Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
September 2010
So ein ding.ting
Konceptet TING viser nye veje i udvikling
af fremtidens bibliotekstilbud.
Du ved det sikkert ikke, men der er 50% sandsynlighed for, at du bor i en af de
13 kommuner, som har besluttet at basere den fremtidige biblioteksbetjening
på platformen-konceptet-bevægelsen-ressourcen TING.
TING er fremtidens biblioteksudvikling tænkt som open source. I sin fulde udstrækning. Derfor er TING både
konkrete softwareløsninger udviklet som open source og et bibliotekscommunity i web 2.0-forstand. TING
er ikke for fastholdere.
Udgangspunktet for TING er bibliotekernes databrønd. Materialerne
skal op af brønden, formidles og kunne indgå i nye sammenhænge.
Derfor skal søgninger i databrønden kunne ske uafhængigt af
platforme og på tværs af de reolsystemer, bibliotekerne har
sat op. Fx er det i dag sådan, at hvis man søger efter musik
i bibliotek.dk og havner ved noget musik i netmusikken (som
har skiftet navn til bibzoom.dk), så er man i netmusikkens
univers og skal aktivt klikke sig tilbage til bibliotek.dk
for at foretage nye generelle søgninger. Tanken i TING er,
at alskens data skal kunne læses på tværs, hvis man ønsker
det. For TING bygges op som store Duplo-klodser: man kan bruge
dem, man ønsker at bruge, og fravælge dem, man ikke ønsker
at bruge.
So ein ding.ting
Hurtigst i skoene med at udvikle TING er Århus og Københavns biblioteker, som
i fællesskab har udviklet platformen ding.ting.
Dette er grundlaget for bibliotekernes hjemmesider, som baserer
data på metadata hentet fra de dele af databrønden, man i
dag har adgang til.
ding.ting er udviklet som open source og bygger på open access
og open content. Det er frit for, at andre kan medvirke i
udviklingen eller tage dele af ding.ting og videreudvikle
til egne behov. Og den væsentlige drivkraft i udviklingen
af ding.ting er fællesskabet kaldet Ting.concept
Community Council. Dette er både en videreførsel af bibliotekernes
traditioner for samarbejder på tværs af kommunegrænser og
en anerkendelse af styrken ved nye og mere ligeværdige kommunikationsveje:
der er stor åbenhed, det fungerer ud fra demokratiske principper,
og det skal give hurtige resultater. (Og blot et lille kig
ind i dette community vil give indsigt i en begejstring og
optimisme i et offentligt udviklingsprojekt, som de fleste
andre offentlige aktører må være misundelige på).
I tråd med dette indtænkes også brugernes ressourcer som en
aktiv del af ding.ting. Forestillingen om Danskernes Digitale
Bibliotek giver nemlig kun mening, hvis danskerne tænkes ind
som en aktiv del, en egentlig ressource i det fremtidige bibliotek.
Derfor er visionen med ding.ting også at give plads til brugergenererede
data.
TING er skabt for at hente data fra brønden. ding.ting viser vej mod bibliotek.dk 2.0.