Århus Kommunes Biblioteker

Det er dejligt at se at ÅKB tager IT-området så alvorligt som tilfældet er. Og det er i sandhed en flot hjemmeside de har fået lavet.

Allerførst skal lige gøres opmærksom på, at denne hjemmeside fungerer som en slags fælles hjemmeside for ÅKB - både hovedbiblioteket og mange af filialerne har sine egne hjemmesider, som da også bliver præsenteret på denne side.

Hjemmesiden hører til de mere omfangsrige af slagsen. Her er virkelig mange informationer at komme efter for brugerne. Der er selvfølgelig alle de obligatoriske oplysninger om åbningstider, regler, gebyrer etc. Men der er også meget andet:

Man kan f.eks, læse en grundig redegørelse for en brugerundersøgelse foretaget i ÅKB, med mange interessante oplysninger; man kan læse om ÅKBs funktioner som centralbibliotek, og sågar en servicedeklaration for denne funktion; man kan læse om ÅKBs IT-strategi for de kommende år, og man kan læse en lang rapport om diverse igangværende IT-projekter. Det fremgår tydeligt, at IT, herunder Internet, er et stort aktiv for ÅKB, og der bliver brugt betydelige ressourcer på det

Det skinner da også igennem på siden med "Elektroniske tjenester", der bl.a. indeholder en Internetguide specielt for indvandrere/flygtninge, et forfatternet om Østjyske forfattere og deres værker og et Århus leksikon, under udarbejdelse, med artikler om Århus. Alle sammen meget flotte initiativer!

ÅKB opfordrer til interaktion med brugerne på deres side med "Spørgsmål og svar", hvor man kan stille alle mulige og umulige spørgsmål, der kommer til at ligge på siden, så andre kan se om deres spørgsmål allerede er blevet besvaret. Måden spørgsmålene og svarene er ordnet på er dog noget forvirrende - det tager lidt tid inden man har gennemskuet systemet idet. Det var måske en ide for ÅKB at rette op på dette, så endnu flere vil bruge siden.

Der er mulighed for at søge i flere forskellige databaser fra søgesiden: man kan søge i bibliotekets egen base, i Artikelbasen, og der er en liste over en lang række eksterne databaser, hvoraf de fleste dog kræver password. Det kan undre at ÅKB gør så meget ud af at liste alle de eksterne baser med password, for der står intetsteds noget om at man kan få passwordet udleveret. Jeg tvivler da også på at det er noget der praktiseres, eftersom mange af de baser der linkes til er avancerede, og dyre, bibliografiske baser, der kræver en del viden at benytte sig af.

Under alle omstændigheder får man grundige oplysninger om hvad de forskellige baser indeholder, og til min fryd kan der læses at der er planer om en ny grænseflade til selve søgesiden, der på nuværende tidspunkt er en rigtig øjebæ!

I tråd med satsningen på IT i ÅKB, finder man også en omfattende Internetguide med mange links. Der er en side med aktuelle links, som vitterlig er aktuel: her er bl.a. links til Kenneth Starrs Clinton-rapport og til en side om de famøse dræbersnegle. Der er en side med "Gode links", der ved nærmere eftersyn viser sig at være knap så alsidig, som det ved første øjekast ser ud til: Går man f.eks. ind under "Internet" er der kun tre links, og går man ind under "Religioner" er der links til ressourcer om Islam og buddhisme, men ingen andre religioner, og går man ind under "musik-grupper" er der 12 links! Alle tre eksempler er emner som der findes masser af sider om på nettet.

ÅKB skal have stor ros for den grundige komentar der findes til hvert link - det er meget brugbart, og giver en en god fornemmelse af hvad man kan forvente at finde på den pågældende side.

Udover dette er der også et par side med links til emneguider og søgemaskiner på Internet, alle selvfølgelig grundigt kommenterede, hvad der er en stor hjælp til at anvende den rigtige måde at søge på i forhold til behovet. En side med links for børn og unge er det også blevet til. Denne er dog lidt mindre overskuelig opbygget end de andre sider med links: På den første side er der en kasse med en række ikoner der fungerer som links, og ved nærmere eftersyn opdager man at to af disse ikoner er links til hhv. en side med links for børn, og en side med links for unge. Det kunne med fordel gøres meget mere tydeligt.

Designet af siderne er ganske nydeligt, og grafik er brugt meget illustrativt og med stor omtanke. Navigationen rundt på siderne er ganske nem, dog kan det forvirre lidt at nogle af siderne, bl.a. den med Internetguide, er i et helt andet design end resten af siderne. Nogle enkelte døde links var der da også at finde, både i Internetguiden, men også nogle af op-pilene på siderne er døde.

Med så stort et brød, som der her bliver slået op, kommer det ikke som nogen overraskelse at der er småfejl hist og pist; men de fleste af de ting der er påpeget i denne anmeldelse er småting, som der nemt kan rettes op på.

1skf.gif (3472 bytes) 1skf.gif (3472 bytes) 1skf.gif (3472 bytes) 1skf.gif (3472 bytes) 1skf.gif (3472 bytes)

http://www.www.aakb.dk

Søndag Aften 1098

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Tilbage til oversigt]

[CC INDEX] [SØNDAG AFTEN] [CONFERENCE] [LINK>BANK®] [COLOFON]
[arkitektur] [design] [film] [kunst] [litteratur]
[mad & drikke] [mode] [musik] [sport] [teater]