| Danmarks Pædagogiske Bibliotek En pæn hjemmeside som ikke lever op til, hvad man kunne forvente. Her har vi igen en hjemmeside med en lang URL. Forsiden ser nydelig og overskuelig ud, men oplyser ikke institutionens postadresse o.lign. Det gør siden "Om DPB" heller ikke. Man skal helt med i et tredje niveau for skaffe den oplysning. Layoutet er anderledes, men bedre, end Lærerhøjskolens hjemmeside, som DPB's sorterer under. Men hvorfor skal der være flere knapper på siden, der leder de samme steder hen, som dem med "Baser" og "Ressourcer"? Så logikken i strukturen er allerede strøget. Man kunne have undladt klikpunkterne midt på siden og fået plads til topografiske og organisatoriske informationer om DPB i stedet og satset på de faste, overordnede knapper nederst på siden. "Sprogforum & Dokumentationscenter for Fremmedsprogspædagogik" må være af stor betydning, siden de skal være på forsiden. Vanskelig navigation Knapperne nederst på siden følger desværre kun undtagelsesvis med rundt på underliggende sider, sådan at man umiddelbart kan komme videre. Det sker f.eks. ikke, hvis man trykker på den med "Sprogforum". Derfra må man 'backe' ud. Det viser sig at være en selvstændig hjemmeside, man ikke kan manøvrere rundt i. Knapperne nederst er heller ikke med én, hvis man trykker sig ind i "Nye titler på DPB", der ikke oplyser, om souschefen er blevet udnævnt til overbibliotekar, men meget praktisk fremviser nyanskaffede bøger. Der oplyses også hvor i DPB's mange afdelinger bøgerne findes, om de er udlånt og eventuelt reserveret, men man kan ikke bestille de præsenterede bøger på stedet. Og det gælder for alle de bøger, der findes på hjemmesiden. Jeg forsøgte i "Baser" at søge i registrene på 'blinde' og fik oplyst, at der er 8 hit på "Blindhed(EPT)". Da jeg gerne ville se nærmere på dem, fik jeg oplyst, at de ikke eksisterede alligevel. Nå - det må jo være en fejl. "Ressource"-knapperne dækker over en blandet landhandel af stort og småt, bl.a. "DPB's elektroniske udgivelser". Der kan man bl.a. trykke sig ind på "Mogens Schlüters ABC-Samling". Den var der aldeles ikke noget elektronisk ved. 'Hjælp'-knappen viser sig ved nærmere undersøgelse at være en slags site-map. Dem er jeg altid glad for, også hér, selvom det er en af de mere ubehjælpsomme. Der findes ingen grafik på DPB's hjemmeside, heller ikke hvor den kunne bruges med fordel. Søndag Aften 1298 Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde. |
[CC INDEX] [SØNDAG AFTEN] [CONFERENCE] [LINK>BANK®] [COLOFON]
[arkitektur]
[design] [film] [kunst] [litteratur]
[mad &
drikke] [mode] [musik] [sport] [teater]