Af Morten Søndergaard, Museumsinspektør

Thierry Geoffroy Colonel viste "Pay-back" første gang på MIX - Blended
Spaces på Museet for samtidskunst i Roskilde sommeren 1999. I samme rum hang
den frakke, som bliver signeret i "Pay-back", ned fra loftet midt i rummet.
Alle signaturer var dog klippet ud og "sat til salg" på en væg ved siden af
video og frakke.
At mixe kunst, kunstvidenskab og kognitionsforskning, og undersøge de
relationer, der måtte være i mellem disse - var den centrale idé bag
konceptet udstillingen MIX - Blended Spaces. I konceptet indgik der
overvejelser omkring hvordan man kunne vise kunst i et intersubjektivt felt,
hvor flere forskellige optikker og forestillinger krydser spor. Udstillingen
handlede således grundlæggende om dømmekraft på flere planer - og om hvordan
de kognitive operationer bagved de forskellige lag af rum fungerer i
samtidskunsten.
Samtidskunsten synliggør på mange måder at der bagved de kulturelle
betydnings-lag findes andre lag som også har betydning for erkendelsen. Men
den synliggør mere end det - nemlig det der kunne benævnes selv erkendelsens
strategier - og skaber dermed rum til exhibitionisten, den ultimative
space-blender!

Thierry Geoffroy Colonel har tydeligvis et projekt: At synliggøre og afsløre
den mangfoldighed af diskurser, som fungerer bagved kunsten. Til det formål
opfinder han nye blendede rum som en del af sin kunstneriske strategi. Et
centralt ledemotiv i Colonels space-blending strategi er således frakken som
udstillingsrum. Frakken som samler og opløser af betydninger.
Overførslen af betydning fra udstillings-rummet til frakke-som-rum går også
den anden vej: Betydninger fra frakkens rum projiceres over på udstillingensrum,
og et nyt konceptuelt rum skabes i et blend af det to. Et blended space
som bliver kilderum for en række nye metaforikker. Space Blending som
strategi har hos Colonel det primære formål at bearbejde og forandre vores
vanebaserede forestillinger om kunst - og kunstscenen, ikke mindst.
Man kunne hævde at Colonel opererer med en slags metaforisk rationalitet,
hvor det dagligdags bliver ramme for den æstetiske produktion. Dels udsætter
Colonel igen og igen de økonomiske og kulturpolitiske skjulte dagsordener
for sin dobbeltbundede og selviscenesatte strategi, tilsat en god portion
ironi. Dels udgør kunstscene med ferniseringer og fraterniseringer en scene
for hans humoristiske interventioner. Selve presse-åbningen af Biennalen i
Venedig i 1997 bliver skueplads for Colonels interventioner, der bestandigt
søger at gå bag den scene, som udgør de etablerede måder at blive betydende
på. Kunstneren løber spidsrod for at blive betydende - udstiller sig selv.
Derfor beskriver ordet exhibitionist Colonel så godt, som ét ord overhovedet
kan - han er både udstiller og selv-udstiller. Både som kunstner og som
kritiker af kunsten søger han bag kulturens mange scener. Han stiller
skjulte sammenhænge til skue, klæder kunsten og kunstneren af til skindet.
Ligesom på et museum, har frakken et ydre og et indre. Det er
Exhibitionistens formål at synliggøre passagen mellem det ydre og det indre.
Og exhibitionistens strategi vil altid være - space blending.