Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Maj 2010
Kritikken af ACTA
ACTA ses som ensidig i et internationalt ophavsretsspil, som almindeligvis kendetegnes ved balance.
Gennem lang tid har hovedanken mod Actaforhandlingerne været hemmelighedskræmmeriet. Det har givet anledning til alskens konspirationsteorier. Men internationale aftaler mellem regeringer udarbejdes altid gennem fortrolige processer - i den tradition for at sikre, at parter ikke låser sig fast på bestemte synspunkter og kan optræde så fleksibelt som muligt ud fra forudsætningen om, at en aftale kun er relevant, hvis alle parter ender med at skrive under. I den moderne internet-virkelighed er forventningen fra debattører og brugere en helt anden åbenhed i diskussioner end hidtil kendt.
Det hidtidige forløb omkring Acta viser tydeligt, at "systemet
internationale regeringsforhandlinger" endnu ikke har forstået
"systemet web 2.0" og slet ikke, at dette i fremtiden kan
bruges som ressource, ikke som noget man skal frygte.
Selv om et udkast til aftaletekst nu er offentliggjort, forekommer teksten på mange måder løs. Til forskel fra sædvane i international aftaleret er en række centrale begreber ikke defineret. Det gælder eksempelvis aftaleoverskriftens "counterfeit" (efterligning/forfalskning) og "infringement" (krænkelse). Denne mangel er påfaldende i et dokument, hvor det er helt centralt, hvordan man skal agere i forhold til disse begreber.
Ytringsfriheden savnes
Kritikere af ACTA fremhæver, at aftaleteksten er baseret på den amerikanske DMCA (Digital Millennium Copyright Act), men uden at medtage de dele af DMCA som fremmer konkurrence og innovation og sikrer ytringsfrihed, beskyttelse af privatliv og fair use (amerikansk ophavsretsligt princip, som ikke findes direkte i europæisk ret, men som eksempelvis omfatter det vi kender som citatret).
Man savner således, at dokumentet medtager eller henviser
til elementer udenfor handelsretten, eksempelvis TRIPS-aftalens
paragraf 44 eller Doha erklæringens paragraffer 17, 18 og
19.
Internetudbydere
En af de væsentlige diskussioner handler om ansvarliggørelse af internetudbydere
i forhold til kunders ophavsretsbrud. Et amerikansk forslag,
om at internetudbydere var forpligtede til at afbryde forbindelsen
for kunder, der gentagne gange krænkede ophavsrettigheder
("three-strikes-out"), er frafaldet. Og erstattet af et EU-forslag
om, at sådanne skridt overlades til de enkelte landes retlige
myndigheder.
Artikel 2X kan anvendes til at give internetudbydere en ny
rolle ved at kræve, at disse tager aktive forholdsregler for
at forhindre ophavsretskrænkelser. Dette giver to forskellige
retslige problemstillinger: den ene angår, i hvilket omfang
internetudbydere vil blive presset til at træffe foranstaltninger
uden juridisk begrundelse. Den anden angår de enkelte kunders
retsstilling i forhold til udbyderne: forbrugerretsligt og
med hensyn til ytringsfrihed.
Blandt de fortsatte diskussionspunkter er eksempelvis, om
man skal kriminalisere såkaldt camcording (at optage en film
med digitalt videoudstyr i en biograf).
Erstatning
ACTA-aftalen lægger op til en ny vurderingsmodel for erstatningsberegning ved
krænkelser. Man indfører krav til domstolene, om at erstatsningsberegningen
skal ske på baggrund af "losses based on suggested retail
prices", altså den krænkede parts salgspriser. I tilfælde
af medicinpriser vil udgangspunktet for erstatningsberegning
være den rige verdens handelspris (eksempelvis 80.000 kr.
årligt for aids-medicin), hvorimod kopimedicinens salgspris
så ikke indgår (eksempelvis 800 kr. årligt).
Domstolene skal således tilsidesætte vurderinger af, hvorvidt
slutkunden så overhovedet havde købt produktet, eller hvorvidt
kunden ville have købt et tilsvarende produkt. Indenfor ophavsretslige
krænkelser vil problemstillingen være den samme: erstatningskravet
til en person som har downloadet (gratis piratkopiering) 10.000
album vil være salgsprisen for de 10.000 album - uden at retten
har mulighed for at vurdere, hvilken skadevirkningen piratkopieringen
rent faktisk har haft. I groteske tilfælde kan man forestille
sig, at erstatningsopkrævning kan blive en ganske lukrativ
forretningsmodel.
Bindinger?
En særlig amerikansk debat handler om, at intentionen er at lade præsidenten underskrive aftalen uden kongressens godkendelse. Dette vil give konstitutionelle diskussioner.
En uafklaret diskussion handler om, hvilke konsekvenser ACTA-aftalen
overhovedet kan tænkes at få. Det er uklart, i hvilket omfang
aftalen er bindende eller i det mindste vil blive opfattet
som bindende. Det kan føre til krav om lovændringer indenfor
EU-landene om fx lovpligtige erstatninger, påbud, anti-omgåelses-regler,
regler for internetudbydere. Det kan også være, at ACTA ingen
lovvirkning får i EU.
Derimod er det stærkt sandsynligt, at ACTA vil blive brugt
som grundlag for at blokere handelsaftaler: vi vil ikke handle
med lande, som ikke har tilfredsstillende håndhævelse af immaterielle
rettigheder. ACTA kan således let komme i konflikt med målsætninger
i udviklingsbistanden.
