Skrevet af Ole Jall on July 14, 1998 at 10:04:09:
Formålet med artiklen om "Internetcensur på danske biblioteker", som jeg
gerne vil vedgå mit medforfatterskab til, ser foreløbig ud til at lykkes.
Formålet var at løfte en problematisk situation ind fra lokalt område, hvor
den har været håndteret både mere og mindre elegant, til en mere central og
overordnet overvejelse. Det har næstformanden i Danmarks Biblioteksforening
nu allerede givet tilsagn om at ville tage initiativ til, således
provokeret. Det er ikke nogen dårlig begyndelse.
Vi har på Søndag Aften foreløbig ikke haft ambitioner eller ønsker om at
nydefinere folkebibliotekernes rolle i denne sammenhæng, som
stadsbibliotekar og næstformand Børge Søndergaard antyder i sit indlæg. Vi
har alene peget på en problematisk praksis, som introduktionen af Internet
helt åbenbart har udløst sine steder. Reaktionerne på artiklen vidner jo i
sig selv om nogen ømhed i lokale spinatbede.
Jeg mener at kunne konstatere, at lokale Internet-restriktioner faktisk
ikke er i overensstemmelse med bibliotekslovens ånd og bogstav. Men lad det
være. Under alle omstændigheder er det tankevækkende, at man prioriterer
lokale kræfter på at håndhæve bonerte begrænsninger. Pornoproblemets omfang
og betyding taget i betragtning.
Der er helt anderledes væsentlige problemstillinger omkring Internet at
forholde sig til. Den debat er ikke ny uden for Danmarks grænser. Jeg byder
den velkommen i en åben dansk biblioteksdebat.
Ole Jall