Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Marts 2010


10'ernes danske kulturbyggerier


Der investeres fortsat i markante kulturbyggerier i Danmark. Søndag Aften giver dig et overblik over det næste tiårs kulturelle fyrtårne.

I de seneste 20 år har Staten investeret store beløb i nybyggerier eller væsentlige ombygninger, især i københavnsområdet: Diamanten, Det Kongelige Teaters nye skuespilhus, Rigsarkivet, DR's Koncertsal. Intet tyder dog på at det bliver Staten, der kommer til at stå for de markante byggerier i 10'erne. Kulturministeriet har ikke nogen aktuelle anlægsplaner. I stedet vil kommuner, ofte i samarbejde med private og større fonde, investere betydelige beløb i nye kulturbyggerier.

1. Den Blå Planet


(3xN)

  

I foråret 2013 åbner Den Blå Planet, som skal huse fremtidens Danmarks Akvarium, som så forlader den hidtidige placering i Charlottenlund for at flytte til Kastrup Havn.


Den markante bygning er tegnet af 3xN. Byggeriet på 9.000 m2 er budgetteret til i alt 630 mio. kr. Forventningen er, at Den Blå Planet vil blive et spektakulært naturfagligt oplevelsescenter med 700.000 besøgende årligt. Selv kalder man det for "Nordeuropas største og mest moderne akvarium". Udefra har selve bygningen de kvaliteter, der gør det til et muligt vartegn for området.

2. Kulturhavn Kronborg


(BIG)

  


Det nordlige havneområde i Helsingør, mellem Sverigesfærgerne og Kronborg, revitaliseres. Først og fremmest som et omfattende landskabsprojekt, der vil åbne byens forbindelser med vandet. En række væftsbygninger renoveres til et såkaldt kulturvæft, som skal rumme et nyt hovedbibliotek samt teater- og koncertsale med plads til 500 siddende publikummer. Hertil kommer udstillingslokaler, cafeer og mødelokaler.

Den mest markante fornyelse i området bliver det nye søfartsmuseum, som bygges på indersiden af den 150 m lange tørdok. Det nye søfartsmuseum åbner i 2012.

3. Musikkens Hus


(COOP HIMMELB(L)AU)

  


Havnefronten i Aalborg får fra årsskiftet 2012-2013 en ny markant bygning kaldet Musikkens hus tegnet af det østrigske arkitektfirma COOP HIMMELB(L)AU. Bygningens hovedattraktion bliver koncertsalen med plads til 1.200 tilskuere - og fast tilholdssted for Aalborg symfoniorkester. Herudover etableres også flere mindre sale, både til klassisk og til rytmisk musik.

Navnet Musikkens hus afspejler en vision om at skabe et musikalsk samlingspunkt for nordjyske musikmiljøer. Både Nordjysk Musik Konservatorium og Aalborg Universitet – Institut for Musik flytter ind i Musikkens Hus. Der bliver både moderne undervisningsfaciliteter og øvelokaler. Projektets samlede byggeareal er ca. 20.000 m2 fordelt over 6 etager over terræn og 3 i terræn. De samlede byggeomkostninger vurderes til godt 700 mio. kr.

4. Randers Kunstmuseum

Det kræver ikke mange klik på hjemmesiden for Randers Kunstmuseums hjemmeside for at forstå, at museet har behov for en modernisering (hverken det nye museum eller museets presseaktuelle stolthed, Manzonis berømte "lort" nævnes). For øjeblikket bor man på 2. sal i kulturhuset.


(3xN)

  

I 2009 vandt 3xN en arkitektkonkurrence om et nyt museum, som bliver placeret markant ved Gudenåen - og som utvivlsomt vil gøre Randers en turistattraktion rigere.

Museet vil udvide fra 1.500 m2 til knapt 8.000 m2.


Randers kommune stiller grund til rådighed og vil finansiere driften af det udvidede museum. Økonomien omkring det samlede projekt er dog endnu ikke offentliggjort, ligesom der heller ikke foreligger en endelig tidsplan.

