Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
November 2009
Kunsten som politisk klimaredskab
Grænsen mellem kunst og politik er altid til diskussion. Kulturministeren synes kunsten skal "oversætte de følelser, som klimaproblematikken vækker hos os".
CulturCommentar:
Det er naturligvis gået op for os alle sammen, at klimakampen
er på dagsordnen. Både som et væsentligt, overordnet politisk
tema og som et særligt dansk anliggende i år. Åbenbart i den
anledning, havde kulturministeren i september en kronik i
dagbladet Information. Det er som bekendt ikke en minister,
der kaster med spredehagl med sprælske indspark i de kulturpolitiske
debatter. Desto mere grund til at interessere sig for, hvad
hun skriver:
Jeg er overbevist om, at kulturen kan spille
en selvstændig rolle i klimadebatten, fordi vi gennem kunsten
kan få rokket ved vores fasttømrede forestillinger om, hvordan
verden hænger sammen. Kunst og kultur skal ikke blot være
vedhæng til de realpolitiske forhandlinger, for kulturen
kan bidrage med udtryk, der fremmer vores erkendelse af
klimaproblemerne. Samtidig har kulturen potentialet til
at yde selvstændige bidrag for løsningerne på de globale
klimaproblemer, der ikke udelukkende kan findes i teknologiske
landvindinger eller i erhvervslivets innovation.
Det er godt med fakta, debat, ideer, råd og vejledning. Men det er ikke nok. Kunsten kan noget andet end statistik og hårde facts. Kunsten kan gå et lag dybere ned og oversætte de følelser, som klimaproblematikken vækker hos os.
Fra smagsdommere til smagsgivere
Kulturministerens udsagn er interessant på mange niveauer. Politisk set er vi
ganske langt væk fra VK-regeringens opgør med smagsdommere
og eksperter, hvori grundopfattelsen var, at borgerne selv
skulle danne sig deres mening. Regeringens klimadagsorden
har ganske vist flyttet sig betragteligt gennem de sidste
8 år. Der er dog et ganske voldsomt skridt, fra at man for
8 år siden etablerede Institut for Miljøvurdering, til at
det nu betragtes som en statslig opgave at få kunsten til
at oversætte de følelser, klimadebatten vækker hos os.
Mere polemisk anlagte kunne erstatte ordet klima med historiske foreteelser og finde ganske skræmmende eksempler.
Ej blot til vedhæng
Kunst og kultur skal ikke blot være vedhæng til de realpolitiske forhandlinger,
skriver ministeren blandt andet. Kunsten skal altså ikke blot
være vedhæng. Deri - i "ikke blot" - ligger jo så
underforstået, at kunsten også skal finde en rolle som vedhæng
til de realpolitiske forhandlinger. I sig selv er det interessant,
at i én og samme sætning indskrive både kunsten og kulturens
rolle og "realpolitiske forhandlinger".
Udtrykket "ikke blot" giver naturligvis associationer til det smukke motto for Det kongelige Teater, "ej blot til lyst". Underforstået: der er morskab, men også mere og andet. Her siger ministeren, at kunsten "ej blot er vedhæng til realpolitiske forhandlinger". Underforstået: den skal påvirke realpolitiske forhandlinger, men altså også mere og andet.
Naturligvis kan kulturministerens kronik læses med mildere
øjne, blot som resultat af en simpel partipolitisk brainstorm,
hvor man har tænkt: hvordan kan vi profilere os på flest mulige
måder i forbindelse med klimatopmødet. Og da de initiativer,
der kommer ud af kulturministerens hensigtserklæring, er aldeles
beskedne, er der næppe grund til at frygte voldsom kunstnerisk
følgagtighed. Dog er det værd at bemærke, at ministerens kronik
vist ikke gav anledning til et eneste læserbrev i det ellers
ivrigt debatterende Information.
Dele af kunsten har siden 70'erne forsøgt at gøre opmærksom på klimaproblemer. Det er sket i alskens former. Film, musik, romaner, billedkunst. Gennemgående er det sket i opposition. Og det er under alle omstændigheder styret af kunsten selv - ikke af en politisk opportun dagsorden.
Skrækscenariet vil være, hvis Kulturministeren herefter jævnligt vil udsende nye hyrdebreve om, hvad kunsten skal beskæftige sig med for at påvirke vores følelser. Lad kunstnerne om følelserne.
