Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Juni 2010
Vil vi udkant?
Udkantsdanmark er på dagsorden. Har kulturministeriet en strategi? Har man en viden?
CulturCommentar:
Den offentlige debat om udkantsdanmark har givet et indtryk
af fattige og forarmede kommuner langt fra globaliseringens
sus og dus. Debatten tenderer en slags opgivenhed: der er
en uundgåelig udvikling. Centrum vil vinde mere og mere, periferi
vil tabe mere og mere. Det eneste de offentlige systemer kan,
er at forsinke den uundgåelige udvikling. Og dertil kommer
et billede af landsbyer, der tømmes for beboere, og fællesskaber
der forsvinder.
Det kan meget vel være et rigtigt signalement.
Her er det, at kulturen ofte bringes på bane: kittet der binder
os sammen. De analyser, som Søndag Aften kan præsentere, viser,
at disse "udpinte" kommuner faktisk bruger kulturpolitik aktivt.
Bevillingerne er sammenlignelige med det øvrige lands, endda
i større stigning end resten af landet efter kommunalreformen.
Der er bedre dækning af egnsteatre i udkantsdanmark end i
resten af "normaldanmark".
Faktisk er realiteten, at hvis Staten havde fastholdt refusionsprocenten på 50% til egnsteatre, havde man støttet udkantsdanmark endnu bedre.
Signal eller strategi
Offentlige diskussioner om kulturpenge og geografi har en tendens til at blande rigtigt mange elementer sammen. En del af diskussionen handler om københavneri og det modsatte - i høj grad begrundet i hovedstadsområdets tiltrækningskraft. Kulturpolitisk er dette udtrykt gennem eksempelvis "provinspenge" og "provinspulje". Her handler det om for alt i verden at undgå at støtte aktiviteter i hovedstaden.
Kulturministeriets oplæg "Kultur for alle" har bl.a.
en geografisk vinkel: at kulturen skal spredes over hele landet.
Tænkningen i oplæget har dog mest karakter af engangsforeteelser
- fint illustreret af den nu forhenværende kulturministers
hyppige gentagelser om, at kulturen også skal ud i indkøbscentrene.
Men måske ligger indkøbscentrene ikke ligefrem i udkantskommunerne?
Spørgsmålet er, om udkantsområderne er hjulpet af små signalpolitiske
markeringer. Eller om den bedste støtte til udkantsdanmark
opnås gennem en mere samlet og strategisk indsats. Og det
er tankevækkende, at den bedste strategiske indsats måske
er den, som er truet i disse år. Den faste refusion til egnsteatrene
har åbenlyst været en nødvendig gulerod for mindre kommuner.
Man kan også forestille sig, at andre fast strukturerede ordninger,
eksempelvis støtten til musikskoler, har hjulpet i udkanten.
Hvis skåltaler for udkantsdanmark skal føre til realiteter,
skylder beslutningstagere at gennemføre en analyse af hvilke
kulturpolitiske greb, der bedst understøtter netop de mindre
kommuner.
