Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
December 2010
Velkommen til Strandingsmuseet
Finansloven gav penge til Strandingsmuseet. Et bizart kulturpolitisk spil.
De fleste, der følger dansk kulturpolitik, er sikkert klar over, at partierne bag finanslovsaftalen fandt 15 mio. kr. ekstra til at imødekomme de ellers planlagte besparelser på litteraturområdet (se Søndag Aften arkiv). Det var en sag, der fyldte godt i mediebilledet og gav anledning til hidsige debatindlæg.
Finanslovsaftalens anden ekstrabevilling til kulturområdet fik ikke nær samme opmærksomhed. Det rådes der hermed bod på: velkommen til Strandingsmuseet i Thorsminde.
Jyllandsslaget
Jyllandsslaget var et vigtigt søslag i Skagerrak og Nordsøen mellem den engelske
og den tyske flåde maj-juni 1916. Det var det eneste store
søslag under 1. verdenskrig og historiens største søslag nogensinde.
Op mod 10.000 mand døde. Bortset fra at det foregik nær Danmark,
var Danmark som sådan ikke involveret.
Dette søslag er beskrevet på udstillingerne i Strandingsmuseet St. George i Thorsminde. I dag er Strandingsmuseet en del af det statsanerkendte Holstebro Museum. Men sådan skal det ikke vedblive at være.
Der har gennem længere tid været et ønske om selvstændighed
blandt Strandingsmuseets venner. I august 2010 afviste Kulturarvsstyrelsen
en ansøgning om et selvstændigt Strandingsmuseum, begrundet
i at museets felt mangler væsentlighed, at området er dækket
af andre museet, at der mangler faglig tyngde, og at økonomien
er for svag. Altså ikke blot et afslag med at der fattes penge
til formålet, men et afslag med fagligt stærke og relevante
begrundelser.
Et sådant afslag får dog ikke de gode kræfter til at give op.
Ind kommer Kristendemokraterne
En del af prisen for Kristendemokraternes medvirken ved finansloven for 2011 er en 2-årig bevilling på 0,4 mio. kr. årligt til Strandingsmuseet. Bevillingen er begrundet med at "Jyllandsslaget er det største søslag, der nogensinde er udkæmpet, og på den baggrund også en vigtig del af den danske kulturarv."
Kulturministeren skal undersøge muligheden for at overføre Strandingsmuseet til Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg (men fysisk fortsat blive i Thorsminde i Holstebro kommune). Efter to år skal museets muligheder for at blive statsanerkendt evalueres. "Målet er, at Strandingsmuseet på sigt kan blive et selvstændigt, statsanerkendt museum".
Strandingsmuseet skal næppe ses som et dybtliggende Kristendemokratisk
kulturpolitisk krav. Man skal snarere søge i Kristendemokraternes
enlige folketingsmedlems lokale samhørighed med medlemmer
af Det konservative Folkeparti, hans eget tidligere parti.
Der skabes dermed lidt splid blandt de konservative, idet
der åbenlyst ikke er fuld tilfredshed med, at den konservative
kulturminister har accepteret Kulturarvsstyrelsens fagligt
begrundede afslag. For at træde lidt i det konservative sår,
har også den socialdemokratiske kulturordfører (valgt i området)
ytret sig, så det kan opfattes som støtte til et selvstændigt
Strandingsmuseum (men alligevel formuleret så løst, så han
kan træde vande).
Flere museer
Med finanslovsaftalen siger et flertal af folketingets medlemmer således ja til en målsætning om flere selvstændige museer. Et mål som er aldeles i modstrid med både hidtidige politiske signaler om fusion af "de alt for mange" museer og museumssektorens eget store arbejde for at gennemføre sagligt og fagligt funderede museumsfusioner. Der fusioneres som aldrig før.
Det er selvfølgelig ikke altid let for statslige myndigheder
at skabe opbakning til sammenlægninger af institutioner. Sammenlægninger
fører uvægerligt til, at nogen føler sig trådt over tæerne.
Med folketingsflertallets nye mål om flere selvstændige museer,
må en del af de, som er gået mere eller mindre helhjertede
ind i sammenlægninger, føle sig taget ved næsen. Er det så
let at hævde selvstændighed? Hvad er den statslige strategi?
Hvor er armslængden?
En spådom
De der loyalt har fulgt den statslige strategi, behøver dog ikke at frygte nye
vinde. Strandingsmuseet må blive en enlig svale og regeringspartierne
har givetvis tilsluttet sig den lille policyændring ud fra
et nøgternt kig på meningsmålingernes konsistente placering
af Kristendemokraterne under spærregrænsen. Om 2 år vil der
ikke være nogen i folketinget, som vil advokere for Strandingsmuseets
politiske særplacering. Problemet bliver at finde en organisatorisk
løsning et eller andet sted mellem Holstebro og Esbjerg.
Men kønt er det ikke. Og hvis en politiker igen spørger: hvordan kan det være at vi har så mange museer i Danmark, så har de selv givet svaret.
