Skrevet af Tom Ahlberg on July 28, 1998 at 23:36:40:
Irritationen over artiklen i Søndag Aften om biblioteker og censur tyder på at vi ramte et ømt punkt. I en eller anden grund synes jeg også vores budskab er misforstået. Så lad mig prøve at udpensle:
Vi har ikke ønsker om at lave om på biblioteksloven - kun at diskutere praksis på et nyt og helt åbent felt (som også Børge Søndergaard synes det er). Vi synes bibliotekslovens krav om lødighed, kvalitet og alsidighed er glimrende og tilstrækkelige.
Vi undrer os over at der på enkeltbiblioteker laves nye formelle og uformelle regelsæt som ikke offentliggøres for brugerne. Vi undrer os endnu mere over at de væsentlige, centrale biblioteksorganisationer endnu ikke har forholdt sig til dette.
Vi frygter at de tendenser vi kan se på amerikanske biblioteker vil kunne brede sig til danske. En del amerikanske biblioteker har - under pres fra brugere - lagt automatiske filtre ind på bibliotekernes PC’ere. Danske biblioteker har heldigvis en helt anden tradition for adgang til alskens informationer og oplevelser. Der er ikke nogen dansk praksis for censur på bibliotekerne. Til gengæld er der i offentligheden en ret intensiv debat om "nettets farlige indhold". Dette kan presse også danske biblioteker.
Vi tror ikke der kan etableres filtre eller andre automatiske redskaber der styrer brugernes benyttelse af Internet på bibliotekerne. Der kan laves mange - og bedre - "positivlister" med anbefalinger (Børge Søndergaards "ø-mærkning"). Men bibliotekernes brugere vil altid kunne klikke videre - og på næste site finde et indhold som ikke lever op til den danske bibliotekslovs lødighedskrav.
De begrænsninger der idag er (for eksempel få PC’ere med netadgang, få brugere eller forholdsvis dyr telefoni) gør at man af praktiske grunde er nødt til at regulere netadgangen. Disse praktiske begrænsninger har dog ikke noget med de principielle adgangskrav at gøre.
Lis Cajus er bekymret over at en bruger efterlader et pornografisk billede til næste bruger. Ja, for mange vil være irriterende at få smasket noget upassende i synet. Måske kan man med tiden løse dette praktisk ved at PC’ens indstillinger af baggrundsbilleder, screensavers etc. ikke kan ændres. Men det er vel ikke meget anderledes end, at mange brugere også vil være irriterede over at få et hagekors i synet som velkomstbillede (forestil dig gymnasieeleven færdig med research til en opgave), eller at mange brugere kan blive chokerede når de står i køen og ser forsider på voksne tegneseriealbums - eller hvis de kom til at læse dele af teksten til "lødig erotisk litteratur". Naturligvis skal bibliotekerne så vidt muligt tage hensyn til brugere, som tager anstød af diverse materiale. Dette hensyn må dog ikke overskygge muligheden for at søge oplysning og oplevelse på nettet.
Det er påfaldende, at det hele tiden er porno der diskuteres i sammenhæng med censur på nettet. Biblioteksengagerede som vil diskutere nettets lødighed kunne med lige så stor ret diskutere de mange kommercielle sites. Er der noget der fylder på nettet idag er det jo netop de mange reklamesider. De har som altdominerende hovedregel et indhold som - med lødighedsøjne - ikke ville få adgang til biblioteket i anden materialeform. Site efter site ville blive afvist ved skranken. Og tilbage i 70’erne ville dette være i bibliotekernes fokus. Det er det absolut ikke idag, for the times they are a-changing. Og derfor kan man ikke sige sig helt fri for at der er en tendens af snerpethed over den offentlige debat om Internet og også over, hvordan bibliotekerne forholder sig til den nye wanskelige wirtuelle wirkelighed.