Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
August 2010
Scenen er din, kulturminister
Alskens teatre har budt ind med forslag og synspunkter på en kommende teaterlovsrevision. Nu venter man blot på politikerne. Søndag Aften giver et bud på de politiske konfliktfelter.
Der er den helt særlige ubekendte faktor ved den aktuelle diskussion om en ændret
teaterlov, at ingen politikere har meldt holdninger ud. Tværtimod
har det politiske lag nærmest gjort en dyd af at ville høre
på inputs fra teatermiljøer og holde alle døre åbne.
Den slags åbenhed formuleret af politikere er både godt og
skidt. Godt, hvis der reelt er et ønske om at lytte. Skidt,
hvis folketingsforhandlinger ender med pludselige hovsa-løsninger,
som ingen havde set komme, og som der ikke er fagligt grundlag
for.
Tidligere teaterlovsdiskussioner har eksempelvis haft markante politiske forhåndsmeldinger om billetstøtteordninger, øst-vest balance eller bestemte enkeltteatre. Denne slags bindinger findes ikke umiddelbart blandt de politiske tilkendegivelser.
Går man således ud fra, at Kulturministeren og folketingets
partier vil tage udgangspunkt i rapporten "Veje til udvikling"
fra Teaterudvalget, den efterfølgende Teaterkonference i juni
og de mange høringssvar, der er sendt til kulturministeriet,
så vil den politiske debat koncentreres til relativt få emner:
Billetstøtte
Udviklingspulje
Københavns Teater
Turnerende teater
Scenekunstudvalget
Billetstøtteordningen
Afskaffelse af billetstøtteordningen er det eneste finansielle greb i Teaterudvalgets
rapport. Pengene skal bruges til en såkaldt udviklingspulje.
Dette forslag nyder ikke støtte fra nogen som helst. Enkelte
af høringssvarene undlader at forholde sig til forslaget.
Men alle, som kommenterer forslaget, afviser det ganske kraftigt.
Det vil være teaterpolitisk selvmord, hvis folketinget vælger
at afskaffe billetstøtteordningen og herefter anvender pengene
til en centralt styret udviklingspulje.
Enkelte teatre foreslår, at billetstøttepengene tilfalder de enkelte teatre, som herefter selv kan beslutte anvendelsen af pengene - til billetstøtte eller andet.
Udviklingspulje
Der er stort set enighed om, at Scenekunstudvalget skal tildeles midler til udviklingsarbejde. En del fastholder et alternativ nævnt i Teaterudvalgets rapport: at alle teatre skal bidrage med 1% af nuværende driftstilskud.
Uanset hvordan det politiske niveau griber teaterlovsforhandlingerne
an, så skal denne knude løses: flere penge til Scenekunstudvalget.
Oppositionen har den (for oppositionen) selvfølgelige løsning,
at dette skal klares ved merbevilling på finansloven for 2011.
Kulturministeren vil finde andre veje til at løse denne opgave,
og det bliver ikke en generel "1% skat" fra alle teatre, som
jo vil være lige så ubærligt for de fleste teatre som indeværende
finansårs besparelseskrav. Ministeren vil dog muligvis kigge
på en mindre del af billetstøtten, nogle af tipspuljerne og
mulig anden finansiering af nogle af Scenekunstudvalgets nuværende
opgaver.
Teaterudvalgets rapport er ikke konsistent med hensyn til
udviklingspuljens størrelse, men mellem 50 og 75 mio. kr.
årligt er vist forestillingen. Et sådant beløb vil man ikke
komme i nærheden af i de politiske forhandlinger. Men en mulig
merbevilling skal heller ikke nødvendigvis udmøntes på et
år, der er tidligere lavet politiske aftaler med økonomiske
trappestiger. 10-15-20-25 ville være et storslået bidrag til
at styrke scenekunstudvalgets virke - og sandsynligvis med
halvdelen som finansieret gennem eksisterende teaterpuljer.
For det politiske niveau er det interessant, at det faktisk
kun er til Scenekunstudvalgets virke, der tales om behov for
flere penge. Alle andre teaterformål synes at klare sig økonomisk
og har åbenbart også de forhandlingsmuligheder, som giver
den nødvendige økonomiske tryghed.
Københavns Teater
Høringssvarene har to forskellige holdninger til Københavns Teater: enten skal
det bevares, som det er, eller også skal fællesskabet nedlægges
og de enkelte teatre have Scenekunstudvalget som bevilligende
myndighed. Dette følger (næsten) holdningen i Teaterudvalgets
rapport, hvor man foreslår enten egentlig samlet teater eller
frigørelse med støtte fra Scenekunstudvalget. Rapporten konkluderer,
at det nuværende Scenekunstudvalg skal følge udviklingen i
Københavns Teater nøje og herefter komme med anbefaling af
valg af fremtidig løsning.
