Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Januar 2012
Mellem styring og frihed
Høring om teaterlovsændringer viser en
mangfoldighed af synspunkter blandt teateraktører.
På baggrund af den politiske aftale om især Københavns Teaters fremtid (se Søndag Aften arkiv), sendte kulturministeriet et udkast til ændringer i teaterloven i høring i efteråret. Høringssvarene bakker generelt op om de konkrete forslag, men de mange høringsberettigede bruger samtidig anledningen til at fremsætte en lang række andre ændringsforslag.
De mange års savn efter en ny, samlet teaterlov, bliver således markeret - siden 1999, da den forrige radikale kulturminister gjorde forsøget på at skabe en samlet lovreform, har der været adskillige tilløb til samlet lovdebat.
Der er enkelte indsigelser imod, at lovforslaget indeholder
en række andre ændringer end de, der fremgik af den brede
politiske aftale i juni 2011. Til ministerens forsvar skal
siges, at proceduren er helt efter bogen: et politisk flertal
enes om lovændringer, herefter skal ministeriet udarbejde
lovforslag og kan selvfølgelig bruge anledningen til at rydde
op eller komme med andre forslag. Disse forslag skal blot
ikke være i modstrid med det politiske flertal. Herefter sendes
forslaget til høring, og høringssvarene indgår i den politiske
debat. Og de forslag, som ministeren har fremsat uden på forhånd
bred politisk dækning, indgår i en almindelig politisk debat.
Man kan således glæde sig over, at der foreligger lovforslag,
som ikke på forhånd er politisk afstemt. Herved er det åbenlyst,
at diskussionen er åben.
Usynlige teatre
I lovforslaget fjerner man en række navngivne teatre, som hidtil har været nævnt
i selve loven, eksempelvis landsdelsscenerne og folketeatret.dk.
Det kan rationelt set virke logisk, idet fx navneskifte af
folketeatret.dk tidligere har givet anledning til lovændring.
Både de fjernede teatre og en række af deres samarbejdspartnere
føler anledning til at beklage dette. Man føler dels at teatrenes
fremtid er mindre sikre (uagtet at fx Peter Schaufuss Balletten
sagtens kunne fjernes fra finansloven, selv om institutionen
stod i loven), dels føler man, at man bliver "usynlige" (ironisk
sindede sjæle kunne være fristede at spørge, hvorfor teatre
ønsker synlighed i en lov, er det ikke synlighed overfor publikum,
der er vigtig?).
Tilsvarende markering af usynlighed kommer også fra nogle
af de yngre kræfter, som fx foreslår, at en kommende åben
scene i København skal nævnes i teaterloven, ligesom man mener,
at "den professionelle ikke-institutionelle scenekunst bliver
usynlig".
Sætter man alder på de to typer indsigelser, handler det dels
om ældre institutioner, som gerne vil bevare en privilegeret
status, og dels yngre aktører, som gerne vil have, at deres
teatersyn opnår en privilegeret status.
Dette er for så vidt en fin illustration, af det dilemma lovgiverne
står i: På den ene side ønsker mange en teaterlov, som er
så fleksibel og rummelig som mulig, hvor institutioner ikke
defineres for fast, og hvor der kan samarbejdes og udvikles
på kryds og tværs. På den anden side er der ønsker om, at
en række helt konkrete institutioner og aktiviteter skal nævnes
i loven. Den politiske kunst kommer så til at bestå i at finde
en model, som imødegår to diametralt modsatte synspunkter.
Rammer eller begrænsninger?
Et af lovforslagets elementer er, at der åbnes for samarbejde mellem store og
små teatre, ved at Statens Kunstråd kan yde støtte til samarbejdsprojekter.
Dette bekymrer i nogle høringssvar, idet man frygter, at Statens
Kunstråds scenekunstudvalg derved vil komme til at flytte
penge fra små til store teatre. Det kritiske og kunstnerisk
baserede modspørgsmål er naturligvis: hvis scenekunstudvalget
foretrækker projekter med base i større teatre, er det så
fordi, de større teatre har mere og bedre at byde på?
Den nuværende begrænsning i scenekunstudvalgets muligheder kommer derved - gennem høringssvarene - til at se ud som om de nuværende modtagere har været i et beskyttet reservat.
Blandt øvrige forslag fra høringsberettigede organisationer finder man:
loven skal forpligte til fokusering på dansk dramatik
loven skal nævne nycirkus
loven skal forpligte egnsteatre og små storbyteatre til bestemt organisatorisk standard
loven skal sikre et statsensemble for børne- og ungdomsteater
loven skal sikre kommunale teater- og dramaskoler
loven skal indeholde en særlig udviklingspulje
loven skal nævne scenekunstportalen
Det afgørende spørgsmål for teaterbranchen er, om man tror, den fremtidige udvikling
af teaterkunsten sikres gennem detaljeret lovgivning eller
ved etablering af de overordnede institutionelle rammer, der
ud fra en samlet politisk målsætning iværksætter de ønskede
initiativer ud fra konkret markedskendskab? Så længe teaterbranchen
fokuserer på synlighed af konkret virksomhed gennem lovgivning,
vil det politiske niveau næppe være klar til en ny, gennemgribende
lovgivning.
Sammenligner man fx teaterloven med filmloven, er det tydeligt,
at filmloven opererer ud fra målsætninger, ikke ud fra enkeltsager.
Filmloven kan ses som en tillidserklæring til Det Danske Filminstitut.
Teaterloven kan ses som en mistillidserklæring blandt mange
aktører.
Farvel til egnsteaterkonsulenterne
Et af elementerne i den politiske teateraftale er, at ordningen med egnsteaterkonsulenterne
nedlægges. Ordningen blev etableret i 2008 efter en del diskussioner
om, hvordan staten kan sikre højnelse af kvaliteten på egnsteatrene.
Ganske mange høringssvar beklager dels nedlæggelsen af konsulentordningen,
dels at staten derved også mister indflydelse på egnsteatrene.
Det er her helt tydeligt, at der er en mangel på afstemning
af forventninger. Det eneste argument for nedlæggelsen af
konsulentordningen er, at det er besluttet ved den politiske
aftale juni 2011, og at denne beslutning udtrykker fuld tillid
til kommunernes evne til at vurdere området. De mange høringssvar
tyder på, at teaterbranchen som helhed slet ikke har samme
tillid til de kommunale beslutninger, som politikerne.
Man har altså haft nogle evalueringskonsulenter, men ikke
evalueret deres virke. Det giver stor usikkerhed om
hvilke mål, der skal være med egnsteaterordningen, når der
ikke er nogen analyse af, hvordan den virker, og næsten hele
branchen åbenlyst savner et statsligt greb om egnsteatrene.
Et lovforslag om ændring af teaterloven ventes fremsat tidligt i 2012.