5. Odense Musik- og Teaterhus


(C.F. Møllers tegnestue)

  

Centralt i Odense opføres et nyt musik- og teaterhus tegnet af C.F. Møllers tegnestue. Huset skal bl.a. rumme Det Fynske Musikkonservatorium.


Den samlede byggesum anslås til 600 mio. kr. menbygges som et offentligt privat partnerskab (OPP). Odense kommune investerer 90 mio. kr. i byggeriet - foruden værdien af byggegrunden - og binder sig til at betale 8 mio. kr.årligt i 15 år. Kommunen får 40 dage årligt brugsret til den store scene og 75 dage til foyer-området.

Musik- og Teaterhuset forventes færdigbygget i 2013.

6. Danmarks Rockmuseum

Syd for Roskilde by - lige ved festivalpladsen - etablerer Roskilde kommune et nyt samlet kreativt område kaldet Musicon. I området vil man placere Danmarks Rockmuseum, højskole, væksthus, innovative virksomheder, kunstnerværksteder og "spændende" boliger.

I løbet af 10-15 år forventer man at have etableret omrking 2.000 kreative arbejdspladser i området. De første - forholdsvis små - arkitektkonkurrencer om dele af området har været afholdt i 2009.

Områdets hovedattraktion bliver Danmarks Rockmuseum, som efter planen skal åbne i 2013. Der foreligger forholdsvis detaljerede planer for indholdet i museet, ligesom der forsøges med mindre, omrejsende udstillinger. Der er skabt et vist økonomisk fundament med både offentlig og privat støtte. Selve museet er dog endnu ikke tegnet. Museet indgår i administrativt samarbejde med Roskilde museum og forskningssamarbejde med Roskilde Universitet Center.

7. Multimediehus Århus


(Schmidt Hammer Lassen)

  

I 2015 skal Århus kommende hovedbibliotek, det såkaldte multimediehus, stå klart. Det bliver en central del af en total omlægning af Århus Inderhavn. Schmidt Hammer Lassen er udpeget som vinder af den afholdte arkitektkonkurrence. (se Søndag Aften arkiv)

8. Statens Naturhistoriske Museum

De fire museer Zoologisk Museum, Botanisk Museum, Geologisk Museum og Botanisk Have blev i 2004 slået sammen til en administrativ enhed, Statens Naturhistoriske Museum.

Området omkring Botanisk Have i København vurderes til at have et stører potentiale, end det kommer til udtryk i dag. Derfor blev der i 2009 udskrevet en idékonkurrence om forslag til den fremtidige indretning af det samlede museum.

Tanken er, at man på grundlag af de modtagne bidrag og dommerkomiteens præmieringer, arbejder videre med at skabe et økonomisk fundament for det nye museumsbyggeri. Der foreligger ikke nogen endelig tidsplan.

9. Carlsbergbyen

Dansescenen var den første kulturinstitution til at rykke ind i Carlsbergbyen. Men flere vil følge efterhånden som projekteringen af det samlede gamle bryggeriområde skrider frem. I alt planlægges byggeri på 600.000 m2, blandet erhverv, boliger og kultur.

10% af området er fastlagt til kulturformål.

10. Godsbanen

Godsbaneområdet i Århus, bag musikhuset, vil i det kommende tiår blive et lokalt kreativt center. Bl.a. skal området huse et produktionscenter for scenekunst, billedkunst og litteratur. En arkitektkonkurrence om Kulturproduktionscentret blev i november 2009 vundet af et konsortium bestående af arkitekter og byplanlæggere fra 3xN, Exners tegnestue samt Nord Aps.

Godsbaneområdet er en central del af Århus ambitioner for kulturhovedstad 2017.

  Læs også:
Årtiets kulturelle fyrtårne
Fra arkivet:
Genbrugshovedstaden

Søndag Aften 03/2010       Del

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2008






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997-2010 Søndag Aften. All rights reserved.