Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Juni 2010
De 6 udkantsteatre
Måler man de seks udkantsteatre ud fra moderne kulturpolitiske kriterier som vidensdeling, netværkssamarbejde, partnerskaber, er arbejdet helt i top. Og det fyger med Reumert-priser.
De havde god grund til at være stolte ved årets uddelinger af Reumertpriser: Martin Hestbæk var nomineret i kategorien Årets Mandlige Hovedrolle for hans medvirken i
Festen på Vendsyssel Teater i Hjørring, Rikke Lylloff var nomineret i kategorien Årets Kvindelige Hovedrolle for hendes medvirken i
De kaldte hende Crazy Daisy på BaggårdTeatret i Svendborg, Limfjordsteatret i Nykøbing Mors var nomineret i kategorien Årets Børne-/ungdomsforestilling med forestillingen
Pinkie.
Limfjordsteatret: Pinkie.
Mange af årets priser gik som bekendt til Det Kongelige Teater. Tre ud af seks udkantsteatre var altså med blandt de nominerede. Mindre teatre i udkantsdanmark formår altså også at gøre sig bemærket til smagsdommernes fulde tilfredshed.
Oh, opførsler
Ser man på næste sæsons repertorie på de seks udkantsteatre er der fortsat en spændvidde, som bør kunne vække både nysgerrighed og respekt. Blandt de planlagte forestillinger er:
BaggårdTeatret i Svendborg opfører
Producenterne på Fjællebroen (urpremiere)
Forsamlingshuset (urpremiere), De kaldte hende Crazy Daisy (genopsætning af Reumert-premieret forestilling), Evolution (urpremiere, børneforestilling), Ellen (co-produktion med Hotel Pro Forma)
Bornholms Teater i Rønne opfører
Bornholmerrevyen 2010,
Glistrup (en co-produktion med Svalegangen),
En dag i Helmand samt en
Opera-koncert.
Limfjordsteatret i Nykøbing Mors opfører Fandens borgerliv (voksenforestilling),
Min usynlige ven (børneforestilling), genopførsel af Reumertnominerede
Pinkie samt et antal andre genopførsler, bl.a. målretter erhvervslivet.
NørregadeTeatret i Maribo opfører Sommer i Tyrol og Kunst af Yasimina Reza
Teatret Masken (Nykøbing Falster) opfører
En klovns ansigt – eller Scaramouche Jones (5 stjerner i bl.a. Jyllands-Posten), Gud bevare Danmark
af Solveig Weinkouff samt en dramatisering af Merete Pryds Helles roman
Oh, Romeo
Vendsyssel Teater opfører en genopsætning af
Souvenir (6 stjerner i Jyllands-Posten),
Et juleeventyr, premiere på
Fru Leonie de Thuras tabte længsler af Suzanne Brøgger samt
Skaf mig en tenor.
Helhedsindtrykket af de seks teatres kommende forestillinger er, at der skabes ny dansk dramatik, arbejdes med aktuelle og debatskabende stykker samt udvikles teater i mange forskellige formater og former.
Teatret Masken: En klovns ansigt. ingridfotografi.dk.
De tilknyttede dramatikere er kunstnerisk velanskrevne og de skuespillere der nævnes i sæsonkatalogerne er både erfarne og velanskrevne og unge med klart "talentstempel". Det er altså ganske ambitiøst, der der foregår derude i periferien af Danmark.
Ih, informationssamfund
Måler man de seks udkantsteatre ud fra moderne kulturpolitiske kriterier som vidensdeling, netværkssamarbejde, partnerskaber, er arbejdet helt i top.
Hyppigt nævnes det forhold at kulturinstitutioner skal søge om tilskud fra mange offentlige kilder som et problem. Ser man på de seks udkantsteatre, virker det snarere som om patchworkøkonomien er en fordel. Teatrene søger nemlig så mange samarbejdspartnere som muligt: de indgår aftaler med nabokommuner, co-produktioner med teatre i andre landsdele, aftaler med gymnasier, ungdomsprojekter og børnehaver. Og lokale erhvervsvirksomheder ikke at forglemme.
