Næstved Bibliotek Næstved Bibliotek er en stor skuffelse på nettet. Næstved bibliotek er åbenbart ikke interesseret i at der er nogen der skal se deres hjemmeside. I hvert fald kan der ikke fås adgang til den: Fra søgemaskinerne kommer man ind på en side hvor der står at biblioteket har fået ny adresse, som der så er et link til - men det er et dødt link! Der skal derfor søges lidt mere kreativt før man igennem Næstved Kommunes hjemmesides link til fritid og kultur kan komme ind til biblioteket. Næstved Kommune har et indbyggertal på næsten 46.000 indbyggere og byen er den 12. største i Danmark. Alene med den viden forventer man at komme frem til en spændende informativ hjemmeside. Man kan i princippet godt kalde hjemmesiden informativ, men så er der egentlig heller ikke meget mere at hente. Siden inspirerer på ingen måde til en dybere undersøgelse. På velkomstsiden får man tilbudt 10 forskellige muligheder for at klikke sig videre ind på at vide om bl.a. afgifter og reglementer. Det mest udbyggede synes at være oplysning om de 41 medarbejderes E-Mail adresse! Der er ingen muligheder for at få noget at vide om de "produkter" biblioteket "handler med". Der kan ikke søges på noget som helst medmindre man finder ind til børnebibliotekets link til 7 andre børnebiblioteker i Danmark (men ikke Storstrøms Amts største bibliotek: Nykøbing F. Centralbibliotek. Hvorfor? Eksisterer det usynlige skel imellem Sjælland og Lolland Falster stadig?) Børnebibliotekets side åbner fint og flot med fest, farver, spadserende bamser og springende delfiner. Det tager tid at få lukket dén side op - og så er der egentlig ikke mere at hente end nogle muligheder hvor man kan klikke videre. Det såkaldte kort over biblioteket er ret uforståeligt og kan ikke bruges til ret meget. Blå tekst på blå baggrund er heller ikke lige sagen. Log Nes lyder som en spændende historie - er der tale om et skotsk eventyr eller er det en smart omskrivning til computerverdenen. Vi gætter på det sidste, men kommer ikke ret meget videre i børnebibliotekets interaktive verden! Et plus er dog nettets emnerække til 14 kategorier, hvor man kan komme væk fra Næstved Bibliotek - og ud i den blå verden - og måske finde Loch Nes hvis man er heldig. Bibliotekets hjemmeside er helt grotesk i forhold til den store reklame kommunen gør ud af Internet. I den forløbne uge fik kommunen sågar "IT-prisen 1998". Priskomiteen fandt heller ikke biblioteket... OBS: Siden anmeldelsen er der sket store ændringer på siten. http://www.naeskom.dk/naesbib/ Søndag Aften 1098 Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde. |
[CC INDEX] [SØNDAG AFTEN] [CONFERENCE] [LINK>BANK®] [COLOFON]
[arkitektur]
[design] [film] [kunst] [litteratur]
[mad &
drikke] [mode] [musik] [sport] [teater]