Dansk BiblioteksCenter En omfattende hjemmeside med masser af indhold af høj kvalitet.DBC har tidligt luret, at fremtidens kommercielle muligheder ligger i det digitale marked. Derfor har man også satset hårdt på en omfangsrig hjemmeside med mange tjenester udelukkende tænkt til webformatet. DBC henvender sig tydeligvis til sine professionelle brugere - altså kunderne og er ikke på nogen måde brugervenlig overfor almindelige netsurfere eller biblioteksinteresserede. Fair nok. Men indimellem irriterende med alle disse passwordspærringer for den nysgerrige anmelder. Det er positivt at websiden giver masser af oplysninger om virksomheden, seneste årsberetning, adresser, virksomhedsprofil mv. De enkelte sider har hyppige og aktuelle opdateringer. Desto mere ærgerligt er det, at siden Nyheder sidst er opdateret 2. juli 1998 - men det er snyd for der er masser af nyheder som er meget nyere! DBC er stor og jævnt kedelig og man kan dårligt kende den ene side fra den anden. Man får ikke rigtig nogen visuelle holdepunkter i form af små grafiske signaturer der kan medvirke til at de enkelte sider skiller sig ud fra hinanden. Først når man når frem til Vejviser og forfatterweb sker der spændende ting og sager. Desværre kommer man dog ikke langt ind i vejviseren da den er forbeholdt brugere med password. Forfatterweb er derimod åben for os almindelige internetbrugere. Den lyser op med en gul og glad farve på en kedelig grå dag. Den er inspirerende og giver lyst til at få oplysninger om de enkelte forfattere frem på skærmen. Endnu er der dog kun omkring 50 forfattere med - og derfor virker udvalget indimellem lidt tilfældigt. Under C er der for eksempel kun to forfattere: John le Caree og Ditte Cederstrand. Vi grublede længe over, hvilke redaktionelle kriterier der har ført til at netop disse to var blandt de første 50 forfattere. Bogbeskrivelserne er heller ikke kedelige og de er suppleret med en lille illustration - godt. Også Faktalink er et spændende og godt sted med en god opbygning af emnerne. Det kunne være rigtig godt hvis dette kunne blive udbygget meget og være mere alment tilgængeligt for alle mennesker. Der kan skrives mange gode stile ud fra dette materiale. Introduktionen til FaktaLink er dog lidt forvirrende. Vi kunne læse masser af artikler, selv om teksten lader ane at vi burde betale for et abonnement. Men måske har man opgivet at sælge af dette produkt, de angivne priser er i hvert fald så høje, at vi her på Søndag Aften hurtigt kunne blive rige, hvis vi tog den slags penge for vore tekster! Der er mulighed for at bibliotekerne kan tilslutte sig databaser - bl.a. 70 databaser med amerikansk og engelsk stof. Og der er samlinger af links - som er udenfor vores vurdering, da vi ikke evnede at hacke os igennem passwordfælden. Alt i alt et rimeligt godt websted, meget tørt stof men også kreativ tænkning i at forsøge at hente penge i salget af digitale produkter. Søndag Aften 1198 Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde. |
[CC INDEX] [SØNDAG AFTEN] [CONFERENCE] [LINK>BANK®] [COLOFON]
[arkitektur]
[design] [film] [kunst] [litteratur]
[mad &
drikke] [mode] [musik] [sport] [teater]