Der arbejdes aktivt med videndeling, når Limfjordsteatret har været med til at starte Teater- og musiklinjen på Morsø Gymnasium, når Bornholms Teater samarbejder med Bornholms Dramaskole, når Vendsyssel Teater indgår i det tværkommunale ungdomsprojekt Talent Nord, når Teatret Masken samarbejder med Ungdomsskolen i Guldborgsund eller Storstrøms Kammerensemble og når BaggårdsTeatret samarbejder med Oureskolerne, Art Study Sydfyn eller skaber en børneforestilling sammen med Center for Kunst og Videnskab.
Vendsyssel Teater: Festen.
Hertil kommer en livlig co-produktionsaktivitet med andre teatre. Vendsyssel Teater har i den forløbne sæson haft samarbejdsprojekt med TV2Nord om en ugentlig TV-satire - dette er vist ikke tidligere set blandt egnsteatre.
Øh, økonomi
De økonomiske forhold er vidt forskellige for de seks teatre: Nørregadeteatret er det yngste teater, startet i 2007, og modtager samlet offentlig støtte svarende til minimumssatsen på 2,7 mio. kr., Vendsyssel Teater modtager 6,8 mio. kr. Derimellem ligger de øvrige teatre. Fra 2- 9 fuldtidsmedarbejdere + et uanet antal deltidslønnede, skånejob og frivillige medarbejdere.
NørregadeTeatret: The Producers. Foto: Brita Fogsgaard.
Teatret Masken er det teater med laveste publikumstal på den stationære scene, omkring 4.000 betalende i sæson 2009/2010, hvorimod Vendsyssel Teater havde 18.000 i samme sæson. Hertil kommer et væsentligt, men varieret, publikumstal til turnerende forestillinger.
Alle seks teatre er startet i det små, hyppigt som egentlige amatørteatre med egnsspil. Man har indgået i samarbejder med lokale teaterforeninger, og efterhånden evnet at opbygge de nødvendige alliancer for at få velfungerende organisatoriske og økonomiske vilkår.
Ah, ambitioner
Vendsyssel Teaters virksomhed nærmer sig i realiteten det man ville kunne kalde "en lille landsdelsscene". Økonomien er langt fra på landsdelssceneniveau, men ambitionen om at sætte sit præg på en hel landsdel er tydelig.
Hjørring kommune arbejder på at etablere et nyt teater- og oplevelseshus af særlig unik arkitektonisk karakter. Byggeriet forventes færdigt i 2014 og skulle så efter sigende blive det første nybyggede teater i provinsen i 100 år. Det mindste - og yngste - af de seks udkantsteatre, NørregadeTeatret, indgår i et større lokalt samarbejde om ombygning af et nedlagt elværk. Ombygningen er budgetteret til 22 mio. kr. og forventes klar, så NørregadeTeatret kan rykke ind sommeren 2011. Også Limfjordsteatret arbejder med planer om at rykke ind i et nedlagt elværk.
Bornholms Teater: Glistrup.
Teatret Masken flyttede til nye lokaler i Kulturforsyningen i 2007. Bornholms Teater er bosiddende i Danmarks ældste fungerende teater, Rønne Theater fra 1823. Teatret er blevet væsentligt ombygget og restaureret gennem de senere år. En ny scene er så fleksibel, at den om sommeren kan bruges til udendørs forestillinger, om vinteren til mindre forestillinger.
BaggårdTeatret: Producenterne på Fjællebroen.
BaggårdTeatret i Svendborg er eneste helt stabile: har ligget ved samme baggård siden 1976 og ingen flytteplaner.
De seks udkantsteatre er tydeligvis meget forskellige: størrelse, traditioner, historie, kunstnerisk profil, samarbejdsflader. Det er for så vidt meningen med egnsteatre, de skal bære præg af de lokale forhold. De spiller helt afgørende rolle for det lokale kulturliv, hvor de er. Men de formår også at brede sig udenfor kultursektoren, opsøgende i forhold til erhvervsvirksomheder og uddannelsesinstitutioner.
Det er sandsynligt, at den kommende tids teaterpolitiske debat vil føre til økonomiske og strukturelle ændringer for dansk teater. Man kan forudse, at eksempelvis de københavnske teatre kan fylde ganske meget i den offentlige debat. Her på stedet vil vi vende sigtekornet og følge teatrene i udkantsdanmark: hvordan påvirker lovændringer, refusionsprocenter, billettilskud, turneforpligtelser netop disse seks teatre. Vi er klar til næste forestilling.