Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
December 2009
ACTA på vej
Ny handelsaftale med fokus på ophavsret er på vej. Teksten hemmeligholdes indtil det sidste.
Siden 2006 har en lang række vestlige lande forhandlet om den såkaldte ACTA-handelsaftale
(Anti-Counterfeiting Trade Agreement). Det er en aftale, som
skal skabe international overensstemmelse om sikring af ophavsrettigheder
for at styrke den internationale handel. ACTA-aftalen handler
både om fysisk varehandel og om ophavsretskrænkelser gennem
internet.
ACTA skal tilsyneladende etablere en ny international samarbejdsorganisation, som vil være uafhængig af eksisterende samarbejder som WTO, WIPO og FN.
Hemmeligt indhold
Foreløbig er der afholdt 6 forhandlingsrunder, den seneste i Seoul i november 2009. Næste runde er planlagt til januar 2010 i Mexico City. Det er planen, at forhandlingerne skal afsluttes i 2010.
De lande som er med i forhandlingerne er: Australien, Canada, EU, Japan, Korea, Mexico, Marokko, New Zealand, Singapore, Schweiz og USA.
Da forhandlingerne er hemmeligholdt, er det særdeles vanskeligt
at redegøre for indholdet. Som med alt andet rygtesmederi
er det vanskeligt at vurdere, om det er en enkelt fjer, der
bliver til fem høns eller det modsatte. Blandt forskellige
netkilder nævnes en række elementer som mulige dele af forhandlingerne.
Dette illustrerer i sig selv vanskelighederne ved en så lukket forhandlingskreds, som der er tale om. Indtil parterne bag ACTA offentliggør et forhandlingsresultat, vil myterne vokse.
Amerikansk udgangspunkt
Den amerikanske DMCA (Digital Millennium Copyright Act), som blev vedtaget i 1998, har til hensigt at beskytte ophavsret ved at forbyde omgåelse af tekniske spærringer. Størstedelen af DMCA er siden vedtaget i EU og mange andre lande - men i forskellige varianter.
Blandt de nævneværdige forskelle har været, at EU har kunnet
kræve af Apple, at virksomhedens DRM-system (Digital Rights
Management) Fairplay skulle åbnes, således at der blev interoperatibilitet
mellem musikafspillere fra forskellige producenter - og købere
af musik via iTunes ikke blev tvunget til at afspille musikken
på Apple-udstyr for tid og evighed.
Spørgsmålet om interoperabilitet og kompatibilitet lader til
at være en gennemgående uenighed mellem EU og USA.
Grænsekontrol af mobiltelefoner
Et element i ACTA, som tilsyneladende går igen i mange varianter, er muligheden
for at pålægge internetudbydere at lukke for deres kunders
internetadgang. Diskussionen handler bl.a. om muligheden for
at give sådanne pålæg på tværs af landegrænser og uden dommerkendelse.
En del kilder angiver den hyppigt diskuterede model "three
strikes out" (3. gang du bryder ophavsretsloven, ryger forbindelsen)
som en mulig kommende fælles regel. Andre kilder angiver,
at dette er blevet afvist.
Blandt elementerne nævnes også kriminalisering af fildeling,
samt muligheden for at udveksling af open source software
vil blive vanskeliggjort.
Mere spektakulært forekommer forslaget om styrket grænsekontrol,
hvor grænsevagter uden videre begrundelse skal kunne gennemsøge
alt elektronisk udstyr for muligt piratkopieret materiale.
Man kan nemt forestille sig lange køer, hvis samtlige mobiltelefoner
skal analyseres, før man kommer gennem grænsekontrollen.