| Statsbiblioteket
Statsbibliotekets websider glimrer ved et flot, enkelt design og et godt indhold, men navigationen er dårlig! Statsbibliotekets website er relativt omfattende og meget indholdsrig. Der er selvfølgelig alle de obligatoriske oplysninger om adresser, åbningstider, opgaver, projekter, afdelinger o.s.v. - men også meget andet. På siden med "databaser og andre links" er der adgang til at søge i SOL, Statsbibliotekets Online katalog. Dette virkede dog ikke da denne anmelder forsøgte sig, men det er undskyldt, da der på nyhedssiden gøres opmærksom på at der er problemer med SOL, og at der arbejdes på sagen. Selve søgefunktionen er derfor uden for anmeldelse. At have eller ikke have have På samme side er der links til Statsbibliotekets Internetvejviser og faglige links inden for forskellige emneområder. Internetvejviseren er en imponerende samling annoterede links til diverse generelle og faglige indgange til information på nettet. De faglige links er delt op i naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora. Desværre er der stor forskel på hvor seriøst arbejdet med linksene gribes an: Samfundsvidenskab-siden er meget omfattende, med mange annoterede links, og siden er opdateret for nylig. Naturvidenskabssiden er delt op i underemner, hvoraf en del ikke indeholder nogen links, og siden er ikke opdateret siden februar! Humaniora-siden er også delt op i en række emner - men kun to af disse indeholder nogen links! Det er kritsabelt at der er så stor forskel på linksiderne, idet det reelt betyder at folk med interesse for samfundsvidenskab får en bedre service end de der har interesse for humanistiske fag. På samme side er der et punkt der hedder "Elektroniske udgivelser", hvor man bl.a. kan læse en brugerundersøgelse af SB. Her ligger også en publikation der hedder "Haven i statsbiblioteket", der ved nærmere undersøgelse viste sig at være en bibliografi over hvad SB har om haver. Denne anmelder undrede sig en del Nye nyheder Som nævnt er der også en nyhedsside, hvor der bl.a. gøre opmærksom på den aktuelle status for SOL. Optimalt burde en online-katalog selvfølgelig altid virke, men måden SB gør opmærksom på problemer er en virkelig god service. Da denne anmelder så nyhedssiden var der kun to punkter, men de var til gengæld begge aktuelle. Det giver et indtryk af at siden opdateres ofte, og at den virkelig indeholder nyheder! SB gør en del ud af interaktiviteten med brugerne. Udover en søgefunktion i websiderne, opfordres brugerne flere steder til at komme med ris og ros til websiderne. Og brugerne opfordres til at stille forslag om indkøb af nye bøger (og andre materialer). Konsistent design Designet på SBs websider er, i denne anmelders øjne, flot og enkelt. Og det er konsistent på alle sider - også ude i krogene. Der er ikke gjort den store brug af grafiske elementer, udover logoet, men alligevel fremstår siderne meget interessante og læsevenlige. Specielt indgangssiden udmærker sig ved sit flotte og enkle udtryk. Lige så godt som SB gør det med hensyn til design, lige så dårligt gør de det med hensyn til navigationen! Ikke et eneste sted på de mange sider findes der et link tilbage til indgangssiden, og ikke et eneste sted på lange sider er der en op-knap. Det er mildest talt for dårligt! Har man bevæget sig ud i en krog af siten, er der mange tryk på browserens tilbage-knap tilbage til oversigten på indgangssiden. Det kan brugerne ikke være tjent med! Alt i alt er det en endog meget hæderlig website SB byder sine brugere på. Det virker som om at siderne virkelig er et stort aktiv for biblioteket, og de fleste sider opdateres øjensynligt med jævne mellemrum. Gøres der noget ved den dårlige navigation, er dette et godt bud på hvordan en rigtig god website kan laves. Søndag Aften 1298 Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde. |
[CC INDEX] [SØNDAG AFTEN] [CONFERENCE] [LINK>BANK®] [COLOFON]
[arkitektur]
[design] [film] [kunst] [litteratur]
[mad &
drikke] [mode] [musik] [sport] [teater]