Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Oktober 2010
Kulturpolitiske måske'er
Kunstpolitisk debatoplæg definerer kunstens rolle som destabiliserende - og tillader sig samtidig at stille destabiliserende spørgsmål.
Med det kulturpolitiske debatoplæg Spændvidder
lægger forskergruppe ved Institut for Æstetiske Fag, Aarhus
Universitet, op til mere kvalificeret debat i Kunstrådet om
meningen med det hele og mulighederne indenfor de nuværende
rammer. Initiativet til debatoplægget blev taget af Kunstrådet
i et ønske om at fremprovokere mere klare synspunkter i den
kunstpolitiske debat.
Et væsentligt element i oplægget er forsøget på at klarlægge,
hvorfor og i hvilket omfang kunsten skal betragtes som et
frirum, en autonom sfære i samfundet. Forfatterne anerkender
det ofte udtalte ønske om en fri kunst med det formål at højne
vores almendannelse, myndiggørelsen af os som individer og
styrkelse af demokratiet. Men man markerer det paradoks, at
det netop er den autonome kunst, der har denne virkning -
ikke den kunst som skabes ud fra bestemte formål, det være
sig demokratiske, økonomiske eller dannelsesmæssige.
Kunstens rolle defineres som værende destabiliserende i forhold til vante tankesæt. Og samme opgave påtager forskerholdet sig: at destabilisere vores sædvaner i kunstpolitikken. Det gør man ved at gå i dybden med en række temaer, opstille modsætninger og dilemmaer. Men ikke ved at angive færdige løsninger. Spændvidder skal udvide vores forståelse af kunstpolitikken, men netop også styrke debatten om denne. Og det er i sig selv interessant at have en officiel forskergruppe, der i opdrag for en offentlig myndighed fremhæver behovet for destabilisering.
Oplægget definerer formålet med kunstpolitikken således:
Der skal drives kunstpolitik for at opretholde og udvikle dialogiske rum for oplevelser og erfaringer, hvor menneskelivets og samfundets store (og små) spørgsmål endevendes på en sanselig, følelsesmæssig og intellektuel måde uden nødvendigvis at skulle føre til et eller andet målbart her og nu.
Børnekultur, hvorfor?
Blandt de temaer oplægget går i dybde med, er digitaliseringen og netkunsten.
Her beskrives dels den efterhånden nærmest (kunst-)grænseløse
anvendelse af medier og udtryksformer, der er på nettet og
den myndiggørelse, der sker gennem de mange dialog- og interaktivitetsbaserede
kunstproduktioner.
Hertil kommer den væsentlige konflikt, der er mellem den gældende
ophavsretslovgivning og nettets praksis. Heri hentydes ikke
til den sædvanlige diskussion om piratkopiering, men derimod
til de kreative muligheder for bearbejdelse og anvendelse
af andres frembringelser. Oplægget siger direkte, at der bør
"udvikles nye retsbestemmelser på området".
Rapporten beskæftiger sig indgående med kunst i uddannelsessystemet.
Man klargør forbilledligt forskellene mellem kunst for børn,
kunst med børn og kunst af børn. Og man markerer dermed nødvendigheden
af, at man i kunstpolitikken er mere klar i markeringen af
formålet med de initiativer, der tages i forhold til børn
og kunst. Ærgerligt nok er dette kapitel næsten udelukkende
teoretisk funderet, nærmest ryddet for eksempler. Det ville
være rigtigt spændende, hvis de mange kulturpolitiske initiativer
der rettes mod børn, fx Børnekulturens Netværk, blev holdt
op mod de spændvidder, der angives i Spændvidder.
Børn og kultur indgår i disse år i samtlige kulturpolitiske oplæg, alle partiers programmer, alle konferencer har tråde til dette felt. Spændvidder giver et anslag til at diskutere hvorfor - og ikke kun hvordan.
