Henrik Marstal har netop udsendt bogen ‘Jeg lytter, altså er jeg – tanker om musik og liv’. Det er en bog om musiklytning og om hvordan musik anvendes i det moderne samfund. Bogen er udformet som en dagbog fra et ophold i New York.

CulturCronik:

Alle har en musikalitet. Det er jeg fuldkommen overbevist om. For musikken udelukker ingen. Der er ingen klub man behøver at være medlem af for at have glæde af den. Man behøver ikke at vide noget om den. Man behøver ikke at forstå den. Man behøver ikke at have hørt den før. Man skal blot åbne ørerne. På nær ganske få mennesker som er fuldkommen immune over for klingende lyd, er jeg overbevist om at alle har udviklet en fornemmelse for musikalske præferencer, hvad de særligt kan lide, hvad de finder acceptabelt, hvad de finder mindre acceptabelt og hvad de absolut ikke kan lide.

Jeg er også overbevist om at alle har evnen til at opfatte mangfoldigheden i ethvert musikalsk udtryk som enhed, det vil sige at kunne omsætte en lang række måske vidt forskellige sanseindtryk i eksempelvis et rocknummer - forsangerens stemme, trommerne, de fræsende guitarer, den buldrende bas, det tekstlige indhold og så videre - til måske blot én dominerende følelse af forventning, frihed eller hvad det nu kan være. Det er sådan Peter Bastian i Ind i musikken definerer musikalitet, nemlig som evnen til at opfatte mangfoldigheden som enhed, og jeg tror han har ret.

Musikalitet, eller med et mere dækkende ord: musikalske kompetencer, er dog ikke noget som eksisterer uafhængigt af det liv vi lever. Der findes ingen opfattelser af musikalske kompetencer som kan kaldes eviggyldige, for al musikalsk adfærd og mening lader sig kun forstå i relation til den specifikke kulturelle kontekst som de hører hjemme i, lige som de altid vil være bundet til en historisk betinget opfattelse af begrebet.

Med tiden opbygger vi hver især en lang række musikalske kompetencer som vi måske kun sjældent eller aldrig tænker over, men som ikke desto mindre er der. Alle har vi et komplekst musikalsk liv, uanset hvor lidt vi bilder os ind at vide om musik. Det betyder dog ikke at tingene bliver lettere af den grund. At lytte til musik er en evne der skal trænes og holdes ved lige, nøjagtigt som god kondition, hvis man skal have fuldt udbytte af sine musikalske kompetencer. Men er man i træning, vil man ofte opleve at det at kunne lytte til musik og lade sig påvirke, måske endda forandre af den, medfører at man bliver mere sensitiv, mere sårbar, mindre skråsikker, mindre selvfokuseret. Evnen til at vibrere med de omgivelser og de mennesker man er sammen med, bliver større, og chancen for at føle sig veltilpas, måske i glimt endda fuldkommen lykkelig, gør det også.

Det er en særlig egenskab ved musiklytning at den samme musik kan have vidt forskellige funktioner alt efter lyttesituationen. Et stykke eller et nummer man i forvejen har et nært forhold til, har ofte de bedste betingelser for at folde sig fuldt ud, hvis man lytter til det i en situation der tillader en at lytte koncentreret. Denne situation afhænger igen af om man er i særligt humør til at lytte, og i hvor høj grad man er åben for at lade sig føre med af musikken. Men oplever man det samme stykke musik i en situation, hvor der er andre til stede, og hvor musikkens funktion primært er at danne baggrund for en samtale, kan det opleves ganske anderledes neutralt. Eller det kan være at nummeret optræder i en situation hvor en lang række musikstykker følger efter hinanden i en endeløs strøm, hvilket gør at der ikke rigtig er mulighed for at dykke ned i nummerets unikke stemning.

Vi kender også alle til en lang række numre eller stykker som vi engang satte pris på, men nu er vokset fra eller på anden måde har forladt rent mentalt. Dertil kommer musik som vi ikke kan finde ind i trods utallige velmente forsøg og som dermed forbliver lukket land for os, musik som vi ganske enkelt ikke bryder os om, og musik som efterlader os totalt upåvirkede - ikke nødvendigvis fordi vi synes det er dårligt, men blot fordi det ikke rammer os overhovedet.

