Slagelse Centralbibliotek Af et centralbiblioteks hjemmeside at være, er Slagelses meget lidt indholdsrig. Her er selvfølgelig de obligatoriske oplysninger om åbningstider, regler, gebyrer etc., samt lidt om bibliotekets forskellige tilbud. Derudover begrænser tilbudet sig til en side for børnebiblioteket, en søgeside og en "Ud på nettet"-side. På søgesiden har man valget mellem at søge i bibliotekets base eller i Artikelbasen, og der er en rigtig god og grundig vejledning i brug af søgefunktionerne. Selve siden hvor man kan søge er i et rædselsfuldt gråt design der ikke hænger visuelt sammen med de øvrige sider. "Ud på nettet"-siden viser sig at bestå af et eneste link til, den i øvrigt ganske glimrende, Folkebibliotekernes Netguide. Det er selvfølgelig en nem måde at slippe uden om indsamlingen og evalueringen af interessante links, men det har den ulempe, at der så heller ikke kan tages hensyn til lokale behov. Et link til omtalte guide kunne med fordel suppleres med bl.a. nogle lokale links. Designet af siderne er udført på en ganske fornuftig måde - dog kan det til tider forekomme en anelse kedeligt, idet der ikke er nogen farver af betydning på siderne, og meget lidt grafik. At 2 af de overordnede sider fremstår i en r..kedelig grå farve ligner en fejl, da alle de andre sider er hvide. Navigationen rundt på siderne er der ikke noget at udsætte på. Børnebiblioteket har sin egen side, der er noget mere festlig end de øvrige sider. Hvorfor er det kun børnene der skal have noget festligt at se på? Børnebiblioteket har gjort lidt mere ud af at samle links: her er en side for børn med 11 links og en side for unge med 12 links. Alt for få til at kunne kaldes alsidigt! Det ville ganske givet trække flere brugere til Slagelse Centralbiblioteks hjemmeside, hvis der var mere substantiel information at komme efter. Og der kunne med fordel gøres noget mere ud af at lave et interessant design. Søndag aften 1098 Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag aften som kilde. |
[CC INDEX] [SØNDAG AFTEN] [CONFERENCE] [LINK>BANK®] [COLOFON]
[arkitektur]
[design] [film] [kunst] [litteratur]
[mad &
drikke] [mode] [musik] [sport] [teater]