Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
August 2010
Ka' København åben scene?
Behovet for åben scene til frie teatergrupper i København er påtrængende. Spørgsmålet er om den aktuelle lovdebat vil hjælpe?
Da teatret Republique i 2008 overtog scenen K2, tidligere Kanonhallen, forsvandt
den sidste åbne scene i København. Siden har de teatre, der
tidligere brugte Kanonhallen, ledt efter alternative scener,
dog har intet sted været tilfredsstillende. Som en konsekvens
af dette har en række af de hjemløse teatre fundet sammen
i samarbejdet Scenekunstnere
uden scene, som forsøger at definere behovet og vurdere
muligheder.
Blandt de teatre, der er repræsenteret i arbejdet, er Holland
House, Mammutteatret, Får 302. Komiteen bag gør dog særdeles
meget ud af at understrege, at projektet ikke er eksklusivt,
tværtimod at en åben scene skal være anvendelig for alle initiativer,
der opnår støtte fra Scenekunstudvalget.
På mange måder er Kanonhallen udgangspunktet i beskrivelsen
af en åben scene. Men når den nu ikke er tilgængelig, har
man friheden, at definere behov og muligheder uden særlige
bindinger. De skønnende tal viser, at der er behov for en
bygning på ca. 2.000 m2 med højde på 12 m. Behovet
for offentligt tilskud vurderes til 8 mio. kr. årligt.
Man har ikke på forhånd udpeget en bestemt bygning, men peger
på muligheder omkring nogle af de kreativt definerede område
ved Kødbyen på Vesterbro og Carlsberg i Valby. Man peger også
på muligheden for at bygge nyt - hvor åbne scener ellers altid
har været genbrugsbygninger.
Summende af liv
Huset skal have flere scener, prøvelokaler, lokaler til workshops, forskellige
produktionsrum og kontorlokaler til husets administration,
til fast udlejning og til gæstende teatre. Hertil kommer publikumsfaciliteter,
café etc. Et hus, som hele tiden vil summe af liv, både fra
gæster og fastboende. En moderne vision om et spændstigt og
fleksibelt teaterhus.
På mange måder kan tanken om denne åbne scene ses som et signalement
af det moderne teater. Den spørgeskemaundersøgelse, som Scenekunstnere
uden scene har gennemført blandt potentielle samarbejdspartnere,
viser en række gennemgående træk ved denne del af teatermiljøerne:
næsten alle arbejder internationalt, mange på tværs af kunstarter,
mange er fokuserede på research og forskningssamarbejde. Og
mange producerer gennem co-produktioner.
I økonomisk målestok er der tale om mindre, hyppigt omtalt
som projektteatre. Uanset projektformen arbejdes der dog i
en eller anden forstand driftsmæssigt, den enkelte forestilling
produceres dog med særlige mål og under særlige vilkår. Og
der arbejdes professionelt.
Den umulige styring
Ved alle åbne scener, er et særligt styringsproblem, idet man skal kombinere åbenhed
(adgang for alle) med kunstnerisk relevans og et eller andet
slags image. Det skal ikke blot være et forsamlingshus med
plads til alle og enhver.
Scenekunstnere uden scene forsøger at definere dette vanskelige
og konfliktgivende felt. Man ønsker ikke en vicevært som ledelse.
Man ønsker et kunstnerisk funderet råd, som udskiftes løbende
(og med en særlig valgproces), og som skal forsøge at sikre
en kunstnerisk tråd og sammengæng i programplanlægning. Udgangspunktet
er dog, at alle teatre, som opnår støtte fra Scenekunstudvalget
skal have adgang til huset. Dette krydrer man med en særlig
kompleks procedure for teatre som ikke opnår støtte af Scenekunstudvalget,
men som alligevel har en af Scenekunstudvalget godkendt kvalitet.
I realiteten gør man således Scenekunstudvalget med-driftsansvarlige.
Det er næppe en opgave Scenekunstudvalget vil være glad for,
men indtil man nærmer sig realitetsdiskussioner, har man parkeret
denne lille ømme tå dér.
30 års åbne scener
Siden Saltlageret åbnede i 1976, har der været en række forskellige åbne scener i København.
Saltlageret fungerede fra 1976 til 1987. Først og fremmest som koncertlokale
for den nye, unge musik. Stedet erstattede musiklokalet
Klub Tatuba i Huset. Det blev punkmusikkens scene. Og
åbnede også for en lang række teaterforestillinger. Markante
succeser fra gæstespil med Jomfru Ane Teatret og Foolsfestivalerne.
Efter lukningen af Saltlageret flyttede musikken til Pumpehuset og - med nogle års forsinkelse - teatret til Kanonhallen. Kanonhallen fungerede fra 1991 til 2008 - under lidt variabel styring. I den periode var Kanonhallen scene for langt det meste teater og performance - udenfor de faste rammer. I begyndelsen var Kanonhallen også scene for det nye danske dansemiljø.
Dansescenen blev oprettet i 1993 som en konsekvens af behovet for en fast
forankret dansescene. Dansescenen var nabo til Kanonhallen,
men flyttede i 2009 til de nye Dansehallerne på Carlsberggrunden
i Valby.
Københavneren fungerede fra 1983 til 1994 som åben scene især til børneteater og gæstespil af egnsteatre. Fra 1994 blev teatret overtaget af Kaleidoskop, som igen blev overtaget af Teater Grob i 2009.
Rialto Teatret lukkede som selvstændigt teater i 1991,
og blev herefter videreført som åben scene. Man valgte
dog at ansætte en kunstnerisk leder, som også havde et
mindre eget produktionsbudget. Rialto lukkede som åben
scene i 2007, først videreført af Camp X, siden 2009 overtaget
af Nørrebros Teater under navnet Frederiksbergscenen.
Pakhus 11 har siden 1994 fungeret som åben scene for teater, koncerter og andre indtægtsgivende arrangementer. Teater er kun en lille del af aktiviteterne.
Et spil som Sorteper
Diskussionen om en kommende åben scene i København er i princippet uafhængig af
den aktuelle diskussion om revision af teaterloven. Ingen
forestiller sig, at åben scene skal stå i loven. Initiativgruppen
Scenekunstnere uden scene arbejder for at fremme sin vision
både ved diskussioner med Københavns kommune og ved at pege
på, at behovet for åben scene i København skal løses, når
det politiske niveau nu alligevel har teatrets ve og vel på
dagsorden.
Teaterudvalgets rapport, Veje til udvikling, fremhæver
behovet for, at der igen etableres en åben scene i København.
Dette støttes af mange høringssvar. Og høringssvarene viser,
at nogen må anvise en løsning på problemet. Denne nogen-rolle
tilfalder mest naturligt kulturministeren.
Statens Kunstråd "anbefaler at Københavns kommune sikrer de fysiske rammer for en attraktiv åben scene hurtigst muligt." Københavns kommune har ikke indsendt høringssvar. Derimod svarer Kommunernes Landsforening i realiteten på vegne af Københavns kommune: "Det kan således ikke blive en kommunal opgave at tilvejebringe åbne scener".
Selv om alle kan se behovet for en åben scene, er der for
øjeblikket ikke nogen, som vil påtage sig ansvaret.
