|
EU underkender filterkrav
EU-domstolen har underkendt et belgisk retskrav, om
at en internetudbyder (ISP'er) skulle tvinges til at
etablere filter for at forhindre ophavsretskrænkelser.
Den belgiske rettighedsorganisation SABAM (svarende til
danske Koda) havde oprindeligt forlangt, at internetudbyderen
Scarlet skulle etablere et særligt filter for at forhindre
brugernes adgang til fildelingstjenester. SABAM vandt
sagen i det belgiske retssystem, men har nu tabt sagen
ved EU-domstolen. Det afgørende argument for EU-domstolen
er, at et filter også vil spærre for adgang til frie
ytringer og stride mod retten til beskyttelse af personlige
data.
Brevordning virker - med måde
Med den såkaldte Hadopi-lov fra 2009, tog Frankrig et
seriøst skridt for at gøre det sværere at downloade
piratkopieret materiale på nettet. Når der konstateres
en overtrædelse, får brugeren en advarsel, sker det
igen inden for 6 måneder, falder en ny advarsel og igen
inden for 1 år, fjernes netforbindelsen for synderen.
Ifølge den officielle statistik er antallet downloads
faldet med 26%, hvilket jo viser, at loven virker efter
hensigten.
Og dog: for fortalerne for brevmodellen glemmer at referere
statistikken for lovligt salg. I 2011 faldt den legale
musikomsætning i Frankrig med 5%. Brevmodellen fjerner
altså ulovlige downloads, men øger tilsyneladende ikke
musiksalget.
Londons kunstliv frygter OL
Godt nok forventer man et stærkt øget turisttal til London i forbindelse med årets Olympiske Lege. Men kunstlivet deler ikke fuldt ud glæden. Dels har man mærket en opprioritering til idrætsområdet på bekostning af offentligt støttede kunstinstitutioner, dels forventer man et lavere besøgstal til museer, kunstgallerier og teatre under legene. Andrew Lloyd-Webbers Really Useful Group overvejer sågar at lukke sine teaterscener i juli og august.
Google vil vide ALT
Brugere af omkring 70 af Googles forskellige produkter
har i de seneste uger modtaget mails om, at Google ændrer
privatlivsindstillinger fra 1. marts. Argumentet for
ændringerne er, at det er ganske bøvlet med 70 forskellige
slags privatlivsindstillinger - og det er givetvis kun
et fåtal af brugerne, der overhovedet kærer sig om disse
indstillinger, når de bruger Googles forskellige produkter.
For Google er fidusen selvfølgelig at registreringen af brugernes færden
på nettet samordnes mellem de mange Google-programmer, så man kan tilbyde langt mere
målrettede reklamer. Har du brugt Google Earth vil du
få reklamer for rejser til de destinationer, du har
kigget på, mens du læser mails. Spørger du venner om
gode mobiltelefoner, vil der komme annoncer for Googles
Nexus-telefon på alskens søgninger.
Engang var Google en vejviser for at komme rundt på nettet. Nu forsøger Google at holde brugerne fast indenfor virksomhedens egen verden.
Star Wars Uncut
Den må næsten blive et gigantisk hit, den nye film Star Wars Uncut: Directors Cut. Der er tale om en brugergenereret nyudgave af Star Wars IV: A New Hope. Selve filmen blev klippet i småstykker á 15 sekunder. Derefter kunne brugere melde ind med nye filmudgaver - med samme dialog og musik som i den originale film.
Det er samlet set blevet til en overordentligt underholdende ny film, hvor alle slags genrer er blandet sammen til et samlet hele. Det fungerer overordentligt godt.
Folkene bag har nu igangsat næste projekt: Star Wars: The Empire Strikes Back. |
|
 |
Lån
først på måneden
Lånere på ereolen.dk (se Søndag Aften arkiv) risikerer at blive mødt af denne meddelelse, når de vil låne en e-bog sidst på måneden:
Søndag Aftens læsere ved naturligvis, at det gælder
om at låne bøger først på måneden.
Strid om urinal
Med ganske tydelig inspiration fra Rolling Stones, har
den (kvindelige) hollandske kunstner Meike van Schijndel
skabt et markant design på et urinal. Det føltes ganske
naturligt at placere det på Rolling
Stones museet i Lüchow i Tyskland.
Placeringen har dog mødt modstand fra en mindre
protestbevægelse blandt kvindelige borgere i Lüchow.
De opfatter, at urinalet er kønsdiskriminerende
og kræver ifølge Der Spiegel urinalet fjernet fra
museet.
Det endnu ubesvarede spørgsmål er, hvordan kvinderne fandt ud af udsmykningen på herretoilettet? |
|
 |
Nye læsere kan starte her
Ifølge forfatteren Klaus Rifbjerg er hans seneste digtsamling ganske god: "der står det hele" siger han til Information.
Spørgsmålet er så, hvad man skulle med de første 117 bøger?
Søndag Aften 02/2012
Del
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
|