Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Januar 2012
Den skæve dagbladsmoms
Dagbladenes momsfritagelse fører til ublu konkurrence.
Med mediestøtteudvalgets rapport Demokratistøtte er der lagt op til fornyede diskussioner om dagbladenes momsfritagelse. Momsfritagelsen medfører, at aviskøberne slipper for at betale moms og vurderes at koste staten mistede indtægter på omkring 1 mia. kr.
Momsfritagelsen har været omdiskuteret i mange år. Ugeblade
har hævdet, at der var tale om konkurrenceforvridning, når
fx BT og Ekstra Bladet opnår momsfritagelse og Se og Hør ikke
gør. I de senere år er kritikken især kommet fra onlinemedier
som fx Altinget.dk og Avisen.dk, der ligeledes oplever dagbladenes
momsfritagelse som konkurrenceforvridende.
Mediestøtteudvalget foreslår, at der foretages nærmere udredninger af mulighederne for at udfase dagbladenes momsfritagelse. Det er sandsynligt, at folketinget vil lægge yderligere pres på at få igangsat denne udvikling.
Aviser med det hele
Et konkurrenceelement, der ikke har været fremme i debatten er dagbladenes mere
og mere omfattende virksomhed udenfor den egentlige dagbladsvirksomhed.
Avisernes abonnenter får en række kontante fordele ud af,
at de køber et momsfrit produkt.
Især dagbladet Politiken har gennem den særlige Plus-ordning skabt en række økonomisk attraktive tilbud, som er kædet sammen med abonnement på avisen. Abonnenterne bliver automatisk medlemmer af Politiken Plus, hvorigennem man kan købe alt muligt: billige rejser, vaccinationer, haveredskaber, forsikringer, lamper, skiudstyr og rigtigt mange andre ting.
For et momsfrit årsabonnement på Politiken, får man således
adgang til en lang række rabatordninger. En af de mere markante
rabatordninger er 20% rabat på bøger enten i Politikens Boghallen
eller saxo.com. Man må formode, at en del af Politikens læsere
også er flittige bogkøbere, som herved inddirekte får en del
af abonnementsbetalingen tilbage.
Boghandlere i hele København har beklaget sig over, at denne særlige Politikenrabat har flytte kunder. Man må nok formode, at især boghandlere i det indre København, der er i konkurrence med Politikens Boghal, har mistet kunder siden 20%-rabatten blev etableret.
Konkurrenceforvridning
Den nærmeste boghandel er Athenæums Boghandel, som er specialiseret i akademisk
og udenlandsk litteratur. Denne boghandel er sandsynligvis
netop hårdest ramt af Politikens konkurrenceforvridende 20%-rabat
og har så vanskelig økonomi, at man har været nødt til at
afskedige mangeårige og betroede medarbejdere. Afskedigelsen
af en enkelt af disse medarbejdere har ført til voldsomme
protester og avisskriverier. Ja, netop, i dagbladet Politiken.
Dagbladet høster altså fordelen af momsfritagelsen, så man kan holde prisen for avisabonnementet kunstigt lav. Herefter sælger man bøger langt under markedsprisen og udsætter derved konkurrenter for ublu konkurrence. Når konkurrenterne herefter bløder, kan avisen i spalte efter spalte beskrive andre aktører som onde og ufølsomme kapitalister. Man savner blot reportagen om de alt for få boghandlere i Københavns indre by.
Der er mange gode grunde til at gøre op med dagbladenes momsfritagelse.