Roskilde Bibliotek Roskilde bibliotek vil helt klart noget med deres hjemmeside, og gør det egentlig meget godt - her er noget at komme efter for brugeren! Sidder man ved en 14" skærm, er det første man lægger mærke til ved Roskilde biblioteks hjemmeside at den er designet til 17" skærme eller større: langt de fleste sider går ud over skærmens højre kant, og man kan ikke bare scrolle framen i venstre side væk, den er der hele tiden. Det betyder at man er nødt til at scrolle frem og tilbage for hver linie man læser - og det er meget irriterende! Problemet er mest udpræget på voksenafdelingen side. Ikke nok med det! Det var først da jeg indstillede browseren til ikke at vise status- og værktøjslinie, at jeg opdagede de to nederste menupunkter i den stationære frame! En af dem er de faktuelle oplysninger om biblioteket. Denne form for design er dybt arrogant over for vi mange stakler der stadig må nøjes med en 14" skærm. Hjemmesiden er bygget op på den måde at der er alle de fælles, mere generelle, sider, og så en side for hver af bibliotekets afdelinger. På de fælles sider finder man alskens oplysninger om biblioteket: der er en nyhedsside, et tilbud om undervisning i bl.a. Internet, en liste over denne uges arrangementer, og man kan sågar få at vide hvilken musik der i denne måned bliver spillet når man må vente i telefonen! Der er mulighed for at søge i flere forskellige databaser fra søgesiden: Bibliotekets katalog, Roskilde Avis Registrant og Dansk Lokalbibliografi, Roskilde Amt. Det er helt fint, men ikke uproblematisk: søger man på f.eks. en titel, kommer der et skema frem med oplysninger om denne titel, og en rææke uforståelige ikoner - kun ved at prøve sig frem opdager man at man kan se status for titlen, og at det kan lade sig gøre at reserve. Hvad Avisregistranten og lokalbibliografien indeholder kan man få oplyst på voksenafdelingens side! Det ville være smart hvis man kunne se det på søgesiden På afdelingernes egne sider, præsenterer afdelingerne sig selv og deres tilbud til brugerne. Hver afdeling har også sine egne links, og stiller dem alle op på en forskellig måde: Voksen- og børneafdelingen har f.eks. kommenteret hvert link - det har de ikke i musikafdelingen. Den eneste afdeling, hvis samling af links kan siges at være alsidig, er voksenafdelingen. På musikafdelingens side er der f.eks nogle links under kategorierne "Jazz" og "Folkemusik", men ingen om rock/pop eller klassisk! På indgangssiden er der desuden et link til en side med Aktuelle links, som alle er kommenterede. Udover de ovenfor omtalte problemer er designet af siderne meget flot, og grafik og ikoner er brugt med omtanke - enkelte af siderne tager dog forholdsvis lang tid at hente ned, da der er store billeder på. Navigationen er ikke altid lige nem: på de fleste af siderne kan man altid se framen med links til de forskellige sider i venstre side. Men der er også en del sider hvor framen forsvinder, og man har ikke ulejliget sig med at putte en Hjem-knap på disse. Hjemmesiden tyder på at det er nogen folk med kompetence, der laver og vedligeholder siderne - derfor burde "børnesygdomme" som de omtalte heller ikke forekomme. En mindre overhaling af siden, og den vil være helt i top! Søndag Aften 1098 Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde. |
[CC INDEX] [SØNDAG AFTEN] [CONFERENCE] [LINK>BANK®] [COLOFON]
[arkitektur]
[design] [film] [kunst] [litteratur]
[mad &
drikke] [mode] [musik] [sport] [teater]