Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Oktober 2011
Robothimlens stjerneforfattere
Philip M. Parker er nok verdens mest publicerede
forfatter. Inden du har læst denne artikel færdig, har han
sikkert udgivet en ny bog.
Har du læst en bog af Philip M. Parker for nylig? Næppe. Men det er givetvis fordi
du tilhører majoriteten af ignoranter, som ikke falder for
fristelsen, at læse alt der udgives.
En simpel søgning på Philip M. Parker i netboghandlen Amazon.com
viser 110.893 titler (september 2011). Enkelte af disse søgeresultater
angiver andre forfattere, men uden en præcis optælling kan
man nok antage, at oplysningen i Wikipedia,
om at han i 2008 havde 107.000 titler på amazon.com er sandsynlig.
Selv hævder Philip M. Parker, at han har produceret over 200.000
bøger.
Dermed må man antage, at Philip M. Parker globalt set er den førende robotforfatter. Parker, der er født i 1960, er uddannet i nationaløkonomi og formelt professor ved en handelshøjskole i Frankrig. Parker udgav i 1990'erne 6 bøger om nationaløkonomi, men påbegyndte herefter i 1998 den ekstreme forfattervirksomhed med automatisk genererede bøger. I starten en masse bøger, som indsamlede forskellige former for statistiske data.
Philip M. Parkers bøger er baseret på software, som automatisk
henter tekster fra internet. Bøgerne udgives typisk i tematiske
serier, fx om medicinske emner, produktbeskrivelser, krydsordsleksika
og meget andet. Da forlagsnavnet Webster's blev frit tilgængeligt
igangsatte han en gevaldig mængde ordbogsagtige udgivelser
med "Webster's" som en del af titlen.
Også danske biblioteker
25 af Philip M. Parkers bøger er ifølge bibliotek.dk tilgængelige fra danske biblioteker. Aalborg Universitetsbibliotek har købt The 2005 Iraq economic and product market databook, Det Sundhedsvidenskabelige Bibliotek i Aarhus har købt The Official patient's sourcebook on charcot-marie-tooth disorder, Det Kongelige Bibliotek har anskaffet Dysarthria : a medical dictionary, bibliography, and annotated research guide to internet references.
Den alenlange hale
Philip M. Parkers bøger udgives af virksomheden ICON, som han selv har stiftet. Det siges, at amazon.com har over ½ million titler fra ICON til salg.
Sandsynligvis er næsten alle bøger robotgenererede ved indsamling af tekster fra nettet. Samtidig har Parker udviklet effektive metoder til at angive salgbare metadata for de enkelte titler, som sikrer de enkelte titler gode resultater i søgemaskinerne.
Philip M. Parker holder sig dog ikke udelukkende til faglitteratur. Hans igangværende store projekt består i at udgive 1,3 millioner digte, et digt for hvert enkelt ord i det engelske sprog. Ambitionen skulle herefter være at udvide det til en mængde andre sprog.
Umiddelbart må man antage, at der ikke er stort salg i hver
enkelt af de mange titler. Men Parker har valgt at profitere
på det, man kan kalde den alenlange hale, og må derfor kalkulere
med at blot et lille salg af hver titel tjener sig ind. Man
må i hvert fald antage, at en virksomhed ikke udgiver ½ million
titler uden at have nogenlunde fornuftige tal på bundlinjen!
Mød Heinz Duthel
Heinz Duthel er også en robotforfatter, men i væsentlig mindre skala end Philip M. Parker. På amazon.com finder man i alt 618 titler (september 2011) skrevet af Heinz Duthel. Der er en imponerende variation i Duthel's emneområder:
Immanuel Kant: Deutsche Philosopher,
How to get European Citizenship and Nationality?,
Stop smoking with the Buddhist Monk Method,
Right Honorable PM David Cameron,
Classical Guitar. Classical guitar technique,
The Global Bilderberg Magazin I,
Numerology Chart Analysis for Barack Obama, Toxic Banks - Modern Mondeylaundering - Criminals as Top Bank Managers og FC Barcelona and the History of FC Barcelona er et skønsomt udvalg. Men som man kan gætte: der er få emnemæssige bindinger.
På lulu.com giver en søgning på Heinz Duthel 20 titler, heraf
en række gratis bøger i landeserien "Small hotels with charm".
Downloader man de enkelte gratistitler, viser der sig blot
at være 1 side i bogen - og det er en side, som fortæller
generelt om serien, hvor hoteller og restauranter er "personligt
besøgt og testet af Heinz Duthel". En enkelt af de indholdsløse
bøger har fået en 5-stjernet brugeranmeldelse. Stol aldrig
på brugeranmeldelser!
Hvem er så denne Heinz Duthel? Det er svært at føle sig hele
sikker. På amazon.com finder man en biografi, hvoraf det fremgår,
at Duthel blev født i Nürnberg i 1950, meldte sig til Fremmedlegionen
som 16-årig (til trods for at reglerne siger at man skal være
fyldt 18!), udgav sin første bog i 1979 (i samarbejde med
bl.a. Heinrich Bøll!), og siden 2000 har han arbejdet som
konsulent. I 2007 begyndte han at publicere bøger via lulu.com
og i 2009 via amazon.com. Han har åbenlyst en stærk filosofisk
interesse. Han er redaktør af www.philosophers-today.com.
På denne hjemmeside tilføjes dette til hans personlige biografi:
udannet på Military Science University PCU (Manila, Filippinerne),
beskæftiget i FN-tjeneste, nu filosof med speciale i social- og politisk
filosofi, retsfilosofi samt livsfilosofi. Han har et gæsteprofessorat
på PCU i Manilla og Bangkok universitet.
Siden 2003 har han været bosat i en campingvogn i en øde skov.
Lynforfatter
Han driver også hjemmesiden hegel.in (som altså
må forstås som en hjemmeside tilegnet filosoffen Hegel på
en indisk domæneadresse!). Siden defineres som Hegel PR &
Press Directory og ligner mest af alt den slags autogenererede
linkssamlinger, man finder rundt omkring på nettet. Her er
dog også kort omtale af en del af Duthel's bøger om alle mulige
emner med links til amazon.com.
Det interessante ved Duthel's forfatterskab er dog ikke nødvendigvis den mulige eller umulige biografi. Det er derimod produktionsformen. Duthel var først til at publicere en bog om Wikileaks, om Wikileaks afsløringer af Bilderberg-gruppen, om Julian Assange og tidligere i år om det arabiske forår. Størstedelen af indholdet i bøgerne henter Duthel fra Wikipedia, Wikileaks og andre offentligt tilgængelige kilder. Herefter samler han stoffet, redigerer tilsyneladende kun meget beskedent, er grundig med titelvalg og især med at forsyne bøgerne med søgevenlige metadata og sætter til salg via amazon.com. Værsgo' her er en hurtig og aktuel bog.
Nogle falder for fristelsen og køber hans bøger. Og selv om materialet er hentet fra nettet tillægges det i nogle uddannelses- og bibliografiske sammenhænge større vægt, når der er tale om en rigtig bog! Man må næsten forvente, at Duthel snart udgiver en selvbiografi - baseret på de spor han har lagt ud på nettet om sig selv.
Ud over at det er umuligt at gennemskue alt indhold i robotforfatternes værker, er det også umuligt at gennemskue personerne. Er de virtuelle eller virkelige? Har det egentlig nogen betydning?