Det politiske niveau er næppe rede til at nedlægge den centrale
organisation, Københavns Teater. Politisk føler man sig stadig
bundet af den seneste aftale fra 2007 om Københavns Teater,
hvilket hyppigt bliver udlagt som, "at de skal have en chance
for at bevise sit værd". Modsat dette kan folketingets partier
ikke overhøre, at så væsentlige dele af teatermiljøerne, inklusive
det nuværende Scenekunstudvalg og Statens Kunstråd, anbefaler
nedlæggelse af paraplyorganisationen. Kulturministeren kan
heller ikke lade et høringssvar som dette (fra Teaterbilletter.dk)
stå ubesvaret: "grund til at kigge på konstruktionen Københavns
Teater. Det overordnede direktionssekretariat er meget bekosteligt
set i forhold til, at dets service indskrænker sig til 5 teatre
med egne fuldt professionelle administratorer. Det ser på
indeværende tidspunkt ud til, at der i denne overordnede konstruktion
kunne findes midler, der kunne gavne en langt større del af
dansk teaters udviklingspotentiale".
Som det fremgår af høringssvaret fra Republique, kan det være
relevant at diskutere, i hvilket omfang Københavns Teater
skal fungere som serviceorganisation for andre teatre end
de nuværende fem. Københavns Teater er en statslig organisation,
hvis kerneydelse er service overfor teatre. Bortset fra at
teatrene ligger i Københavns og Frederiksberg kommuner, er
der intet lokalt præg over organisationen. Der er historiske
forklaringer på organisationens nuværende struktur.
Vi har en statslig organisation, som har specialiseret sig
i at servicere teatre med juridisk og regnskabsmæssig rådgivning,
med markedsføring, med strategisk udviklingsarbejde, som handler
om at fremme tilgangen af nyt og yngre publikum. Denne statslige
service kunne vel i princippet tilbydes alskens statsligt
støttede teatre. Hvis der er kunstnerisk frihed og trods dette
synergi mellem de fem teatre i Københavns Teater - hvorfor
så ikke tilbyde samme statslig understøttelse til landsdelsscener,
turnerende teatre, større egnsteatre etc.?
En sandsynlig politisk landing, vil handle om videre overvejelser,
evaluering og undersøgelse. Et sådant arbejde kan ikke initieres
af Københavns Teater selv, men heller ikke af Scenekunstudvalget
som foreslået af Teaterudvalget. Scenekunstudvalgets kompetencer
er teaterfaglige - ikke organisationsanalytiske. Og beslutningen
skal træffes af det politiske niveau.
Den seneste strategiplan for Københavns Teater udløber efter
sæson 2010/2011, samtidig som de nuværende ledelseskontrakter
ophører. Nye ledelsesaftaler skal således indgås i det kommende
folketingsår parallelt med teaterlovsforhandlinger. Disse
ledelsesaftaler har hyppigt været kaotiske, hvilket folketingets
partier denne gang kan accelerere ved at skabe usikkerhed
om ledelsesstrukturen. Såfremt der ønskes en reel diskussion
om Københavns Teater, skal det politiske niveau tidligt markere,
at de enkelte teatre og ledelserne ikke er til diskussion.
Det der kan diskuteres er, hvilken overordnet statsligt funderet
myndighed der skal have myndighedsansvaret. Samt hvilken form
for servicering og koordinering teatrene skal have.
Københavns Teaters nuværende bestyrelses mandat udløber 1. januar 2014. En afklaring inden 2014 bør derfor forventes.
Turnerende teater
Siden fusionen mellem Det Danske Teater og Folketeatret til folketeatret.dk har
der været sået tvivl om denne konstruktion. Teaterudvalgets
rapport foreslår at fusionen ophører, og at turnevirksomheden
fremover skal have sin bopæl i Århus. Dette forslag bakkes
op af århusianske teatermiljøer og Scenekunstudvalget. Modsat
peger både folketeatret.dk og den største kunderepræsentant
Danske Teaterforeninger på, at den nuværende model har været
succesfuld.
Denne diskussion bliver ikke nem i det politiske felt. For
at fastholde fusionen taler, at man i dag har en velfungerende
virksomhed med stærke politiske kontaktflader - man ved, hvad
man har. For Århusløsningen taler fuldstændigt de samme argumenter,
som når anden statslig virksomhed flyttes fra København: styrkelse
af centre udenfor København.
I den bedste af alle verdener, ville man følge 1999-teaterbetænkningen,
som foreslog, at der var 2 konkurrerende turnevirksomheder.
Det vil være en dyr landing, men samtidig en mulighed for
at skabe en visionær løsning. Mere sandsynligt er det, at
man vælger at igangsætte et dybere udredningsarbejde om muligheder
og perspektiver for det voksne turneteater. Som med så mange
andre af Teaterudvalgets forslag, er dette præget af, at der
hverken analyseres eller argumenteres.
Scenekunstudvalget
Teaterudvalgets forslag om styrkelse af Scenekunstudvalget er det, som vækker
flest følelsesladede høringssvar. For og imod. Nogle siger:
endelig. Andre siger: uhørt centralisering.
Det nuværende Scenekunstudvalg - som i sagens natur ikke selv
vil opleve en sådan styrkelse - advokerer kraftigt for styrkelse.
