|
Kulturministerens udspil "Kultur
til alle" er mestendels uforpligtende snik-snak. Der
gemmer sig dog enkelte små overraskelser undervejs.
Kultur for alle er den forholdsvis forudsigelige
titel på det kulturpolitiske udspil, Kulturministeren har
lanceret efter den såkaldte Danmarksturne, der omfattede besøg
i samtlige landets 5 regioner.
Grundtanken i udspillet er at gøre kunsten tilgængelig for
flere mennesker, især den tredjedel af befolkningen som i
henhold til undersøgelser af befolkningens kulturvaner helt
undlader at benytte kulturtilbuddene. Denne ambition er politisk
set bredt respekteret og ønsket. I den aktuelle kulturpolitiske
debat er det en fælles politisk forudsætning, at det skyldes
mangler i den offentlige kulturpolitik, at mennesker undlader
at bruge eksempelvis biblioteker eller teatre. Tanken - at
det kunne skyldes befolkningens frie vilje - er ikke gyldig
i kulturpolitikken.
Kultur for alle fokuserer på 7 kulturpolitiske felter:
- de regionale kulturaftaler
- brugerinddragelse
- børn og unge
- kunst i det offentlige rum
- kulturinstitutionernes tilgængelighed
- kultur og medier
- kulturinstitutionernes strukturreform
Fokus og evaluering
Indenfor samtlige områder opridses en række opgaver, hvoraf langt de fleste er relativt uforpligtende: "stærkere samarbejde", "oprette vidensbank" (hyppigt gentaget), "fortsat udvikling", "evaluering", "opbygge netværk", "erfaringsudveksling", "ny undersøgelse", "relancere hjemmeside", "dialog", "udarbejde idékatalog", "udgive inspirationskatalog", "etablere værktøjskasse" (dem er der en del af), "igangsætte udarbejdelsen af et katalog" (lyder meget ambitiøst), "fortsat fokus", "yderligere konsolidering", "samordning", "udarbejde et best-practice katalog" samt "opfordre kommunerne" er nogle af de opgaver ministeren påtager sig i oplæget.
Samtlige disse opgaver vil ikke kunne bestå en politisk lakmus-test:
er der nogen, der vil gå imod? Det er der næppe.
Kulturaftaler som politisk instrument
Trods denne indpakning i kulturpolitiske almindeligheder er der nogle tendenser
og initiativer, som tegner nye spor.
Et gennemgående element er, at bruge de regionale kulturaftaler,
som indgås med kommuner og regioner, til at styrke udspillets
tendens: tilgængeliggørelse af kulturen. Kulturaftalerne skal
således i langt højere grad end hidtil bruges som instrument
til at gennemføre nogle statslige målsætninger. Dette i modsætning
til hidtil, hvor aftalerne har givet de lokale aktører større
frihedsgrader og dermed skabt nye samarbejdsmønstre. Nu vil
kulturaftalerne ikke blot indeholde gulerodselementer, men
også et snert af statslig pisk.
Det element i udspillet, der især markeres i offentligheden,
er tankerne om, at offentligt støttede kulturinstitutioner
skal gøre mere for at udvikle tilbud til de der ikke bruger
institutionerne i dag. Det kan være ved at ændre åbningstider,
ved at målrette formidlingen mod særlige grupper eller ved
at bringe kunsten ud i det offentlige rum. Ingen af disse
tanker er nye, men muligvis anelsen mere fokuserede i udspillet.
Blandt andet nævnes, at Statens Kunstfond skal ændre praksis,
så der i højere grad indkøbes værker ud fra, hvor egnede disse
er til at blive udstillet i offentlige rum. I praksis kan
dette betyde, at der ikke skal købes installationskunst -
selv om det ikke er nævnt så direkte i udspillet. Kulturministerens
tanker vil bryde med nogle af forudsætningerne i Statens Kunstfonds
nuværende struktur, hvor der dels er et billedkunstudvalg,
der har til opgave at indkøbe kunst, dels et billedkunstudvalg,
der netop har til opgave at sikre kunst i det offentlige rum.
