Skive Bibliotek Hjemmesiden ikke er noget der ligger langt fremme i bevidstheden hos bibliotekarerne i Skive. Det første man lægger mærke til på Skive biblioteks hjemmeside, er at man ikke finder oplysninger om hvad biblioteket har at byde sine brugere på! De eneste faktuelle oplysninger er om gebyrer og åbningstider, der er det eneste der ligger under "Generel information". Det er tilmed meget detaljerede oplysninger om gebyrtakster for for sent afleverede bøger - men ingen steder står der noget om hvor lang tid man må låne bøgerne inden disse gebyrer træder i kraft. Der mangler i det hele taget information om reglerne for biblioteket. På sidene "Nyheder/aktuelt" er der omtale af en Biblioteksavis: "Med Biblioteksavisen ønsker biblioteket at åbne sig yderligere for omverdenen og fortælle mere om sig selv: Dagligdagen, intentionerne, små og store nyheder, goder historier, og så videre". Det lyder som noget af det hjemmesiden kunne trænge til! Opfordringen til at skrive indlæg til denne avis kunne ligeledes med fordel ligge på hjemmesiden. Det samme gør sig gældende for den "Blå forslagskasse" der også omtales. Ved et klik på "Søgemuligheder" - hvor man tror man kan søge i katalogen - er der en side med links til fire danske og tre udenlandske søgemaskiner, hvilket er et meget sparsomt udvalg - f.eks. er den udmærkede "kvasir" ikke medtaget. Der er et link til flere søgemaskiner, men det viser sig at være en side på Netscapes web-site, der tilmed er en dårlig oversigt over søgemuligheder - hvad er der blevet af bibliotekarernes kritiske sans? Biblioteket har selv samlet en række links på siden "Ud i verden": her er en række kommenterede lokale links, en række "diverse"-links og en "Joker" der sender en et tilfældigt sted hen. De lokale links ser helt fine ud, men at der kun er 11 links under "diverse" er næsten det samme som ingenting. Det er tilmed et tilfældigt sammenrend af links: der er link til Politiken og Jyllandsposten - men ingen andre aviser; og man undrer sig over hvad bibliotekets brugere skal med et link til Danmarks biblioteksskoles Aalborgafdelings hockeyholds hjemmeside! Det lille antal links kunne forsøges undskyldt, hvis der havde være links til andre, f.eks. bibliotekers, Internetguider, men det er ikke tilfældet. Designet af siderne er ganske nydeligt, med det samme design på alle sider, og en moderat brug af grafik. Navigationen foregår uden problemer - dog stødte jeg på 2 "døde" Tilbage-til-toppen-knapper. Børnebibliotekets egen side er det eneste der kan løfte Skive biblioteks hjemmeside op på et bare nogenlunde niveau: her er gjort lidt ud af at lave et festligt design, og der lægges op til interaktivitet på siden. Der er f.eks. en "Hemmelig side", som man først skal finde kodeordet til andetsteds på siden - hvad der nok skal få børnene til at gå på opdagelse. Desværre er børnebiblioteket ikke et hak bedre end resten af biblioteket til at finde gode links: på deres linksside er der 2 links! Skive bibliotek burde nok sætte sig ned og tænke lidt over hvad det egentlig er de vil med deres hjemmeside - og så få den fikset lidt op. At de ikke selv har tænkt tanken at deres biblioteksavis og forslagskasse kunne suppleres med en web-udgave, tyder på at hjemmesiden ikke er noget der ligger langt fremme i bevidstheden hos bibliotekarerne i Skive. http://home4.inet.tele.dk/skivebib/ Søndag Aften 1098 Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde. |
[CC INDEX] [SØNDAG AFTEN] [CONFERENCE] [LINK>BANK®] [COLOFON]
[arkitektur]
[design] [film] [kunst] [litteratur]
[mad &
drikke] [mode] [musik] [sport] [teater]