Mon ikke vi også alle kender til det fænomen at musik kan miste sin magi, fordi det bliver anvendt i efter vores opfattelse for profane sammenhænge, eller fordi det er blevet taget til sig af så mange lyttere at det er blevet et fælles referencepunkt og dermed del af en lidt lavere fællesnævner end vi kunne ønske os. Mange lyttere der aktivt opsøger ny, ukendt musik, har ofte oplevet at kaste sig over et nyt navn og så at sige have det for sig selv i en periode, lige indtil alle pludselig også lytter til det på grund af et kommercielt gennembrud. Derefter mister musikken for de oprindelige lyttere noget af sin magi, ja, det bliver sørgeligt afmystificeret fordi det nu pludselig anvendes på lydsiden til tv-programmer, sættes på anlægget til fester hos ikke-liebhavere eller trækker tusindvis af koncerttilhørere.

Musikalsk snobberi? Ja, det kunne selvfølgelig være en mulig forklaring. En anden mulighed kunne også være smerten ved den forstemmende oplevelse af at musikken blev afmystificeret fordi den pludselig befandt sig overalt i det offentlige rum, et rum som ikke nødvendigvis levner plads til nuanceret lytning. Jeg er kommet til at tænke på det, fordi jeg i St. Mark’s Bookshop ved Astor Place på Manhattan nåede at købe et par bøger i dag, blandt andet en ny bog med titlen Heavy Rotation, hvori en række forfattere fortæller om hver ét album som ændrede deres liv for altid.

Jeg har bladret lidt rundt i bogen og er faldet over New Yorker-forfatteren Joshua Ferris’ personlige beretning om Pearl Jams debutalbum og grungeklassiker Ten. Han fortæller om hvordan han opdagede albummet før alle andre, blev fuldkommen lamslået over det, lyttede konstant til det - men efterhånden højst modvilligt måtte konstatere hvordan hans livs album var blevet hverdagsmusik for alle omkring ham. Albummet drønede ud af MTV og radiostationerne, ud af forbipasserende biler, coverbands spillede numrene til fester, og enhver high school-tumpe havde naturligvis albummet stående i sin pladesamling. Kort sagt: Albummet var blevet den laveste musikalske fællesnævner, en slags kulturelt trash som bare var der. Det er en fantastisk historie, for den handler jo om et ungt, identitetssøgende menneske der har evnen og det nødvendige engagement til at hente vedvarende inspiration fra en særlig udvalgt musik, men som også har det uheld at lide under illusionen om at have opdaget albummet alene og derfor tro at det kun tilhører ham. Så egoistisk tænkende er det kun meget forelskede mennesker der er, men ikke desto mindre fortæller historien om hvordan selv musik som rammer millionvis af lyttere, samtidig kan ramme den enkelte lytter så personligt at denne oplever en musik som kun er tiltænkt ham eller hende.

Denne dobbelthed kendetegner vel egentlig næsten al musik: Den kan ramme én lige i hjertekulen, men det forhindrer den ikke i også at kunne ramme andre sammesteds eller blot få dem til for en tid at nynne uforpligtende med på den, inden en ny sæsons hits tager over og efterlader en brøkdel af de gamle sange i evergreen-divisionen, mens glemslen sænker sig over de øvrige. Det er en dobbelthed der kan svare til at være født og opvokset i det allermest turistprægede område af Venedig eller være gift med en verdensberømt skuespiller.

At også musikere kan opleve det på den måde indefra, siger denne historie noget om: Da The Cure sidst i 1980’erne gik fra at være et mellemstort indie-band til at blive et household name blandt millioner af lyttere, begyndte bandet at spille stadionkoncertturnéer i USA. Bandets frontmand, Robert Smith, havde noget tid efter i et interview udtalt at han havde haft det besynderligt med disse koncerter, fordi han ikke mente at to tredjedele af publikum overhovedet burde være der. For de lod efter hans opfattelse til slet, slet ikke at have forstået hvad bandets musik, bandets tekster og bandets projekt gik ud på, og alene deres tilstedeværelse risikerede at reducere hans livsværk til at blive endnu et hvilket som helst storsælgende teenage act i verden. Det kunne lyde som om Robert Smith havde følt hvordan hans musik stod i fare for at blive afmystificeret som følge af forkert afkodning, snobberi eller ej.

