Aalborg Universitetsbibliotek (AUB)

AUB's website udmærker sig ved sit omfangsrige indhold og interaktive elementer, men det halter lidt med navigationen.

På AUB's website bliver man mødt af et enkelt, lidt kedeligt, design. Der er en flerfarvet navigeringsbar øverst på siden, og enkelte knapper rundt omkring. Derudover er der ikke anvendt nogen former for farver eller grafik. Det betyder selvfølgelig at siderne loader hurtigt, men at indtrykket bliver lidt uinspirerende. Designet er konsistent på alle websiderne, hvilket gør at man ikke på noget tidspunkt er i tvivl om at man stadig er på AUB's website.

Nyhedsservice

Indholdet af den omfattende website er der derimod ikke noget at sætte en finger på. Her er virkelig noget at komme efter for brugerne. Under punktet "Biblioteket" dukker en lang menu op, med alt hvad man kan ønske sig af information om biblioteket. Der er selvfølgelig de obligatoriske oplysninger om adresser, afdelinger, åbningstider o.s.v.; men et punkt jeg specielt gerne vil fremhæve, er AUB's nyhedsservice. Det er en e-mail nyhedstjeneste, der 1-2 gange om måneden udsendes med information om nye faciliteter, tjenester, materialer, tilbud og nyheder fra AUB, som brugerne kan abonnere på. Et meget beundringsværdigt initiativ! Der er tilmed adgang til gamle nyhedsbreve i arkivet.

For de, der ikke abonnerer på nyhedsbrevet, er der også en webside med nyheder. En alvorlig mangel ved denne er dog manglende datoer - hvornår var nyhederne nyheder?

På siden med "Udviklingsprojekter" kan man læse om en lang række afsluttede og igangværende projekter, som AUB er involveret i. Her kan man bl.a. læse at de er i gang med at udvikle en ny udgave af bibliotekets web, der skal være mere effektivt og hurtigt og have et tidssvarende design og en ny overordnet struktur. Da den nuværende web hører til i den bedre ende, kan det jo gå hen og blive virkelig godt!

Egen søgefunktion

Klikker man i navigationsbaren på punktet "Indhold", dukker en søgemaskine til websiten op, suppleret af en alfabetisk liste over AUB's websider. Det er godt at der findes en søgefunktion på en så omfattende website, men den kunne med fordel være placeret mere centralt, f.eks. som et punkt i navigationsbaren.

Det punkt i navigationsbaren der hedder "Søgning", dækker over en side med mulighed for søgninger i AUB's katalog, hvor der er mulighed for at se status for den enkelte titel og for at reservere. Derudover er der via fire knapper mulighed for informationssøgning inden for de fire hovedområder Biblioteksvidenskab, Humaniora, Samfundsvidenskab og Teknik & Naturvidenskab. Under hvert af disse punkter er der en lang række muligheder, bl.a. nogle fagdatabaser, hvoraf man til de fleste kun har adgang fra AUB's maskiner; men også lange lister med e-tidsskrifter, online håndbøger og bibliografier. Nogle af disse kræver at man får udleveret et password. Derudover er der et punkt der heder "Virtuelle Biblioteker", hvorunder der åbenbarer sig en lang liste med emner, der hver dækker over en omfattende samling links med relevans for det enkelte emne. De fleste links er annoterede. Ser man på det store antal emner, der findes virtuelle biblioteker til, er det et enormt antal links AUB har samlet. Trods dette, stødte denne anmelder ikke på et eneste dødt link - meget flot!

Denne vej til toilettet

Man kan undre sig over hvorfor AUB ikke har valgt at give disse virtuelle biblioteker en mere fremtrædende placering? - Specielt når man ser at punktet "Internet" i navigationsbaren blot er en række uannoterede links til diverse søgemaskiner på nettet. Man må gå ud fra at AUB's brugere har mere brug for de faglige links, end endnu en oversigt over søgemaskiner.

Det samme gør sig gældende med punktet "Nyheder" i navigationsbaren, der er en liste over danske og udenlandske online-aviser og andre nyhedskilder.

Endnu et interaktivt element gemmer sig under punktet "Kort" i navigationsbaren, der er et kort over AUB, med en tilhørende liste over bestemte steder, som brugerne kunne tænkes at ville finde frem til. Meningen er, at det sted i listen man klikker på, skulle blive fremhævet på kortet. Da denne anmelder forsøgte sig var det kun toiletterne der kunne vises vej til!

Navigationen på siderne lader i det hele taget en del tilbage at ønske. Godt nok er det via navigationsbaren nemt at finde rundt mellem de overordnede sektioner; men det kniber gevaldigt med at finde rundt i undersektionerne! En revurdering af hvilke sektioner der bør henvises til fra navigationsbaren ville ligeledes være på sin plads. At de to punkter "Nyheder" Og "Internet" optager en plads i navigationsbaren, må siges at være en fejlprioritering. F.eks. de "Virtuelle Biblioteker" ville være mere på sin plads i navigationsbaren og mere relevant for brugerne.

Det er i det hele taget noget forvirrende, den måde de eksterne links ligger på mange forskellige sider. Der er links på "Søgning"-siden, under de fire hovedområder, i de virtuelle biblioteker og i de to punkter "Nyheder" og "Internet" - alle disse sider kunne med fordel kombineres på en eller anden måde.

Et sidste kritikpunkt til navigationen, er at der mangler op-knapper på de lange websider.

Til sidst skal lige tilføjes at aktualiteten af AUB's websider er helt i top, og der opdateres ofte. I det store hele er det en meget flot website AUB har - det skal blive interessant at se hvordan den nye udgave kommer til at se ud..

1skf.gif (3472 bytes) 1skf.gif (3472 bytes) 1skf.gif (3472 bytes) 1skf.gif (3472 bytes) 1sk.gif (3014 bytes)

http://www.aub.auc.dk

Søndag Aften 1298

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Tilbage til oversigt]

[CC INDEX] [SØNDAG AFTEN] [CONFERENCE] [LINK>BANK®] [COLOFON]
[arkitektur] [design] [film] [kunst] [litteratur]
[mad & drikke] [mode] [musik] [sport] [teater]