Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Oktober 2009
Privatisér Aros
Lad Aros fuldføre eksperimentet med at flytte grænserne mellem offentlig kulturinstitution og kommercielt funderet oplevelsescenter. Lad Aros blive frimuseum.
CulturCommentar:
Kunstmuseet Aros har gennem den store publikumssucces og kunstnerisk store armbevægelser flyttet diskussionen om museumsbegrebet ind i en ny tid. Man kunne sammenligne diskussionen om tilskuddet til Aros med diskussionen om mediestøtten. Skal man støtte en institution eller virksomhed som helhed - eller skal man støtte virksomhedens enkeltprogrammer?
Og ligesom DR har flyttet sig fra at være en Statsradiofoni, har Aros flyttet sig fra at være et lokalt, offentligt funderet kunstmuseum.
Aros argumenterer fortsat for større offentlig støtte. Man har fået revisorerne til at lave en såkaldt benchmarking af Aros med Louisiana og Arken. Det er dog ikke en benchmarking, der går i detaljer, blot sammenligner man nogle få, beskedne nøgletal og når derved frem til at Aros fortjener lige så meget i støtte som Arken.
Dette udbygges i offentligheden med provins-underdogargumentet: det er fordi vi ligger i Århus, vi får så lidt i støtte. Der er givetvis en hel del andre århusianske kulturinstitutioner som nødig vil argumentere med en sådan misundelse. De øvrige store Århus-institutioner (teatre, orkestre og museer) har det fint i sammenligning med tilsvarende institutioner - og kan sædvanligvis argumentere konkret for økonomisk behov.
At Kulturministeriet og Folketinget skulle have en særlig negativ indstilling til Århus er der simpelthen ikke belæg for. Men i øvrigt skylder Aros at fortælle hvorfor det er Arken og Louisiana man vil sammenlignes med - og ikke fx Kunsten i Aalborg.
Hvor var amtet?
Kulturministeren har i svar til Folketinget været særdeles diplomatisk og sagt at forskellen i støttebeløb skyldes historie og tradition. Mere direkte kunne man have sagt, at forskellen skyldes de gamle amtskommuners støtte. Arken havde langt større lokal amtslig opbakning end Århus Kunstmuseum /Aros nogensinde har haft. Så hvis Aros skal have medhold i at man er blevet forfordelt støttemæssigt, er det udelukkende i forhold til det nu nedlagte Århus Amt.
Havde man haft denne diskussion før kommunalreformen, ville spørgsmålet have været: hvorfor yder Århus Amt så lidt til Århus Kunstmuseum/Aros, når Københavns Amt giver så meget til Arken. De ambitiøse kunstengagerede i Københavns Amt fik etableret et nyt museum ved at få amtet til at betale. Kommunalreformen bevirkede at Staten overtog en række amtslige opgaver (mod tilsvarende økonomisk modydelse), herunder også amtsligt støttede museer.
Aros må ønskes held og lykke i bestræbelserne på at gafle flere penge ud af offentlige myndigheder. Men i den videre udvikling af det danske museumsbegreb er Aros i virkeligheden langt mere spændende. For hvilke opgaver skal man varetage og hvor går grænserne mellem museers "public service virksomhed" og tilsvarende kommerciel virksomhed?
Slip Aros fri
Museets forskningsforpligtelse omtales ikke i revisorrapporten. Museets indkøbspolitik betragtes som uinteressant i forhold til behovet for at øge indtægterne. Nyophængninger af den faste samling trækker ikke mere publikum. Skoleelever betragtes som unødvendige gratister. Entrépriser skal sættes ud fra mulig efterspørgsel og ikke efter museets klassiske demokratiske funktion.
Dermed udfordrer revisorerne en række fast forankrede principper om museumsdrift, som falder i fin tråd med Aros' ledelses egne udsagn. Det letteste vil være at afvise disse diskussioner. For hvad er forskellen mellem Aros visioner og eksempelvis de udstillinger, som arrangøren Teit Ritzau til tider har glædet publikum med?
Det kunne være anderledes spændende at give los for Aros ambitiøse visioner. For selv om Aros formulerer sig som den frække dreng i klassen, er udgangspunktet stadig kærligheden til kunsten, rusen over at glæde befolkningen og forpligtelsen for kulturarven. Ligesom vi havde frikommuner til at udvikle nye modeller for den kommunale forvaltning, kunne vi bruge Aros som et frimuseum. Slip tøjlerne løs. Lad Aros prøve at udfordre grænserne. Man er allerede godt i gang som økonomiske fribyttere. Privatisér Aros.
