Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
September 2011
Efter valget
Uanset valgkamp: den kulturpolitiske hverdag bliver helt konkret - med det samme.
CulturCommentar:
Blå blok eller rød blok? For nærværende er intet afgjort, blandingsformer er også mulige. Valgkampen handler ikke om kulturpolitik, for andre vigtige spørgsmål er sat i spil.
Typisk går der mindre end en uge fra valg udskrives til kommentatordanmark
keder sig så meget, at man efterlyser kulturpolitik i valgkampen.
Pudsigt nok samme kommentatorer, som aldrig kunne finde på
at beskæftige sig med kulturpolitik i de mellemliggende fire
år.
Selv for et lettere nørdet kulturpolitisk site som Søndag
Aften, er der ingen grund til at begræde den manglende kulturpolitiske
valgkamp. Det er i mangt og meget udtryk for, at der er en
imponerende konsensus blandt danske partier. Forskelle kan
findes, men de er altså ikke på niveau med efterløn eller
ej.
Dagbladet Information har på lederplads skoset oppositionen
for ikke at "formulere et nyt kultursyn for Danmark". Ifølge
lederskribenten står dette i grel modsætning til regeringsskiftet
for 10 år siden, hvor VK-regeringen satte smagsdommere til
vægs, ændrede kunststøttesystemet, gav fri adgang til museer
og skabte en kulturkanon. Det pudsige er bare, at alle de
initiativer, som man i dag vil mindes VK-regeringen for, først
blev opfundet efter regeringsskiftet.
Det eneste der stod helt klart i valgkampen i 2001, var ønsket
om at privatisere TV2. Det har man arbejdet på i 10 år, men
er stadig ikke lykkedes med. Opgøret med smagsdommerne indledtes
med den nytiltrådte statsministers nytårstale, ændringer i
råd og nævn var en konsekvens af dette (færre smagsdommere),
og til dette formål fandt man en gammel plan fra forgængerens
skuffe, fri adgang til museerne var en valgkampsopfindelse
i 2005 - frit hugget fra svenske socialdemokrater - og kulturkanonen
kom først herefter.
VK-regeringen havde ikke nogen master-kulturplan, men lod en sådan udvikles gennem regeringsårene. I høj grad med succes. De seneste fire år dog uden synderlig lyst til forandring.
Ud fra det forgange tiår, kan man ikke dømme oppositionens kulturpolitiske indsats som svag. Tværtimod har en række oppositionspartier gennem fælles, konkrete udspil øvet sig i samarbejdets kunst. Om dette også skal afprøves i egentlig regeringsarbejde, afventer foreløbig vælgernes afgørelse. Men det er næppe svært for den nuværende opposition af finde sammen. Det største problem bliver givetvis at få økonomien til at passe med ambitionerne. Til at starte med er der sparet godt 360 mio. kr. på finanslovene for 2010 og 2011. Vil man satse på kultur, er der ganske mange som har krav at fremsætte.
Uanset hvilken regering vi får, vil dette efterår give solide udfordringer: finansloven skal på plads, ny medieaftale skal på plads samt ny 4-årsaftale om Det Kongelige Teater. Det er bundne opgaver. Hertil kommer diskussionen om det samlede kunststøttesystem, når Kunststøtteudvalgets rapport offentliggøres - foruden et par vanskelige teaterpolitiske nødder i form af billetstøtteordning og åben scene i København.
Efter valget og alle ønsker om store kulturpolitiske visioner, kommer hverdagen. Og den bliver helt konkret. Uanset hvem der sidder for bordenden.