Alle har et musikalsk landskab i sig som ligner ingen andres, og det gælder også for personer hvis musikalske liv reelt ikke eksisterer, eller som kun sjældent lytter koncentreret og aktivt til musik. Mine mange samtaler gennem årene om musik med venner, familiemedlemmer, bekendte, kærester, kollegaer eller folk jeg tilfældigvis stødte ind i, bekræfter det. Man kunne jo bede 50 personer i ens nære og lidt mere fjerne omgangskreds lave en liste over de ti stykker musik der har betydet mest for dem. Jeg vil tro at uanset hvem man spurgte, ville hver eneste af disse lister adskille sig ret markant fra de øvrige. Selv hvis man kompenserede for de sociale, generationsmæssige og dannelsesmæssige forskelle der måtte være, ville det efter al sandsynlighed være intet mindre end slående hvor forskellige disse lister ville tage sig ud.

Vi ved så utrolig lidt om hvordan musikalske præferencer formes og udvikles hos den enkelte. Alle er vi vokset op som et komplekst produkt af ikke blot den musik vi selv fandt frem til, men også vores forældres og vores kammeraters musikalske præferencer. Alle tænkelige genrer kan være i spil, fra klassisk musik til verdensmusik. Den første større musiksamling vi stifter bekendtskab med, er for de flestes vedkommende forældrenes pladesamling som påfaldende mange jeg har mødt har fortalt at de udviklede et særligt forhold til i deres opvækst. Denne prægning kan også have at gøre med hvilke musikprogrammer i radioen der blev lyttet til i hjemmet - igen har jeg mødt mange der som voksne har udviklet et blødt punkt for eksempelvis dansktopmusik, fordi det var det som radioen spillede i mange hjem søndag eftermiddag nogle årtier tilbage.

Tidshorisonten er en anden faktor der spiller afgørende ind på musikalske præferencer. De fleste har tendens til gennem livet at vende tilbage til de perioder, hvor de fik deres mest afgørende musikalske prægninger. Det kan lyde nostalgisk, men er det ikke nødvendigvis. For mange bruger musik fra deres fortid til at blive klogere på den tid de nu befinder sig i, eller de bruger den som en identitetsskabt tryghedszone de kan lukke sig selv ind og ud af efter behov. Udtrykket at være barn af sin tid gælder derfor ikke mindst på musikkens område. Ofte er det sådan at man ud fra en liste over en persons yndlingsmusik kan udlede ikke så lidt om hvornår vedkommende voksede op samt i hvilken kulturkreds.

Musikalske præferencer kan sige noget om hvordan musik påvirker os, og hvordan vi selv anvender musikken som et soundtrack til vores liv. Vi tilegner os konstant stumper og stykker af ufattelig mange forskellige musikalske byggesten og skaber ved hjælp af dem vores helt særlige musikalske verden der adskiller sig fra alle andres. Selv to venner der deler samme passion for en bestemt afart af en bestemt musikgenre og derfor i perioder lytter til den samme musik, vil med al sandsynlighed ikke være enige i hvilke stykker der er de bedste, og hvilke passager undervejs der er de mest interessante.

Musik rummer en ufattelig mangfoldighed, og denne mangfoldighed viser sig i de vidt forskellige måder vi bygger vores musikalske verdener op på. Selv hvis vi forestillede os den fiktive situation at to lyttere besad nøjagtig den samme musiksmag og lyttede til præcis de samme ting på de samme tidspunkter, ville der være tale om to helt forskellige tilegnelser af musik. For hvad den ene oplever, kan være så individuelt at det adskiller sig fra de måske millioner af andre der gennem tiden også har lyttet til selvsamme musik.

