Brøndby-bibliotekerne

Brøndbyvester, Brøndbyøster og Brøndby Strand er gået sammen om at lave en fælles hjemmeside. Resultatet er ganske omfangsrigt, og absolut i den bedre ende af skalaen.

På forsiden lægges der ud med en konkurrence: Hvad skal det nye forsamlingshus i Brøndbyøster hedde? Et glimrende eksempel på interaktivitet, som mange folkebibliotekers hjemmesider ellers mangler.

Websiderne er byget op v.h.a. frames, så menupunkterne hele tiden befinder sig i venstre side af skærmen. Rækkefølgen af de enkelte menupunkter lader til at være nøje overvejet, startende med "Brøndbybasen", "Aktuelt", og "Om biblioteket".

Søgninger i basen går smertefrit, indtil man klikker på "Tilbage til start", som blot resulterer i en fejlmeddelelse: "der kan ikke etableres forbindelse til serveren" - men ved at klikke på browserens tilbageknap kan man godt komme tilbage til start!!! Det er dog ikke det eneste problem på søgesiden: har man fundet den bog/CD/Video man søger, kan man se status for den (om den er udlånt og hvor mange reserveringer der er på den), og man har øjensynligt mulighed for at reservere bogen - men klikker man for at gøre det, får man en "Error 404 - not found"!!! Det bør der absolut rettes op på hurtigst muligt.

Efterspørgsel efter CD-ROM

At der er en "aktuelt"-side vidner om at internettet er et aktiv for bibliotekerne, og at de gør noget ud af at få folk til at komme tilbage mere end en gang. Siden indeholder en top-20 over de mest reserverede materialer. Her er det interessant at se at kun 7 af disse er bøger - resten er CD, CDROM og videoer! Derudover er der beskedne 2 stk "månedens links", der sagtens kunne udvides. Denne anmelder savner desuden muligheden for at se tildligere måneders links. Der er også en sektion med "nyt på hjemmesiden", så man kan følge med i udviklingen. Det nyeste er en netguide til slægtsforskning, og til forskel fra mange linkssamlinger, er hvert link forsynet med en fin beskrivelse af indholdet - der er der mange andre folkebiblioteker der kan lære noget af!

Under "Om biblioteket" gemmer sig et væld af informationer om bibliotekerne og deres tilbud. Til denne anmelders store forundring kunne der dog ikke findes en simpel e-mail adresse til bibliotekerne, men nok til kommunens kulturelle forvaltning og til stads- og vicestadsbibliotekaren! Et initiativ der ikke ses på ret mange bibliotekers hjemmesider er den side "om hjemmesiden" der også findes her. Her kan man læse lidt om hjemmesiden, og opfordres til at kommentere både det tekniske og redaktionelle indhold - så her dukker e-mailadresserne op! Her oplyses også om at der ikke kan søges i basen mellem kl. 1.00 og 6.00 - en oplysning der ville have været mere på sin plads på selve søgesiden! Det er dog absolut fint at der oplyses om det, for flere andre biblioteker (bl.a. Københavns Kommunes Biblioteker) lukker bare ned uden at gøre opmærksom på det!

De næste menupunkter undrede denne anmelder en smule: Et link til lokalarkivet kan man forstå, men at Brøndby musikskoles hjemmeside , og kommunens hjemmeside udgøres af et menupunkt på bibliotekernes sider virker temmelig uprofessionelt - ikke mindst fra kommunens side!

"Børnesiden" dækker over en meget lille (9) samling links - og intet andet. Hvis jeg var barn i Brøndby vile jeg være meget utilfreds med den service - eller mangel på samme - i hvert fald set i forhold til hvad de voksne bydes på af muligheder!

Siden "Ud på nettet" er ligeledes noget sparsommelig: Links til offentlig information, og til et lille antal danske søgemaskiner og internetguider - bruger Brøndbyborgere ikke udenlandske søgemaskiner? Der må iøvrigt være store planer for kommunens hjemmeside, da der også her er et link til deres hjemmeside, der som nævnt er et menupunkt på bibliotekernes sider - og i øvrigt endnu ikke indeholder noget som helst.

Grafik med omtanke

Designet af siderne er der derimod ikke noget at sætte en finger på. Alle sider er indbydende at se på, og der bruges illustrerende grafik billeder med stor omtanke, så ingen sider tager ret lang tid at hente. Bortset fra et par enkelte smuttere omtalt ovenfor, volder navigationen rundt på siderne ingen problemer. Brøndby udmærker sig i øvrigt ved at der er mulighed for at navigere via tekstlinks, som et supplement til den framestyrede menu.

Alt i alt er det en rigtig god og brugbar website Brøndby byder sine brugere på. Der er nogle småfejl hist og pist der bør rettes op på, men i det store hele er det et flot stykke arbejde. Siderne er helt klart et aktiv for bibliotekerne, og de forstår at udnytte nogle af webmediets muligheder på en god måde.

 

1skf.gif (3472 bytes) 1skf.gif (3472 bytes) 1skf.gif (3472 bytes) 1skf.gif (3472 bytes) 1sk.gif (3014 bytes)

http://www.brondby-bibliotekerne.dk

Biblioteker på Internet - Det totale overblik over alle vore anmeldelser og artikler om bibliotekerne

Søndag Aften 0399

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Tilbage til oversigt]

[CC INDEX] [SØNDAG AFTEN] [CONFERENCE] [LINK>BANK®] [COLOFON]
[arkitektur] [design] [film] [kunst] [litteratur]
[mad & drikke] [mode] [musik] [sport] [teater]