kommentarer til censur på danske biblioteker


[ Kommentarer ] [ Send kommentar ] [ Biblioteker og censur ]

Skrevet af Børge Søndergård on July 05, 1998 at 16:35:06:

Kære Søndag Aften

Noget sent bliver jeg opmærksom på jeres artikel om Internetcensur på
danske biblioteker. Men ikke desto mindre har jeg lyst til at kommentere
den. Jeg er enig i, at der foreligger en helt ny problemstilling, som vi i
bibliotekerne skal tage stilling til, men jeg er ikke enig i jeres
fortolkning af censurbegrebet.

Danske folkebiblioteker og bibliotekarer har altid udøvet censur. Vi kalder
det materialevalg. Den opgave har vi fået på befolkningens vegne med
hjemmel i Lov om Folkebiblioteker § 3:
Stk 1:"Folklebibliotekernes formål skal opfyldes gennem kvalitet,
alsidighed og aktualitet i udvalget af det materiale, der stilles til
rådighed. Ved udvælgelsen må alene disse kriterier, ikke de i materialet
indeholdte religiøse, moralske eller politiske sysnpunkter, være afgørende"
Stk 2: "Den ledende bibliotekar foretager materialevalget under medvirken
af de øvrige bibliotekarer og under ansvar over for kommunalbestyrelsen"

Det ligge således klart, at bibliotekerne i hele sin historie har skullet
skille "skæg fra snot". Dette ikke for at begrænse adgangen til information
og kulturelle oplevelser - tværtimod, men netop for at garantere, at det
bedste var til rådighed for brugerne. Det har sjælden været noget problem,
når det drejede sig om begreberne aktualitet og alsidighed (omend det
stundom har været svært at skulle argumentere for at f.eks. nazistiske
synspunkter mv. også skulle kunne findes). Men netop bibliotekernes og
bibliotekarernes kamp på disse to fronter har sikret at ytringsfriheden på
de danske biblioteker - at intet synspunkt i længden kan holdes skjult for
dig.

Derimod har "kampen" altid stået omkring kvalitetsbegrebet. Det er
simpelthen vores pligt ikke at stille dårlig kvalitet til rådighed på de
offentlige biblioteker. Det siger sig selv at begrebet kvalitet i sig selv
er et vanskelig begreb, da mennesker fortolker det forskellig (Bent Haller
sagen i Thisted er jo det bedste bevis), men ikke desto mindre skal vi
forsøge. Derfor finder du også erotisk litteratur på biblioteket og nu også
erotiske videofilm - blot der er tale om kvalitet (som vi altså er sat til
at varetage via loven). Men du finder ikke pornoblade. Du finder god
litteratur men ikke "Bill og Ben-bøger", kiosklitteratur og Guldromanen.

Kort sagt. Selvom det somme tider har været svært at finde linjen - ikke
mindst i kvalitetssammenhænge - så er det da gået nogenlunde, sålænge det
har drejet sig om at anskaffe fastformsprodukter som bøger, cd'ere og
video.

Med Internettet er det jo en helt anden problematik. Her er der adgang til
alt muligt - stærkt kvalitative hjemmesider og databaser og en hel del
underlødigt, såvel informationsmæssigt som indholdsmæssigt. Der er faktisk
også en del misinformation!

Da Biblioteksloven rent faktisk foreskriver, at bibliotekarerne skal stå
som garanter for det kvalitative materialevalg - at man kan stole på, at
det bibliotekerne stiller til rådighed har en vis værdi - så står vi
faktisk i en vanskelig situation med den frie adgang til Internettet på
bibliotekerne. Vi kunne  vælge at sige det fra, da vi ikke kan styre det,
men vi har naturligvis valgt det modsatte af hensyn til
informationsfriheden og de mange positive muligheder, som faktisk findes på
nettet.

Men det løser jo ikke problemet, når Peter på 7 år sidder ved maskinen og
sammen med storebror på 11 surfer rundt på pornosiderne. Er det
bibliotekets opgave at stille dette til rådighed for Peter? Synes Peters
forældre, som altid har været trygge ved børnebiblioteket, om det her?

Når vi ikke stiller Ugens Rapport til rådighed på tidsskriftlæsesalen -
skal vi så gøre det via Internettet ?

Når vi kun har seriøs faglitteratur på hylderne - skal vi så give adgang
til misinformation på nettet ?

Jeg mener ikke at have svar på alle disse spørgsmål, men jeg mener omvendt
heller ikke, at jeres bombastiske udfald mod biblioteker, som henstiller
til folk, at bibliotekets materialer og internet bliver brugt i
overensstemmelse med bibliotekslovens intentioner, er særlig konstruktiv
for en nydefinition af bibliotekets rolle.
Jeg er mig meget bevidst om, at Internettet giver nye muligheder for
biblioteket og at bibliotekstilbuddet sandsynligvis vil blive kraftigt
omdefineret. Mit svar er, at bibliotekarerne og folkebibliotekerne skal
være befolkningens guider i informationsjunglen som vi var det i
"bog-samfundet". At vi bruger vores kræfter på at lave gode hjemmesider med
Internetguides, som fortæller "famlende" brugere, at her og her garanterer
vi for, at informationen er valid og har god kvalitet. En slags
"ø-mærkning" af relevante hjemmesider.

I forhold til bibliotekernes store opgave på dette felt i fremtiden anser
jeg problemet med at bede folk om at dyrke deres pornografiinteresser fra
deres egen pc'er, som værende rimeligt ufarligt for ytringsfriheden.

Men jeg erkender, at vi bør diskutere disse problemer indgående - og jeg
kan garantere, at det også foregår i kollegiale kredse. Det er dejligt, at
andre også tager sagen op.

Jeg er udover at være stadsbibliotekar i Horsens også næstformand i
Danmarks Biblioteksforening, som også tæller de politikere, som råder over
bibliotekerne i kommunerne, som medlemmer. Jeg vil tage jeres indlæg op på
forretningsudvalgsmødet den 14. august.

Med venlig hilsen
Børge Søndergård, stadsbibliotekar
E-mail: bsobibl@horsenskom.dk
Horsens Bibliotek: http://www.horsens.dk



Kommentarer:



Post a Followup

Name:
E-Mail:

Titel: Svar: kommentarer til censur på danske biblioteker

Kommentarer:


[ Kommentarer ] [ Send kommentar ] [ Biblioteker og censur ]