Og konkretiserer ganske tydeligt en lang række af de forudsætninger,
der bør gælde, såfremt man pålægger et Scenekunstudvalg yderligere
beføjelser. Følger man disse konkretiseringer, vil det være
svært at fastholde modstanden mod et styrket Scenekunstudvalg,
for så handler det udelukkende om rå magtpolitik: der må ikke
være flere teaterfagligt stærke organisationer.
Fra politisk side, vil man næppe være villige til at følge
den opfordring, som en del høringssvar lægger op til, at Scenekunstudvalget
skal frigøres fra Statens Kunstråd og Kunststyrelsen. Derimod
kan det være politisk spiseligt at øge antallet medlemmer
i Scenekunstudvalget, give mulighed for underudvalg og styrke
sekretariatsbetjeningen. Politisk set vil man givetvis også
være villige til at lade Scenekunstudvalget varetage flere
ansvarsområder.
I tilknytning til dette foreslås etableret et Scenekunstinstitut, som - svarende til filminstituttet - skal sikre statistik, rådgivning, forskning m.v. Scenekunstinstituttet skal ikke være en del af Scenekunstudvalgets myndighedsområde, men selvstændigt i forhold til dette.
I forhold til dette står det uklart, hvilke strategier man skal have for at sikre en mere systematiske evalueringskultur i dansk teater. Scenekunstudvalget stiller en række forslag om korps af frivillige over hele landet til at medvirke som "anmeldere".
Forslagene om Scenekunstinstitut og evalueringer forekommer relativt løst funderet, ikke tilstrækkeligt konkrete eller belyste til at der kan træffes politiske beslutninger. Det nærmeste man kan nå på disse felter er igangsætning af udredningsarbejder, herunder indhentning af erfaringer fra andre forvaltningsområder, eksempelvis uddannelser, hvor man har etableret nye snitflader mellem bevilligende myndigheder og evalueringsorganisationer.
De nemme løsninger
Endelig er der en række felter, som kræver politisk afklaring, men næppe vil give større politiske uenigheder:
egnsteatre/små storbyteatre
international festival
amatørteatret
Egnsteatre og små storbyteatre
En af de senere års mest intense teaterpolitiske diskussioner har handlet om egnsteatrene,
især om den statslige refusion til kommunernes driftstilskud
til teatrene. Umiddelbart synes det derfor som en af de mere
overraskende konklusioner, at der ser ud til at kunne etableres
en løsning for egnsteatrene, som bringer diskussionen ud af
den nuværende negative spiral.
Der er i alle teatermiljøer enighed om, at slå de to ordninger,
egnsteatre og små storbyteatre, sammen. Der er også fuld tilslutning
til forslaget om at fjerne maksimumsgrænsen for, hvor store
egnsteatre kan blive.
Der er dog en væsentlig forskel i den statslige finansieringsmodel
for de to ordninger: statens giver en procentfastsat refusion
til de kommuner, der yder driftstilskud til egnsteatrene,
hvorimod staten indgår kulturaftaler med de kommuner, der
driver små storbyteatre - disse aftaler er ikke baseret på
bestemte procentsatser. Det er i etableringen af en ny fælles
ordning, at kulturministeren skal vise sit forhandlingstekniske
håndelag!
Ministerens bedste allierede i dette arbejde kan vise sig
at blive Kommunernes Landsforening. KL er naturligvis en forhandlingspart,
men i særdeleshed repræsentant for en væsentlig finansieringskilde
for dansk teater. Det er afgørende for staten, at der etableres
en ordning, hvor kommunerne føler sig taget alvorligt. Nogle
af elementerne i dette er: at staten ikke må kunne ændre refusionen/tilskuddet
til den enkelte kommune indenfor aftaleperioder, at der i
aftaleforløb lægges vægt på kommunernes reelt mindre fleksible
budgetprocedure, samt at den kvalitative vurdering af teatrene
både foregår i staten og i kommunerne. Teaterudvalgets rapport
kan læses som et ønske om at kommunerne blot skal betale penge,
men i øvrigt overlade al kvalitetsvurdering til Scenekunstudvalget.
International festival
Teaterudvalgets forslag om en international teaterfestival i København, får kun
opbakning fra ganske få teatre, Det kongelige Teater og andre
større teatre. De, som i forvejen har det internationale arbejde
som fundament, afviser festivalforslaget. Ud fra disse meldinger,
vil der næppe være politiske partier, som vil prioritere en
sådan festival. Man kan nemt lande på, at det må være op til
teatermiljøerne selv - i samarbejde med scenekunstudvalg og
andre - at overveje en sådan festival.
Amatørteatret
Teaterudvalgets rapport foreslår at ansvaret for amatørteatret flyttes fra Kulturministerens
departement til Scenekunstudvalget. Dette bakker både amatørteatrene
og Scenekunstudvalget op. Det vil ikke være noget væsentligt
magttab for ministeren, hvorfor dette forslag bør glide glat
igennem.
