Thisted Bibliotek Thisted biblioteks hjemmeside er nem at overskue, da den hører til de mindre omfangsrige af slagsen. Her er selvfølgelig (næsten) alle de obligatoriske oplysninger om åbningstider, adresser, regler etc. Men sjovt nok kan der ikke findes nogen e-mail adresse - men de er måske ikke så interesserede i at få kommentarer til siden, eller at folk kontakter biblioteket ad den kanal i det hele taget. Der findes også en udmærket arrangementskalender på siden, men kun med arrangementer på selve biblioteket. Man kunne med fordel, som mange andre biblioteker gør, supplere dette med andre arrangementer i kommunen. Noget tyder på at biblioteket i forvejen samarbejder med kommunen alligevel, da der er en dagsorden til et kommunalbestyrelsesmøde på siden. At denne dagsorden så er for et møde holdt en uge inden undertegnede kiggede på siden er en helt anden sag! Udover dette er der en børneside - men når man klikker ind på den, får man bare en besked om at her kommer en side for børn på et eller andet tidspunkt. Det sammegør sig gældende for siden om biblioteksforeningen. Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at søge i bibliotekets katalog, men der henvises til andre biblioteker, som Thisted samarbejder med. Der er planer om at det skal kunne lade sig gøre at søge på Thisteds hjemmeside også. Thisted bibliotek har også samlet en række links i en Internetguide. Her er links til forskellig offentlig information, søgemaskiner på nettet, og en liste over lokale links. Alle links er kommenteret kort, hvilket er meget fint. De eneste deciderede emner der er links til er "vejvisere og aviser" og "skønlitteratur og film" - det ville gøre guiden en hel del mere anvendelig hvis der også fandtes links inden for andre emner! Det gør der så til dels også på siden "bibliotekarens links", der er en samling ukommenterede links til nogle af de ressourcer der bruges i bibliotekarernes arbejde. Denne side er endda præget af et grimt mærke, hvor der proklameres at "disse links er mest til intern brug" - hvorfor så gøre dem tilgængelige på hjemmesiden? Thisted bibliotek er meget konsekvent i deres design af siderne: næsten samtlige sider har et forskelligt design! Nogle har en r..kedelig grå baggrund, andre en hvid, andre igen en lidt meleret baggrund, og siden med billeder af biblioteket er bygget op med frames, hvilket ingen af de andre er. Det er noget roderi og gør navigeringen på siderne noget forvirrende. Udover den omtalte sider med billeder, er der stort set ikke noget grafik på siderne, hvad der absolut ikke er med til at gøre den mindre kedelig. Som en kuriøsitet vil jeg nævne, at har man InternetExplorer 4.0 er der mulighed for at abonnere på hjemmesiden - hvem der så end skulle have lyst til det. Thisted biblioteks hjemmeside bærer præg af, at de ikke rigtig har overvejet hvad de vil med den. Hvis det er et mål at få folk til at bruge siden, er det i hvert fald nødvendigt at der gøres noget radikalt ved designet, og at der bliver fyldt noget mere substantiel information på siden. http://www.thisted-bibliotek.dk Søndag Aften 1098 Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde. |
[CC INDEX] [SØNDAG AFTEN] [CONFERENCE] [LINK>BANK®] [COLOFON]
[arkitektur]
[design] [film] [kunst] [litteratur]
[mad &
drikke] [mode] [musik] [sport] [teater]