Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
september 1999
Københavns Internationale Teater
Smagfuldt og omfangsrigt - men ikke visionært.
Københavns Internationale Teater (KIT) præsenterer sig denne sommer overordentligt smagfuldt og med masser af indhold på netsiderne. Der er lagt en række stærke funktioner ind, som man sjældent ser blandt teatrene. En kalender som opdateres - dag for dag. Og en opfordring til at sende kommentarer til websiten. Men dette er også den eneste interaktive mulighed.
Forsiden til websiten er først og fremmest olivengrøn. En venlig og imødekommende farve - men pudsigt nok ikke en farve som iøvrigt bruges af KIT. Forsiden har KITs adresse og 4 valgmuligheder. Order your tickets here er en link til billetnet. Copenhagen International Theater er en link til KITs univers.Sommerscene 99 er en indgang til den del af KIT's univers som handler om denne sommers festival. Endelig kan man vælge What is happening tonight ? og få netop de oplysninger som overskriften lover. Besynderligt nok har denne side sin helt egen opsætning. Og til forskel fra hele det øvrige univers, er der ikke nogen mulighed for at komme videre fra What is happening... til andre dele af websiten.
Nem navigation
Heldigvis står What is happening... som en enlig ulogisk svale i en nem og overskuelig navigation.
Der er grundige beskrivelser af sommerscene 99' mange forestillinger. Hele tiden med mulighed for at gå direkte til billetsalg. Der er omtale af KIT's formål, historie, organisation, ansatte, samarbejdspartnere og presseomtale.
Do you speak english?
Under presseomtale finder man for øvrigt det eneste dansksprogede på siten. Alt andet er konsekvent holdt på engelsk. I forhold til den reelle publikumstilstrømning er det sikkert en overdrivelse at satse så internationalt. På den anden side kan man derigennem tydeliggøre, hvilke krav og forventninger der er til publikum. Er du ikke hjemme i engelsk - bør du vælge andre teatre...
Hvad skal vi med links?
KIT har et omfattende internationalt samarbejde. Derfor er KIT's meget få (og mestendels irrelevante) links problematisk. De gæstende teatre må have websites man kunne henvise til - så man også ad denne vej kunne lære noget om de gæstende ensembler, ders baggrund og placering i andre sammenhænge.
Vi vil sælge billetter, vil vi
Allerede på forsiden siger KIT, hvad websiten handler om: at sælge billetter. Et sympatisk formål, men sikkert også et formål siten ikke kan leve op til. Det tror vi ikke der er marked til. I hvert fald ikke endnu. Men det er et godt eksempel på, at teatres websites drives af ønsket om markedsføring - og ikke som en del af den samlede virksomhed. For de uddannelsesinstitutioner som fristes til at gøre brug af websiten, savnes uddybende materiale, henvisninger til steder at fordybe sig. For de mange potentielle udenlandske samarbejdspartnere savnes måske mere brugbart materiale om de konkrete scener og fasciliteter. KIT beder besøgerne kommentere websiten. Som om det var det eneste webbrugere kunne give! Webbrugerne kunne også kommentere forestillinger. Ligesom en del af KIT's publikum jo selv er rejsende og kunne have haft oplevelser ude, som de kunne ønske at KIT tog til Danmark næste år.
KIT har i forvejen et stort stampublikum. Det kunne man vælge at anskue som en ressource - ikke som nogen man bare vil have til at købe flere billetter!