Den omstændighed at vi lytter så forskelligt til musik - ikke blot forskelligt fra andre, men også forskelligt i vores egen lytning fra gang til gang - er noget af det mest fascinerende ved musiktilegnelse overhovedet. Lad os tage det sidste først. Hvordan kan det være at det selv samme nummer kan opleves så forskelligt fra lytning til lytning? Vi kender næsten alle til det fænomen at en sang man ellers længe har haft et nært forhold til, pludselig kan lyde flad og middelmådig. Eller en sang som man aldrig har brudt sig om, lige pludselig viser sig at ramme noget i en, måske selv efter at man har kendt til den i årevis. Eller en sang som man har bestemt sig for aldrig mere at lytte til, fordi den vækker ulykkelige kærlighedsminder, pludselig brager ud af højttalerne under en fest eller på en bar hvor man er i godt humør - hvorefter den bliver taget til nåde igen. Eller man falder tilfældigt over titlen på et album man i sine barndoms- eller teenageår satte utrolig højt og som man altid lyttede til med stor intensitet, geninvesterer i albummet på ny, sætter sig med hovedtelefoner på for med bævende hjerte at trykke på startknappen - hvorefter en forstemmende følelse af antiklimaks øjeblikkeligt breder sig i hele kroppen på en. Det er pludselig for banalt, for entydigt, for overfladisk, og den uudgrundelighed man engang kunne høre i nummeret, er afløst af et stort, tomt hul.

Det tankevækkende er at der i hvert eneste tilfælde er tale om nøjagtig det samme stykke musik. Hvordan kan det så være at vi kan opfatte det så enormt anderledes fra gang til gang? Et svar kunne være at ethvert musikstykke rummer så mange informationer at vi uvægerligt vil fokusere på forskellige informationer fra lytning til lytning. Et andet svar kunne være at en lang række subjektive forhold vedrørende oplagthed, motivation, sindsstemning og lydhørhed spiller ind, fordi vi jo ikke er den samme person fra situation til situation.

Men et tredje svar kunne være at det er os der har forandret os fra sidst vi lyttede på musikken. Selvfølgelig forandrer vi os på mikroniveau fra dag til dag, ja, måske fra time til time, så der er grund til at formode at vores lytning af eksempelvis et stykke musik vi kender godt og jævnligt lytter til, forandrer sig minimalt fra gang til gang. Måske slider vi langsomt musikken op undervejs, måske lærer vi konstant at høre nye facetter i den, eller måske er det i længden ikke muligt for den at give os mere end vi allerede har fået ud af den. Men først når der er tale om større forandringer end på et mikroniveau, opdager vi for alvor at vi lytter anderledes end før.

Hvad kan der være gået forud? Der er mange muligheder. Det kan tænkes at den musik vi engang satte pris på, nu opleves som banal, fordi vores musikalske lydhørhed har udviklet sig og nu kræver mere subtile lydbilleder for at blive stimuleret. Eller det kan tænkes at de forandringer i sindet vi har været udsat for, har ændret vores æstetiske præferencer på et grundlæggende plan. Jeg kender flere som i deres teenageår næsten udelukkende lyttede til trash metal, men som nu lytter til alt muligt andet end det og allerhøjst smiler overbærende ad deres tidligere tilbøjelighed, når de engang imellem bliver mindet om den.

Men det kunne også tænkes at vores lydhørhed i forhold til tidligere blot har forandret sig på måder, vi ikke har været opmærksomme på. Lydhørheden kan være blevet sløvet af så mange års musiklytning at man ikke længere oplever musikken nær så intenst som tidligere. Eller det kan være at musik med tiden helt generelt har fået en mindre fremtrædende plads i ens liv, og at man derfor har fået sværere ved at lade sig rive med. Eller det bare kan være at ens evne til at lytte er blevet sløvet, fordi man ikke længere udsætter sig selv for aktiv musiklytning, hvad enten det skyldes mangel på tid, vilje eller mulighed. Sanserne eller indlevelsesevnen er sandet til, og så tror pokker at vi pludselig kan spørge os selv hvordan den musik vi lytter til, nogen sinde har kunne sige os noget som helst. Og vi kan spørge hvad disse ændringer i lytteoplevelsen siger om vores måder at lytte på.

