|
Ereolen.dk er et 1-årigt forsøg. Lad os hurtigt komme videre.
Det kunne ligne en tanke, men er sandsynligvis blot udtryk for tidens tilfældigheder,
at Apples forhenværende chef, Steve Jobs, i hele den første
måned af ereolen.dk's virke har stået som velkomstansigt.
Ereolen.dk er folkebibliotekernes nye tilbud med ebøger til
folket (se Søndag Aften arkiv).
Foreløbigt er 90 af landets 98 kommuner med i forsøget - og
knapt 60 forlag, store som små. Efter en måned i luften er
der godt 1.800 tilgængelige titler.
Når det alligevel ikke er helt tilfældigt, at Steve Jobs byder velkommen på forsiden, er det fordi ereolen.dk har valgt at bruge sin forside til at gøre opmærksom på de mest lånte bøger. Lige under Steve Jobs står Peter Øvig Knudsens Hippie 1. Ereolen.dk har så åbenlyst som formål at få bestsellere ud til lånerne - ikke at bidrage til større mangfoldighed i læsningen.
Klik på klik på klik
På forsiden kan man se de 7 mest lånte ebøger. Desuden to anmeldelser fra Litteratursiden.dk - hvoraf den ene - måske tilfældigt - også er blandt de 7 mest lånte. Herudover vises 6 - muligvis - tilfældige bøger.
Fra forsiden kan man vælge blandt 5 emneområder: Biografier og erindringer, Krimi, Spænding, Børn og unge samt Skønlitteratur. Sådan ser ebogsverden altså ud fra ereolen.dk. Blandt 5 emner er der altså både plads til krimi og spænding. Og fx er der ingen faglitteratur!
Hvis man absolut vil finde faglitteratur, skal man klikke på "Alle titler". Her får man så pt. 1.821 resultater - og i løbet af kort tid sikkert langt flere. Man kan vælge at sortere titlerne ud fra titel, forfatter eller udgivelsesår (udgivelsesår henviser til udgivelsesår for ebogen, så det er næppe den mest anvendelige sorteringsmekanisme, med mindre man vil checke de senest ankomne titler). På hver side kommer 10 titler, så skal man igennem hele listen, skal man klikke sig gennem mere end 180 sider!
Der er dog også en generel søgemulighed. Der er ingen forklaring
til denne, men man kan nok gå ud fra, at der kan søges på
alle mulige måder. Søger man på "matematik", er Peter Høegs
Fortællinger om natten blandt søgesvarene (og ja, ordet
matematik indgår i beskrivelsen af bogen). Søger man på "Peter",
er både forfattere med dette fornavn og indholdsbeskrivelser
med dette navn med i søgesvarene. Der er ikke nogen mulighed
for mere præcis søgning og sortering.
Hurtig prøve
Bøgerne på ereolen.dk kan læses på en almindelig computerskærm, en ebogslæser
eller en mobiltelefon (smartphone). For at bruge ereolen.dk
skal man hente Adobes program Digital Edition og oprette sig
som bruger i Adobe ID (læs Ereolen.dk
forbudt for børn). Når dette er installeret er det imponerende
hurtigt at hente prøver fra bøgerne. Man behøver ikke logge
ind eller lignende. Et klik på "Prøve" og man har bogen på
sin skærm, klar til at læses. Det går rigtig stærkt - desværre
er prøverne ofte kun på 6-10 sider, hvoraf de 4 er titelblad
og lignende, så det er begrænset, hvor meget fornemmelse man
kan få af bogens indhold.
Klikker man på "Lån" henvises man til logind-siden, hvor man
skal taste CPR, kommune og pinkode. Herefter er det lige så
hurtigt at downloade bøger, men nu med den begrænsning, at
den enkelte kommune sætter et maksimum, for antallet bøger
man kan låne pr. måned og for antallet genlån af den enkelte
titel. Men det fungerer overordentligt smidigt.
