Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Februar 2012
ACTA, SOPA og PIPA
Efter flere års stilhed, blev ACTA pludseligt et offentligt diskussionstema. EU-parlamentet tager stilling til juni.
Set fra rettighedshaverorganisationernes side var timingen usædvanligt dårlig: samtidig med at Repræsentanternes Hus i USA opgav at gennemføre de stærkt omdiskuterede lovinitiativer SOPA og PIPA (se Søndag Aften arkiv), ratificerede en række EU-lande, heriblandt Danmark, tilslutningen til ACTA-aftalen. SOPA og PIPA blev fejet af bordet på grundlag af særdeles omfattende protester fra store IT-virksomheder og netaktivister. Dette har inspireret til en europæisk forestilling om at firebogstavs-initiativerne er samstemmende og alene derfor skal mødes med massive protester.
Det grundlæggende problem er manglen på samtale mellem synspunkterne.
Alle tre firebogstavsinitiativer har til hensigt at etablere en stærkere beskyttelse mod piratkopiering på nettet.
SOPA og PIPA
Gennem SOPA (Stop Online Piracy Act) ville man give det amerikanske justitsministerium bemyndigelse til gennem retskendelse at beordre fx søgetjenester som Google eller betalingsportaler som PayPal at ophøre med at henvise til udenlandske hjemmesider, der mistænkes for krænkelse af ophavsret. Søgsmålene kan igangsættes af krænkede rettighedshavere, hvor de anklagede organisationer inden 5 dage skal modbevise påstandene.
PIPA (PROTECT IP Act - eller i den helt lange udgave: Preventing
Real Online Threats to Economic Creativity and Theft of Intellectual
Property Act) svarer stort set til SOPA, men behandles i Senatet.
PIPA er en smule mildere end SOPA, eksempelvis griber PIPA
ikke ind overfor søgemaskiners ret til at vise udenlandske
rettighedskrænkende resultater. PIPA stiller større krav til
retslig medvirken for at gribe ind mod krænkende sites. Til
gengæld er erstatningsmulighederne for de, som uretmæssigt
bliver ramt af PIPA, ikke så gode som ved SOPA.
Den væsentligste kritik af begge forslag har været, at metoden - såkaldt DNS-blokering - i sig selv kan volde skade på selve internettets struktur.
Både SOPA og PIPA blev i januar midlertidigt trukket som forslag.
ACTA
ACTA (The Anti-Counterfeiting Trade Agreement) er international handelsaftale,
som skaber en international standard for at sikre mod forfalskede
varer og mod brud på intellektuelle ejendomsrettigheder. ACTA
skal danne den juridiske ramme for en ny international handelsorganisation
som supplement til Verdenshandelsorganisationen (WTO). Selve
aftaleteksten om ACTA er fortolkningsbar, men indebærer som
et minimum stærkere beskyttelse mod ophavsretskrænkelser.
Kritikken af indholdet i ACTA kan koncentreres til:
ingen grund til at etablere ny international organisation,
mulighed for at kræve ophavsretskrænkende materiale fjernet fra nettet - uden domstolsafgørelse,
ses som en trussel mod ytringsfrihed og friheden til at udvikle nye kreative produkter,
giver mulighed for krav om større retslig samordning, så amerikansk ret kan blive defacto standard,
styrker den amerikanske og europæiske handelsdominans i verden ved at ensidigt bestemme handelsbetingelser,
er fortolkningsbar og kan derved give retslig usikkerhed.
Processen
Aftalen om ACTA er indgået oktober 2011 mellem USA, Australien, Canada, Japan,
Marokko, Mexico, New Zealand, Schweiz, Singapore, Sydkorea
og EU. Aftalen er i januar blevet ratificeret af EU-landene,
heriblandt Danmark. Enkelte EU-lande er forsinket i denne
proces. EU parlamentet forventes færdigbehandle ACTA i juni
i år.
En væsentlig del af diskussionen om ACTA har handlet om processen.
Selve det forhold, at der foregik internationale forhandlinger,
var i lang tid hemmeligt. Dernæst var aftalens indhold også
hemmeligt, men udkast efter udkast blev lækket via internet.
Set fra beslutningstagersynspunkt er forløbet klassisk for handelsaftaler. Sådanne aftaler mellem et antal lande forhandles blandt få, professionelle aktører. Kritikken af forhandlingsforløbet om ACTA skal derfor også ses som et tegn på, at der i dag er udbredt ønske om langt større transparens i internationale aftaler.
Det nærmer sig det banale at konstatere, at debatten om ACTA
viser, at der er behov for at afprøve nye modeller for kommunikation
om internationale aftaler. Stater er ikke længere enerådende,
når netaktivister kan arbejde på tværs af landegrænser og
udveksle notater, udkast, hensigtserklæringer på kryds og
tværs.
Nye samtaleformer
ACTA, SOPA og PIPA ses af nogle som et fælles "onde", hvor stater beskytter uddøende
industrier og forretningsmodeller. Som parterne står og skriger
til hinanden får man indtryk af, at de kreative industrier
ikke ønsker at respektere ytringsfrihed og teknologisk udvikling
- og på den anden side, at kritikerne ikke respekterer rettighedshaveres
ønske om at sikre deres rettigheder.
I sådanne konflikter med totalt divergerende modsætninger
er det almindeligvis staternes opgave at skabe rammer for
dialog og fælles forståelse. En sådan rolle har de europæiske
stater endnu ikke fundet frem til.
Tankevækkende har den danske handelsminister hævdet, at "ACTA
er en sejr for Danmark". Da Danmark er et af de lande, hvor
den offentlige diskussion har været svagest, og da den danske
regering (hverken den forrige, som bar ansvaret for forhandlingerne
eller den nuværende, som bærer ansvaret for at gennemføre
aftalen) aldrig har offentliggjort egne hensigter med ACTA,
kunne det være interessant at få oplyst hvori den danske sejr
består. Hvis den altså består i andet end, at man skriver
under på det samme som en række ligesindede lande.
Next stop: EU-parlamentet
Da handelsaftaler har en tung status i regeringsarbejde, almindeligvis helt uden for diskussion, er det ikke lykkedes at skabe en stærk offentlig diskussion om de nationale begrundelser for tilslutning til ACTA. Pudsigt nok er det blevet EU-parlamentet, som i al sin brogedhed, tager forholdsvis åbne diskussioner om ACTA. Det var såmænd også tanken med EU-parlamentet, at det skulle diskutere overnationale anliggender. De færreste havde nok forestillet sig at det skulle blive en diskussion om ophavsret, der satte fokus på forskelle mellem nationale og internationale perspektiver.
I november 2010 var der i EU-parlamentet afstemning om en kritisk resolution om
ACTA (se Søndag Aften arkiv).
Resolutionen blev nedstemt med 322 mod 306 medlemmer, altså
forholdsvis snævert. 8 danske parlamentsmedlemmer stemte for
den kritiske resolution, 4 stemte imod. Hertil kom, at det
mest ACTA-kritiske medlem, Morten Messerschmidt, af andre
årsager var udvandret før afstemningen.
Siden da er kritikken af ACTA tilsyneladende taget til i EU-parlamentet.
Der er således god grund til at forestille sig et ganske hektisk
forhandlingsforløb, inden EU-parlamentet skal tage endeligt
stilling til ACTA i juni i år.
