere sikre successer, havde museet ikke haft de problemer man nu har.
Revisorerne glemmer i begejstringen for blockbuster-tanken både, at museet siden 2007 har haft "negativt dækningsbidrag i relation til særudstillingerne". Og i øvrigt at den særudstilling, der har givet det hidtil bedste dækningsbidrag i Aros foreløbigt 5-årige historie var Kvium i 2006. Kvium-udstillingen var ikke nogen blockbuster: den var billig at gennemføre, det var ikke nogen given succes - men den gav et positivt resultat på 1,7 mio. kr. - væsentligt mere end Racing Cars som gav 0,7 mio. kr.
Foruden at Kvium-udstillingen var helt og aldeles indenfor det traditionelle museumsbegreb.
Desværre undlader revisorerne at vurdere den øgede sårbarhed der automatisk vil følge, hvis man baserer virksomheden på få, store successer. Revisorerne glemmer også at stille spørgsmålet: hvis det er så let at skabe succes med blockbuster-udstillinger, hvorfor er der så ikke nogen der gør det? Sådan helt kommercielt.
