Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Marts 2010
Vikaren 2?
Forhåbningerne til Danmarks nye kulturminister er åbenlyst ganske store. Men han har kun ganske kort tid til at sætte sig spor.
Der er kun en person i Danmark, som ved, hvornår næste folketingsvalg afholdes. Og
sandsynligvis har denne person, Statsministeren, endnu ikke besluttet sig for tidspunktet. I
henhold til grundloven skal næste folketingsvalg senest afholdes 13. november 2011. Det er dog
aldrig sket, at en Statsminister har ventet til sidste udløbsdato. Almindeligvis kan man antage, at 2-4 måneder før sidste dato, er relevant. Dels vil Statsministeren dermed fastholde
overraskelseseffekten, dels vil Folketinget blive mere og mere uarbejdsdygtigt, desto nærmere en
slutdato man kommer. Allerede nu, ved den aktuelle regeringsrokade, var analytikere hurtige til at
hævde, at valgkampen var indledt.
Statsministeren kan finde det opportunt at udskrive valg når som helst. Men en sandsynlig
seneste dato er tidligt efterår 2011, enten i august forbindelse med offentliggørelse af Finansloven for 2012 eller allersenest ved Folketingets åbning 4. oktober.
Perspektivet for den nyudnævnte regering er således 1½ år - til valgkamp, regeringsskifte eller
fornyede aftaler mellem partierne i det nuværende flertal. Naturligvis kan man forestille sig, at Per Stig Møller vil fortsætte som kulturminister, også efter et valg. Oddsene er ikke store, også taget i betragtning af, at han fylder 69 år i 2011.
1½ år som kulturminister er ikke lang tid, en del ministre har dog siddet kortere tid. Han risikerer rent faktisk, at hans periode vil blive kortere end den hidtidige rekordholder, Nathalie Lind, som var kulturminister i 1 år og 56 dage.
Igang, nu
For Per Stig Møller gælder 2 opgaver: han skal bruge posten til at styrke sit partis og
VK-regeringens position frem til næste valg og han skal opnå resultater, der sikrer at hans virke
som kulturminister bliver husket for andet og mere end evnen til den demokratiske samtale.
Ud fra disse præmisser har Per Stig Møller travlt. Han kommer kun til at færdiggøre en finanslov,
finansloven for 2011. Arbejdet med denne er allerede i gang, de sidste politiske elementer i
regeringens forslag vil blive forhandlet på plads i maj-juni i år. I det omgang han ikke blot overtager forgængerens forarbejder, skal han således finde sine holdepunkter i løbet af 2-3 måneder.
Alle signaler tyder på, at finansloven for 2010 bliver defensiv. Det giver ikke på meget rum til
omprioriteringer. Derfor er det helt naturligt, at Per Stig Møller ikke signalerer økonomisk vækst i kulturministeriet. Tværtimod bliver det svært at fastholde nuværende puljer og prioriteringer,
kulturministeren risikerer nemt at havne i samme uproduktive finanslovsdebat som forgængeren,
der skulle redde flerårige puljer.
Fingeraftryk på film og medier
Dette forår er der lagt op til 3 centrale kulturpolitiske diskussioner: fornyelse af aftaler om film og om medier samt teaterlovsdiskussion. Hertil kommer, at forgængerens oplæg Kultur for alle også indholdt enkelte større elementer, eksempelvis en ny såkaldt tilskudslov. På dette års
kulturministerielle agenda står også bl.a. biblioteksrapport. Det er dog de færreste, der gør sig
forestillinger om, at denne skulle kunne føre til mere og andet end småjusteringer.
Både filmaftalen og medieaftalen har gods i sig til stor mediedækning. Dels fordi områderne og
dets aktører interesserer medierne, dels fordi der er reelt konfliktstof i udformning af de nye aftaler.
For begge områders vedkommende har brancher, saglige udvalg og partierne allerede opridset
temaer for diskussionen. Uanset styrken i disse diskussioner er det svært at forestille sig et resultat, som for eftertiden står som andet end moderniseringer og justeringer. Disse kan være nok så konstruktive og rigtige, pege på nye udviklingsmuligheder; de vil stadig ikke i sig selv stå som nybrud.
Fodspor på teaterscenerne
Per Stig Møllers chance bliver Teaterudvalgets betænkning, som ventes offentliggjort i april. I
modsætning til eksempelvis det nævnte biblioteksudvalg, har mange en forventning om, at
teaterbetænkningen kan indholde reelle strukturelle nybrud. Der vil være forslag, som
nødvendigvis må føre til væsentlige lovændringer - alene af den simple grund at loven trænger til
oprydning.
Teaterlivets organisationer har naturligvis vidt forskellig tilgang til, hvad der bør ske. De er dog parat til at diskutere væsentlige ændringer. Det kan blive et hidsigt forløb, diskussionen vil ikke lande med konsensus. Der kan skabes store strukturelle ændringer uden at det behøver føre til merbevillinger på finansloven.
For Per Stig Møller kan teaterudvalgets rapport blive muligheden for rent faktisk at sætte sig spor, uanset det korte tidsperspektiv.