Hvem?
Tidsskriftet Bogmarkedet har stærkt problematiseret
ereolen.dk's købeknap. Det er en knap ved hver enkelt bogtitel,
som endnu ikke er aktiveret, men som har til hensigt, at man
skal kunne købe de enkelte titler. Fra boghandlens side kan
knappen åbenlyst ses som utidig konkurrence fra det offentlige.
Men det miskmask af svar, der er givet fra ereolen.dk's side,
viser at denne del af projektet åbenlyst ikke er gennemtænkt,
og at projektet savner en organisatorisk og juridisk stringens.
Ifølge ereolen.dk er "Projektet ”Folkebibliotekernes e-bogs
projekt” et projekt med støtte fra Udviklingspuljen hos
Styrelsen for Bibliotek og Medier." og "Partnere i projektet
er de 6 centralbiblioteker: Gentofte, Roskilde, Odense, Vejle,
Herning og Aalborg, bibliotekerne i konsortiet bag Netlydbog.dk:
Frederiksberg, København og Aarhus samt Licensgruppen, forlagene
Gyldendal og Lindhardt & Ringhof og leverandørerne DBC og
Publizon samt Litteratursiden.dk.".
Der er altså tale om en projektgruppe med både private og
offentlige deltagere. Men det er en projektgruppe, som både
skal håndtere relativt store beløb og komplicerede juridiske
forhold. En "projektgruppe" er sædvanligvis ikke nogen juridisk
enhed. Er projektgruppen momsregistreret? Hvis projektgruppen
rent faktisk vil gøre alvor af bestræbelsen på at sælge ebøger,
så er der en række grundlæggende krav i e-handelsloven, som
man for nærværende ikke overholder: man skal oplyse navn,
fysisk adresse, CVR-nummer og en række andre detaljer. Intet
af dette oplyses på ereolen.dk's hjemmeside. Der er blot emailadresser
på tre medarbejdere ved Aarhus Kommunes Biblioteker.
Bibliotekernes Big Brother
Ereolen.dk oplyser intet om, hvordan man håndterer personoplysninger. For at låne
en ebog skal man indtaste sit CPR-nummer, kommune og pin-kode.
Ereolen.dk anvender analyseredskabet Google Analytics, som
baserer sig på IP-numre. Dette er blot ikke noget man oplyser
om. Ligesom man ikke oplyser, hvorvidt man indsamler cookies.
Det er sandsynligvis cookies, der bevirker, at man får denne
besked på logindsiden: "Velkommen til eReolen.dk. Vi kan se,
at du ikke er logget ind endnu." - Bibliotekernes Big Brother
kigger på dig!
Praksis med hensyn til at oplyse om indsamling af persondata
er almindeligvis ganske svag i bibliotekssektorens e-løsninger. Det kan
i nogen grad skyldes, at der i forvejen er høj tillid til
bibliotekernes integritet. Men ereolen.dk er en ikke klart
defineret juridisk enhed, hvori indgår en række private virksomheder.
Derfor bør man naturligvis sikre, at Datatilsynets retningslinjer
overholdes til punkt og prikke.
Hvis ereolen.dk faktisk gennemfører tanken om en købsfunktion, vil det naturligvis være en forudsætning, at man oplyser brugerne om fortrydelsesret og andre almindelige handelsvilkår.
Ereolen.dk har modtaget tilskud fra Styrelsen for Biblioteker
og Medier. Man må i den forbindelse gå ud fra, at styrelsen
sikrer, at alle lovmæssige krav bliver opfyldt.
Læs også:
Ereolen.dk forbudt for børn
Nationaliser de virtuelle biblioteker
Fra arkivet:
Det nye e-bogsbibliotek
Hvad skal netbøger koste bibliotekerne?
En e-hvad-for-noget?
Når netmusikken spiller
Søndag Aften
12/2011
Del
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|