|
Borders lukker og slukker
Efter talrige mislykkede forsøg på at skabe et nyt økonomisk
fundament har kæden nu besluttet at lukke de tilbageværende
399 butikker. Inden 1. oktober skal de sidste butikker
være lukkede og slukkede.
Borders var i mange år USA's næststørste boghandlerkæde.
Den største, Barnes & Nobles, melder også om økonomiske
vanskeligheder.
Gratis musik - i Kina
I årevis har Kina været piratzone nr. 1 på nettet. Men
nu har de tre store musikselskaber Universal Music,
Warner Music og Sony Music indgået en aftale med Kinas
største netsite, Baidu, om levering af hele nuværende
kataloger - og fremtidige udgivelser. Økonomien i aftalen
er ikke offentliggjort.
Baidu vil gøre al musik tilgængelig for brugerne gratis. Så Kinas pirater får vanskelig konkurrence.
Besat teater i Rom
|
Som en del af det omfattende spareprogram på kulturområdet har den italienske regering besluttet at sælge det traditionsrige Teatro Valle i Rom. Italiens teaterengagerede og intellektuelle protesterer ivrigt imod dette.
|
|
|
Siden 14. juni har teatret været besat af de protesterende, som gennemfører alskens åbne aktiviteter. "Vi bliver her længere end Berlusconi", er et af de løfterige udsagn.
Teatro Valle blev etableret i 1726 og er dermed det ældste fungerende teater i Rom.
Schwarzenegger-museum
I barndomshjemmet i den østrigske by Thal er verdens
første - men næppe sidste - museum for Arnold Schwarzenegger
åbnet. Museet rummer over 1.000 genstande på beskedne
200 m2. Fra barndomshjemmet har man valgt at gendanne
datidens das, fra ungdommen fitnessudstyret, der lagde
grunden for den uforudsigelige karriere, fra filmkarrieren
finder man plakater, voksfigurer og spektakulære rekvisitter og
fra guvernørtiden finder man hans skrivebord.
Mit helt eget museum
Ikke kun Schwarzenegger får sit eget museum i levende
live, det kan du også. Computervirksomheden Intel har
skabt applikationen The
Museum of Me, som giver dig en fascinerende mulighed
for at gå på et virtuelt museum, som handler om noget
så spændende som dig. Museet er baseret på facebook
og henter billeder og tekster fra din og dine venners
facebookside - og så får du nogle minutters rundtur
i et imponerende grafisk setup.
OBS: The Museum of Me virker kun, hvis du har en facebookkonto
og du giver tilladelse til at applikationen kan hente
data derfra.
England vil løsne ophavsretsreglerne
7,9 mia. £ - så meget vil den engelske nationaløkonomi
forbedres med, hvis parlamentet følger anbefalingerne
fra en regeringsnedsat undersøgelse
om ophavsret ledet af professor Ian Hargreaves.
Rapporten Digital Opportunity indeholder ti konkrete
anbefalinger, der i høj grad skal forbedre etableringen
af nye forretningsmodeller baseret på ophavsretsbaseret
materiale. Fx lettere adgang til at anvende værker uden
kendt ophavsretshaver og etablering af en såkaldt digital
copyright exchange som samlet clearinghouse for rettigheder.
Rapporten anbefaler også løsere tøjler for privat anvendelse
af ophavsretsbaseret materiale, fx at løsne de stramme
engelske regler om at man ikke må kopiere lovligt materiale
fra et format til et andet (man må ikke kopiere en film
fra DVD til sin iPad). Filmorganisationer protesterer
mod dette, idet de mener, det er ophavsretshaverne ret,
at bestemme i hvilket format værker kan ses.
Tilbage står spørgsmålet om regeringen vil følge anbefalingerne.
Biblioteksbesøg uden udbytte
Danmarks Biblioteksforening har åbenlyst søsat en strategi om at udnytte agurketiden til at udsende en føljeton af pressemeddelelser. Udgangspunktet har været en analyse gennemført af Epinion og Moos-Bjerre Analyse & Rådgivning.
Blandt de mange argumenter for styrkelse af bibliotekerne
oplyses bl.a., at 60% af de adspurgte danskere synes,
at biblioteket er et sted, de har udbytte af at besøge.
Det lyder jo som god opbakning. Men når andre analyser
viser, at cirka 80% af danskerne bruger bibliotekerne,
viser tallene fra Danmarks Biblioteksforening faktisk,
at hver fjerde biblioteksbruger ikke får noget udbytte
af besøget. Det er da et problem, der kunne være værd
at belyse.
Facebook slår pas
Fra afdelingen for sjove statistiske oplysninger: Ifølge rejsesitet tripl.com har antallet amerikanere på facebook (155 mio., svarende til 50%) nu overhalet antallet amerikanere der har pas (115 mio., svarende til 37%).
Globaliseringen er altså virtuel.
Søndag Aften 08/2011
Del
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
|