Kunst som investering
Man går også i dybden med kunst og erhvervsliv. Sandsynligvis for første gang
gøres afgørende op med den udbredte opfattelse af kunsten
som en god investering. Siden en undersøgelse af økonomien
omkring Musikhuset i Århus i 1987 har der været en gentagende
påstand i den kulturpolitiske debat, om at kultur kan betale
sig. Musikhusundersøgelsen viste, at (udgiftskrævende) arrangementer
i Musikhuset genererede mange (indtægtsgivende) aktiviteter
i form af alt fra hoteller til taxaer.
Musikhusundersøgelsen er fulgt op af mange tilsvarende undersøgelser
- som dog har det til fælles, at de glemmer, at publikum alt
andet lige ville bruge deres penge til andre moms- og skattegivende
indtægter for det offentlige (Læs Søndag Aften arkiv: Luk
CaféTeatret). Rapporten Spændvidder tillader sig en ironisk
forundring over, at der ikke er bygget 3-4 musikhuse i Århus.
I det hele taget viser rapporten en række indbyggede paradokser
i disse års tilgang til samvirker mellem kunst og erhvervsliv.
Det handler ikke om det sædvanlige retoriske om kunsten "prostituerer"
sig, men derimod om hvorvidt kunst gennem samarbejderne bliver
til andet end kunst.
I rapporten ser man et potentiale i nye samarbejdsformer.
Desværre munder det ud i lidt tomme ureflekterende hensigtserklæringer
- som man fristes til at tro, er klistret på af opdragsgiver
i redaktionsprocessen.
Kunst for alle?
I kapitlet om kunstens publikum kvalificerer man den kulturpolitiske diskussion
om publikumstal. Der er en stærk tendens til at kvantificere
diskussioner om kunstens publikum, først og fremmest i spørgsmålet
om hvor mange mennesker. Disse opgørelsesmetoder besvarer
på ingen måde spørgsmålet om, hvordan kunsten opleves, eller
hvilken virkning den har. Hvis det væsentlige virkelig er
det ofte fremsagte udsagn, om at kunst skal provokere, udfordre
og sætte nye tanker i gang, hvorfor lader man så den faktabaserede
debat om kunsten handle om alt muligt andet.
I disse år er "kultur for alle" en politisk prioritering,
både fra regeringen og oppositionen. Det tager til dels afsæt
i kulturvaneundersøgelser, som angiver, at op mod 1/3 af befolkningen
ikke bruger bestemte kulturtilbud. Ofte glemmer man dog at
angive, at det ikke er 1/3, der slet ikke bruger kulturtilbuddene,
men 1/3 som ikke bruger det enkelte tilbud, men måske er brugere
af andre kulturelle tilbud (og for en del kunstarters vedkommende
udgør ikke-brugerne væsentligt færre end de hyppigt nævnte
1/3).
Spændvidder stiller det provokerende spørgsmål "Kunst for alle kan synes et ideal, men er det så den samme kunst, alle skal opleve?". Og i samme mundfuld stiller man spørgsmålet "om man realistisk kan regne med at nå et ret meget større publikum til denne del af kulturen, hvis mennesker da ikke skal tvangs-eksponeres for kunst?".
Rapporten stiller blandt andet disse spørgsmål:
Er det vigtigt at kunsten giver mulighed for møder på tværs af befolkningsgrupper?
Er det stadig vigtigt at imødekomme traditionelle skel mellem land og by, højt- og lavtuddannede osv.
Hvordan ændrer oplevelsesøkonomien kunstens rolle -
og hvilke kunstpolitiske konsekvenser skal dette have?
Rungende måske'er
Rapporten lægger vægt på ikke at tage bestemt stilling, men derimod at åbne vore øjne for indbyggede paradokser i den kunstpolitiske praksis. Dette fører til en række tankevækkende måske'er:
Måske er det godt, at den danske armslængdemodel er traditionel og konservativ?
Måske er det godt, at Kunstrådets underudvalg er lovbestemte?
Måske er det godt, at underudvalgene er forholdsvis autonome?
Måske er det godt, at folketinget bestemmer de økonomiske rammer for de enkelte underudvalg?
Måske er der for meget, der falder udenfor de definerede kasser?
Måske er den danske model god for stabilitet, men skidt for forandring?
Måske'erne kan indikere svar. Men først og fremmest lægger de op til diskussioner, spadestik dybere end vanligt.
