Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Maj 2012
Aarhus Teater er dyrest
Aarhus Teater slår Det Kongelige i konkurrencen om at levere landets dyreste skuespil pr. tilskuer.
759 kr. pr. billet. Så meget har driften af Aarhus Teater kostet staten i de sidste tre år. Dermed er Aarhus Teater dyrere pr. tilskuer end den sammenlignelige del af Det Kongelige Teater, skuespillet, som koster 749 kr. pr. billet.
I den offentlige debat gøres der ofte meget ud af, hvor stort tilskuddet er pr. tilskuer til Det Kongelige Teater. Dette sker altid ud fra det samlede tilskud til Det Kongelige Teater, hvilket har den selvfølgelige svaghed, at fx opera og ballet er væsentligt dyrere end andre aktiviteter. I Søndag Aftens analyse af teatrenes regnskaber, er Det Kongelige Teaters tilskud og tilskuertal fordelt ud fra de forskellige formål.
Målt samlet for de seneste tre afsluttede regnskabsår for
skuespillet ved Det Kongelige Teater, de tre landsdelsscener
og Københavns Teater viser tallene, at Aarhus Teater er landets
dyreste teater.
off. tilskud pr. tilskuer
2009-2011
Det Kongelige Teater,
skuespil
749 kr.
Københavns Teater
317 kr.
Odense Teater
633 kr.
Aalborg Teater
510 kr.
Aarhus Teater
759 kr.
Man kan således konstatere, at selv om Det Kongelige Teaters nye skuespilhus opleves som en økonomisk tung byrde for teatret, så er skuespillets samlede udgiftsniveau pr. tilskuer lavere end den dyreste landsdelsscene.
At Aarhus Teater er dyrt i forhold til tilskuertal, kan ikke
begrundes strukturelt, idet både Odense Teater og Aalborg
Teater er væsentligt billigere i drift. Publikumspotentialet
bør - alt andet lige - også være større ved Aarhus Teater
end de to øvrige landsdelsscener. Københavns Teater adskiller
sig væsentligt fra de øvrige teatre ved pr. tilskuer at koste
langt mindre end halvdelen af de tre landsdelsscener.
Søndag Aftens analyse er baseret på de 5 teatres afsluttede regnskaber for de seneste tre år, Det Kongelige Teaters er for 2009-2011, de øvrige teatre er fra 1/7 2008 til 30/6 2011. Samtlige offentlige tilskud til teatrene er indregnet. Opgaver som ikke indregnes i tilskuertal er fratrukket (eksempelvis Det Ny Teater og Åben Scene for Københavns Teaters vedkommende). Teatrenes turnevirksomhed
indgår ikke i beregningen.
Det Kongelige Teaters regnskaber er ikke konteret adskilt
mellem kunstarterne for en række fællesfunktioners vedkommende,
eksempelvis bygningsdrift og ledelse. Udgifterne til disse
fællesfunktioner inklusive bygningsdrift er indregnet i Søndag
Aftens analyse, baseret på en forholdsmæssig beregning ud
fra de forskellige formål i teatrets samlede drift (når skuespillet
ved Det Kongelige Teater udgør 18,5% af de formålsbestemte
nettoudgifter, antages skuespillet også at udgøre 18,5% af
de ikke-formålsbestemte nettoudgifter).