|
Ny teaterlov, medieaftale og filmaftale står øverst på folketingets kulturdagsorden i 2010.
Hvad kommer kulturdebatten til at handle om i 2010? Det er der næppe mange, der
vil kunne give et fornuftigt bud på. På samme måde som ingen
for et år siden ville have peget på Aros, Århus Teater, Gasværket
eller Peter Schaufuss Balletten som nogle af de mest følelsesladede
kulturpolitiske debatter. Her på stedet holder vi os fra sådanne
gisninger. Dog kan vi orientere om de felter, hvor det allerede
er offentligt markeret, at man må forvente nye initiativer.
Teaterudvalget
Teaterudvalget blev nedsat i november 2008 med frist til udgangen af 2009. Dette har udvalget fortolket som frist for udvalgsarbejdet, hvorefter rapporten skal skrives. Den seneste officielle udmelding er, at udvalget vil offentliggøre sin rapport i januar.
Oprindeligt fik Teaterudvalget principielt frie hænder. Af Kulturministerens oplæg Kultur for alle fremgår dog, at det er en "vigtig prioritering for Kulturministeriet at sikre relevante og vedkommende teatertilbud til alle i hele landet". Dette kan umiddelbart ses som en mulig prioritering af større teatres turnevirksomhed eller af egnsteatre.
Forventningen er, at ministeren vil arbejde på at fremsætte et lovforslag i folketingssamlingen 2010/2011.
Biblioteksudvalget
I starten af 2010 skal udvalget om bibliotekernes rolle i videnssamfundet fremlægge
sin rapport. Udvalget blev i sin tid nedsat som en reaktion
på de mange lukninger af biblioteksfilialer. Kommissoriet
beskæftiger sig dog ikke med det tema, derimod mere med den
strategiske biblioteksudvikling.
Udvalgets konklusioner skal være indenfor nuværende bibliotekslovgivning, være udgiftsneutrale og respektere den nuværende arbejdsdeling mellem stat og kommuner. Sandsynligvis vil udvalgets anbefalinger ikke vække voldsom debat.
Medieaftale
Den nuværende medieaftale udløber i 2010. Som forberedelse til ny medieaftale er gennemført en større udredning om den fremtidige mediestøtte. Regeringen forventes at komme med sit udspil til fremtidig medieaftale i begyndelsen af 2010. Forhandlinger skal være afsluttet inden Folketingets sommerferie, så de sidste løse ender kan bindes sammen ved Finansloven for 2011. Afgørende for forhandlingerne vil være de økonomiske rammebetingelser, som skal fastsættes allerede i dette forår.
Indtil regeringens udspil offentliggøres, vil vi opleve en række mindre markeringer af de enkelte partiers mærkesager. Selv om udredningen om mediestøtte lægger op til mere principielle diskussioner om grundvilkår for mediestøtten, tyder de foreløbige partimarkeringer på, at diskussionerne kommer til at handle om gamle travere, som eksempelvis sammensætningen af DR's bestyrelse, evt. udskilning af dele af DR's programvirksomhed etc.
Medieområdet vil desuden blive præget af nyt udbud af den 6. FM-kanal samt den fortsatte retslige afklaring af TV2's status i forhold til EU-lovgivningen og regeringens bestræbelser på at sælge stationen.
Filmaftale
Parallelt med forhandlingerne om ny medieaftale, vil folketingets partier skulle forhandle en kommende 4-årig filmaftale. Centrale aktører i filmbranchen vil søge at få grobund for en kommende aftale med færre bindinger og større frihedsgrader mellem de forskellige filmstøtteordninger. På samme måde vil væsentlige dele af filmbranchen prøve at undgå den tætte sammenkobling med medieaftalen. Den nuværende filmaftale blev delvist finansieret gennem økonomiske bindinger mellem TV-stationerne og filmbranchen, hvilket mange i filmbranchen har beklaget.
Ophavsret på nettet
Regeringen nedsatte i december 2009 et udvalg om ophavsret på nettet. Udvalget
har især til formål at skabe bedre grundlag for at mindske
piratkopiering på nettet, men udvalget skal samtidigt vægte
borgernes mulighed for privatlivsbeskyttelse på nettet.
Udvalgets konklusioner skal naturligvis holdes indenfor
de gældende EU-direktiver, hvorfor der ikke er grund til
at tro, at udvalget vil lancere nye kontroversielle forslag.
Udvalget skal fremlægge sine konklusioner i september
2010.
Museumssammenlægninger
Trods nogle år med mange frivillige museumsfusioner, kunne kulturministeren i
oplægget "Kultur for alle" konstatere, at der er
behov for væsentligt flere sammenlægninger. Derfor skal der
nedsættes et udvalg, som skal stille forslag til en mere omfattende
strukturreform på museumsområdet.
Tilskudslov
I oplægget "Kultur for alle" lancerede kulturministeren tanken om en
såkaldt "tilskudslov". Planen er at følge håndbogen “Anbefalinger
om god ledelse af større kulturprojekter” op med formaliserede
krav til bestyrelsesarbejde og ledelsesfunktioner indenfor
hele kulturministeriets område. I dag er en række krav specificeret
i de enkelte kunstlove (eksempelvis Teaterloven). Dette kan
harmoniseres, moderniseres og tydeliggøres.
Et lovforslag må forventes i folketingssamlingen 2010/2011.
Håndtering af kriseøkonomi
Siden den økonomiske nedtur startede i efteråret 2008,
er det tydeligt, at en række veletablerede og solidt funderede
kulturinstitutioner oplever økonomiske vanskeligheder. Grundlæggende
er det økonomiske regnestykke simpelt for kulturinstitutioner,
der er afhængige af offentlig støtte: hovedindtægten, den
offentlige støtte, er stabil, men nærmest urokkelig. De
øvrige indtægter rammes nemt af lavkonjunkturen: først og
fremmest er der en tendens til at ellers gavmilde private
virksomheder koncentrerer sig om kernevirksomheden, hvorfor
kultursponsorater bliver reduceret. Dernæst oplever en række
af de større fonde, at renteindtægterne svigter, hvorfor
de også må reducere støtten til kunstinstitutionerne. Og
dels må publikum naturligvis overveje, hvordan man
bruger sine penge, dels mindskes kulturinstitutionernes
tiltrækningskraft også af, at man ikke længere har den private
støtte, der kunne sikre trækplastre.
Det kræver derfor ikke stor fantasi at forestille sig, at
en række større kulturinstitutioner - ligesom Aros og Århus
Teater i 2009 - kan komme i pengenød. Dette har oppositionen
for længst forudset og har på forskellig vis krævet at regeringen
etablerede nødpuljer eller lignende. Herved står oppositionen
i den gunstige situation, at man for enhver krise vil kunne
hævde, at man for længst har påpeget problemet. Dette uanset
at oppositionen næppe selv på forhånd ville etablere nødpuljer.
Sådanne puljer har en tendens til at blive brugt, uanset
behovet.
Her på stedet skal vi ikke deltage i gisninger om kommende folketingsvalg eller ministerændringer. Det er dog værd at bemærke, at folketingsåret 2010/2011 vil være den nuværende regerings sidste chance for at gennemføre lovændringer. Næste folketingsvalg skal senest afholdes november 2011. Derfor "stopper" enhver regeringsplan sommeren 2011, naturligvis med mulighed for at Statsministeren vælger at udskrive valg tidligere end dette.
Læs også:
Kulturpolitisk dagsorden 2009
Søndag Aften
01/2010
Del
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|