Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
september 1999
Taastrup Teater
Den praktisk orienterede web
Mange vil synes at Taastrups forside virker blæret. Et blinkende center på verdenskortet - centrum ser ud til at være placeret på Sjælland. Det var sikkert både svært og skægt at lave - og inderligt overflødigt. Hvis man har brug for at fortælle, at man er verdens centrum - så er man det slet ikke!
Taastrup Teaters web er meget praktisk orienteret. Og det er rart at få at vide, hvordan man kommer dertil (for alle os, der er i tvivl om center-placeringen...), hvor man kan parkere, bus- og togtider osv.
Det kan til gengæld forvirre lidt, at man for at få lidt at vide om de kommende forestillinger skal klikke ind på kalenderen og derfra vælge en forestilling. Når man laver en internetside rettet til publikum, må det vigtige salgsredskab være selve forestillingerne. Og så skal man ikke være i tvivl om, hvor man finder dem. Der er en forholdsvis kort beskrivelse af egne forestillinger, hvorimod gæstespil spises af med få praktiske linjer. I selve kalenderen får egne forestillinger og gæstespil samme vægt. Web'en virker pænt opdateret - men de fleste oplysninger er jo også af helt statisk art.
Det eneste interaktive element er en mulighed for at melde sig ind i venneforeningen via en formular på hjemmesiden. Det er godt, men langt fra nok til at skabe liv om siden.