Blandt formålene i loven om Statens Kunstfond er:
Afholdelse af udgifter til billedkunst i det offentlige rum i og omkring statens bygninger og anlæg samt ydelse af tilskud til billedkunst i det offentlige rum i og omkring kommunale bygninger eller andre for offentligheden eller videre kredse tilgængelige bygninger og anlæg.
Lovens bogstav tilsigter således i forvejen så rigeligt det formål, der anføres
af Kulturministeren. Med mindre ministeren mener, at udvalget
ikke varetager opgaverne fyldestgørende - eller med mindre
ministeren mener, der skal ske en omfordeling af puljerne
i Statens Kunstfond. Dette er der endnu ikke lagt op til.
Fokus på ledelse
Det eneste reelt nye i Kulturministerens oplæg "Kultur for alle"
er afsnittet om "kulturens strukturreform". Politisk interessant
er her to nye initiativer:
Det første er et udvalg til at foreslå sammenlægninger
af museer. Efter de seneste års opfordringer til frivillige
museumssammenlægninger, sætter man nu tommelskruerne på:
nu skal museerne tvinges til fusioner.
Det andet nye initiativ er løftet om en ny tilskudslov for
de selvejende institutioner på kulturministeriets område.
Det vil blive en lov, som følger op på anbefalingerne fra
arbejdsgruppen om "god ledelse af større kulturprojekter",
og som givetvis vil præcisere ansvar og opgaver for ledelser
og bestyrelser. Afsnittet om kulturens strukturreform (som
måske er en titel med for megen spin-kraft i forhold til
indholdet) indeholder en række andre mindre initiativer,
som samlet set vil styrke ledelsesarbejdet på kulturinstitutionerne.
Udspil modvirkes af den faktiske politik
Kulturministerens udspil får ikke konsekvenser på finansloven
eller i lovgivning (bortset fra den kommende tilskudslov).
Kulturinstitutionerne skal blive i stand til at nå ud til
flere mennesker og få flere besøgende, uden at rammerne
ændres. Det er næppe sandsynligt, at dette vil blive mærkbart
- ud fra Kulturministerens mange evalueringer og idékataloger.
Samtidig er der en lang række aktuelle kulturpolitiske tendenser,
der arbejder i modsat retning af kulturministerens målsætning:
- kulturinstitutionerne skal udvide åbningstiderne for at få flere besøgende, står der i oplæget. Aktuelt overvejer eksempelvis Aros at indskrænke åbningstiderne, for at sikre økonomien.
- sikre relevante og vedkommende teatertilbud i hele landet, står der i oplæget. Aktuelt lider egnsteatrene over hele landet under den nyligt etablerede rammestyring.
- forsøg med nye modeller for rabatordninger, står der i oplæget. Gennem det seneste tiår er de eksisterende rabatordninger på teaterområdet blevet udhulet gang på gang.
- institutionerne skal have særligt fokus på bred markedsføring - også udenfor det sædvanlige kernepublikum, står der i oplæget. Det var sådan set den opgave ARTE i sin tid forsøgte at varetage; efter institutionens lukning har Staten begrænset de fælles markedsføringsmidler.
- på filmområdet hævdes, at "vi har en biografkultur, der sikrer alle let adgang
til filmoplevelser over hele landet". Udenfor de store
byer og de store kapitalkæder, har biograferne vanskelige
kår. Dette vil blive forstærket af digitaliseringen af
filmmarkedet, hvor DFI's støttemuligheder til mindre biografers
investeringsbehov er begrænset.
Kulturministerens mange idékataloger og netværk har givetvis kun begrænset effekt i forhold til målet om at få flere til at bruge tilbuddene. Men dette vil blive kraftigt modvirket af en række andre allerede igangsatte kulturpolitiske initiativer. Det er markant, at kulturministerens udspil handler om små pillerier i overfladen, hvorimod egentlige strukturelle vanskeligheder må afvente andres initiativkraft.
Søndag Aften
12/2009 Del
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|