Det er nærliggende at antage at de som vedbliver at have musikalske oplevelser livet igennem, også er de som bedst formår at bevare deres nysgerrighed over for musik. For de har en større grad af accept af og interesse over for vidt forskellige musikalske udtryk end dem der har vænnet sig til at acceptere at musik nu engang lyder som den gør, og at den har nogenlunde samme indvirkning på én, næsten uanset hvad det er.

Men hvorfor har vi hver især så forskellige måder at opfatte musik på? Hvordan kan det være at det som for én lytter er den rene salighed, ja, svaret på ens hedeste ønsker, for andre kan lyde som det værste larm eller det kedeligste i verden? Spørgsmålet berører et af de måske vigtigste forhold vedrørende musiklytning: At vi alle har vores helt eget sæt af forventninger og forhåbninger som vi tillægger musikken.

En bekendt har fortalt mig at hun under ingen omstændigheder kan lægge øre til lyden af klassiske klaverkoncerter af Schumann, Rachmaninov, Beethoven og mange andre. For alene lyden af et klaver med orkesterledsagelse minder hende om hendes traumatiske barndom, hvor hendes far altid spillede den slags musik højt inde i stuen, når han og hendes mor havde haft et skænderi. Som voksen har hun derfor været ude af stand til at danne sig sit eget indtryk af denne musik eller blot oparbejde et mere rationelt syn på den. Hendes barndomsoplevelser med denne musik har fyldt for meget og er blevet ophøjet til en sandhed hun ikke kan forandre.

Det siger noget om hvor forskelligt vi kan opleve den samme musik. Vi plejer at sige at det handler om smag, og at smag som bekendt varierer fra person til person og i øvrigt ikke kan diskuteres. Det kan der altsammen være noget om. Men det ændrer ikke ved at en lang række andre faktorer også spiller ind, og som smagsaspektet - der især fokuserer på kulturbestemte præferencer - slet ikke magter at indfange. For hver især har vi vores særlige bløde punkter for visse former for musik som altså kan variere helt enormt.

Vores oplevelser med musik har kun i begrænset grad at gøre med hvad andre før os har bestemt sig for er den gode eller rigtige musik, og hvad der ikke er. Der har altid foregået kanoniseringer af musik, og fagfolk til alle tider har søgt at præge opfattelserne af hvad der var godt og hvad der var mindre godt. Men vi er nødt til at betragte enhver musikalsk oplevelse som noget der har fuld gyldighed for den enkelte lytter og som derfor i princippet er suveræn. Man kan sige det på den måde at enhver musikalsk oplevelse altid er en mikrosandhed for denne lytter som det ikke tilkommer nogen som helst - heller ikke fagfolk - at stille spørgsmålstegn ved. For kan vi dybest set tillade os at mene at noget musik er bedre end noget andet, når der til enhver tid findes lyttere der får en god oplevelse af at høre netop den musik vi ikke selv bryder os om?

Musiksmag er en intim sag for langt de fleste og gerne forbundet med noget følelsesmæssigt, og derfor forfalder vi alt for ofte til at fordømme andres musikalske præferencer. Men vi må som anført betragte enhver musikalsk oplevelse som suveræn. Peter Bastian kommer ind på dette emne i en passage fra Ind i musikken:

Hvis mine venner fortæller mig at de henter noget ved at dyrke en musikgenre som jeg afviser, er der to muligheder: Enten prioriterer de nogle andre sider af menneskelivet end jeg, eller også er jeg døv som en skovl over for musikken. Mine argumenter for ikke at opleve, er intet værd over for deres levende vidnesbyrd om en oplevelse. Jeg må konstatere at de har noget dér som jeg ikke har. Om det de har så er noget for mig, er et andet spørgsmål som jeg kun kan få besvaret ved at lukke musikken indenfor.

Henrik Marstal

Cronikken er et uddrag fra: Henrik Marstal: Jeg lytter, altså er jeg Gyldendal 2010. Uddraget er bragt med tilladelse af forfatteren og forlaget.