Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Januar 2011
Rytmisk vs. klassisk
Klassisk musik er sat op imod den rytmiske. Hvor fører det os hen?
CulturCommentar:
Når 76% af den klassiske musiks indtægter stammer fra bevillinger
fra de offentlige kasser, kan man ligeså godt konkludere,
at der ikke længere er tale om et marked. End ikke et marked
hvor det offentlige er et korrektiv til det private marked.
Den beskedne andel privat økonomi i den klassiske musiks pengestrømme
er blot at anskue som et privat korrektiv til den veldædige
offentlige indsats.
Dette klart i modsætning til det rytmiske musikliv, hvor den offentlige andel af indtægterne blot er 16%. Her er tale om en mere klassisk kulturpolitisk indsats. Markedet er drivkraften, det offentlige et supplement.
På det klassiske musikområde vil enhver ændring i bevillingsstrukturer
få umiddelbare effekter i sektoren. På det rytmiske vil fx
en fordobling af støtten til festivaler næppe i væsentlig
grad påvirke de samlede pengestrømme på området.
Den høje grad af offentlig finansiering af den klassiske musik er dog ikke et kulturpolitisk særsyn. Bibliotekerne er tilsvarende afhængige af offentlige bevillinger. Begge områder er således mere sårbare for skiftende politiske vinde.
Jazz eller dansktop?
Med rapporten Analyse af pengestrømme og ressourcer i dansk musikliv er der sat fokus på forskellene mellem rytmisk og klassisk musik. Når områderne er så forskellige, er det naturligt at se på disse forskelle. Dog ligner det en forudbestilt tanke, at stort set samtlige tabeller er opdelt mellem de to hovedområder.
Hvis man nærlæser tallene i rapporten, ligger den umiddelbare konklusion lige for: flyt nogle penge fra det klassiske til det rytmiske område. Men det er kun konklusionen, hvis man argumenterer ud fra de seneste års markedsøkonomiske kulturprioritering: kulturpengene skal følge markedet og begrundes med eksportværdi, erhvervseffekt og lignende værdier hentet fra New Public Management-skolen. Store dele af kultursektoren har øvet sig på at tilpasse sin argumentation for offentlig støtte til handelsskolesprog. Men efterhånden som New Public Management vil blive afløst af andre offentlige styringsredskaber, vil det også gælde kultursektoren. Argumenter imod den overkontrollerede offentlige sektor, ønsket om varme hænder, vil også vinde indpas på kulturdebatten.
Jazzfolket kan fx håbe, at der nu sker en ændret prioritering mellem klassisk og rytmisk musik. Og derefter må prioriteringsmekanismerne gerne ændres hurtigt. Tænk, hvis støtten til den rytmiske musik blev opgjort efter samme metoder som i Analyse af pengestrømme og ressourcer i dansk musikliv - men blot opdelt efter de rytmiske genrer: dansktop, pop, rock, roots, børnemusik, jazz osv. Hvem ville så tage broderparten?
Hele meningen med den offentlige kulturstøtte er at bryde
med markedets logik. Det er ikke markedet, der giver os katedraler,
vi vil ønske eftertiden skal spejle sig i. Kulturpolitik bør
udtrykke rigdom - ikke det modsatte.
